(Kort bemærkning).
Niels Helveg Petersen (RV):
Jeg skal lige sige til fru Gudrun Laub, som jeg glemte at
svare i første omgang: Hvad jeg sagde om bevisbyrde, var, at
de, der ønsker at gå i krig, har bevisbyrden for, at det er
nødvendigt, og at der ikke er andre metoder. Det var, hvad
jeg sagde og mente.
Til hr. Jens Hald Madsen: Ja, jeg mener, at de citater,
som hr. Jens Hald Madsen har fremme, er udtalelser, jeg
fremsætter på et tidspunkt, hvor våbeninspektørerne har gjort
klart, at de ikke kan komme længere. De er på grund af
chikane fra irakernes side ikke i stand til at komme længere,
og de kan ikke opfylde deres mandat. I den situation er det
da klart, at man er nødt til at forholde sig til disse
skrækkelige våben, og hvad de kunne bruges til.
Men situationen i dag er jo en anden, nemlig at
våbeninspektørerne var kommet i gang, kunne rapportere
om fremskridt og selv ønskede mere tid. Så er der andre
muligheder, og de bør udnyttes til bunds.
Jeg vil gerne sige til fru Pia Christmas-Møller: Nej,
jeg har fuld tillid, det har jeg sagt før i dag, til
folkeretsjuristerne. Men jeg påpegede, at et kernepunkt i
deres ræsonnementer var, at videre våbeninspektion er
udsigtsløs. Det er jeg uenig i. Det er et politisk synspunkt,
som er kernepunktet i det juridiske ræsonnement, og dette er
jeg ikke enig i.
Lad migt il sidst sige, at jeg betragter mig selv som
ven af Amerika. Jeg har studeret dér, har mange amerikanske
venner, og jeg er fuld af beundring for, hvad USA har gjort
for Europa ved afgørende lejligheder: Første og Anden
Verdenskrig, under den kolde krig.
USA har også taget fejl. Jeg mener, at Vietnamkrigen var
en stor fejl.
Men jeg må sige, at i denne sag mener jeg, at de tager
fejl. Og i denne sag mener jeg, man skal prøve på at hjælpe
de mennesker i USA, som har et andet synspunkt end den
amerikanske administration. Jeg synes, det er lykkedes den
amerikanske administration i denne sag at forene sine fjender
og splitte sine venner.
