Forrige

(Kort bemærkning). Henrik Vestergaard (V):
Jeg må forstå hr. Niels Helveg Petersen sådan, at under visse omstændigheder, såfremt visse præmisser var opfyldt, kunne man godt have forestillet sig, at Det Radikale Venstre i dag havde stået bag beslutningsforslaget.
     Den ene præmis lyder lidt, som om der er noget, der hedder et helt specielt FN-spor, hvor man må forvente, at der skulle have været en ekstra beslutning i Sikkerhedsrådet. Den anden hedder, at Hans Blix og våbeninspektørerne havde fået 1-2 måneder mere oven i de 4 måneder, hvor det ikke er lykkedes.
     Har det strejfet De Radikale i deres familierådslagning, at man jo godt kunne være kommet 1-2 måneder frem, våbeninspektørerne havde fået endnu en chance, men at der ikke kunne træffes en ny beslutning i FN's Sikkerhedsråd? Det er jo ikke ligefrem noget Frankrig har lagt op til at der så kunne ske. Kunne man så have forestillet sig, at De Radikale ville have set bort fra en ekstra sikkerhedsrådsbeslutning, men alene ved udløbet af våbeninspektørernes ekstra 1 eller 2 måneder havde sagt: O.k., så er vi også med? Er det her altså bare et tidsspørgsmål?

Næste