(Kort bemærkning).
Niels Helveg Petersen (RV):
Tak til hr. Jens Rohde for citatet. Det er et citat, der
stammer fra det tidspunkt, hvor våbeninspektørerne havde
meddelt, at de ikke kunne fortsætte. Det var i en periode,
hvor vi var i færd med at opbygge et pres på Saddam Hussein.
Det var i december. Så kommer, så vidt jeg husker det, 17.
februar, og så kommer der en ny fase.
Jeg synes i virkeligheden, det mest kritiske ved
situationen i hele Irakkrisen har været de 4 år, hvor der
ikke blev gennemført våbeninspektion, men hvor man
diskuterede andre måder at løse problemet på, smarte
sanktioner og andet husker jeg. Men det er, når man ser
tilbage, den mest kritiske periode, mens den mest
konstruktive periode afvæbningsmæssigt set faktisk var den
første fase og slutfasen af det, vi lige nu er ved at
forlade.
Vi var ved at bygge presset op, og det var for mig
afgørende dengang.
Til hr. Hald Madsen, om jeg har tillid til det: Nej, det
har jeg ikke. Men jeg har set, at presset kunne virke inden
for de sidste måneder. Det pres, det er lykkedes at lægge på
Saddam her på det sidste, har været så enormt, at han
begyndte at give sig. Vi var selv med til at lægge det pres
og har støttet det, også med den nødvendige retorik, som må
til i sådanne situationer. Det er ikke tillid, det her, men
et spørgsmål om hans egen interesse.
Og til fru Pia Christmas-Møller: Nej, jeg har ikke sagt,
at man har ført bag lyset. Jeg ville ikke drømme om at tage
sådan et ord i min mund, også fordi man jo har lagt notatet
åbent frem. Hvad jeg har gjort er at kritisere eller påpege,
vil jeg sige, at hele det folkeretslige ræsonnement bygger på
en politisk kendsgerning og ikke på jura.
Så har jeg også lyst til at sige til sidst, for at det
ikke skal være usagt heller i denne debat, at der foregår i
USA en meget nuanceret debat om dette her. Jeg har lyst til
at citere, hvad der står i dag i den ledende artikel i New
York Times, efter at man først meget nøje gennemgår Saddams
fejl og Frankrigs fejl, i min oversættelse:
Men Washingtons egne destruktive bidrag har været
enorme. Dets skiftende mål og begrundelser, dets tiltagende
tilfældige tidsplaner, dets afsmag for diplomatisk given og
tagen, dets offentlige armvridning og dets manglende evne til
at overbevise det meste af verden om nogen øjeblikkelig fare.
Diskussionen i USA er ikke unuanceret, og det bør den
heller ikke være her.
