Forrige

(Kort bemærkning). Ulrik Kragh (V):
Det kræver besindighed og eftertænksomhed at tage så alvorlige beslutninger, som det er at sende danske soldater i krig, og jeg må sige, at den besindighed bliver sat på en alvorlig prøve, når man hører Enhedslistens ordfører fremføre sine argumenter. En ulovlig krig på et falsk grundlag og uden mål. Ja, armbevægelserne er store.
     For det første er det ikke nogen ulovlig krig. Der er klart en forankring i FN med resolution 678, resolution 687 og resolution 1441. Det har vi diskuteret hele dagen.
     Jeg ved ikke, hvad det er for en verden, hr. Keld Albrechtsen lever i, men den er heldigvis for verdensfreden og for ansvaret for, at vi ikke bare lader alting sejle, en noget anderledes verden end den, regeringen repræsenterer.
     Det kræver besindighed, og det kræver ansvar at ville løfte opgaven, når man vil have et verdenssamfund til at fungere, og med de ting, som hr. Keld Albrechtsen gav udtryk for i sin ordførertale, så er det heldigvis ikke folk med hans holdning, der leder denne verden.

Næste