Forrige

(Kort bemærkning). Søren Gade (V):
Mit spørgsmål ligger lidt i forlængelse af det, hr. Troels Lund Poulsen var inde på. Vi må så acceptere, at De Radikale er imod beslutningsforslag nr. B 118, men jeg kunne godt tænke mig at høre, om de kemiske våben, den daværende udenrigsminister, hr. Niels Helveg Petersen, var så bange for, og som var så afgørende for en militær aktion, stadig væk ikke er et problem.
     Jeg erkender, at det er en svær beslutning at skulle træffe at sende danske soldater i krig for at opnå en afvæbning, men problemet er jo ikke blevet mindre, siden hr. Niels Helveg Petersen var udenrigsminister. Og jeg har altså meget svært ved at forstå, at en måned mere skulle kunne afvæbne Saddam Hussein. Vi mangler redegørelser for 1.000 t kemiske våben og 6.500 kemiske bomber, og havde Saddam Hussein viljen til at ville lade sig afvæbne, så var det jo kun at sige: Her, kære venner, er depotet. Nu skal jeg vise jer det. Det ville tage ganske få timer.
     Vi har nu brugt 4½ måned, og vi har ingen som helst kemiske våben fundet mellem alt det, som Blix faktisk mangler en redegørelse for.

Næste