Jann Sjursen (KRF):
Kristeligt Folkeparti har for længst valgt side i spørgsmålet
om Irak. Vi har valgt FN-sporet. Og det troede vi egentlig
også at regeringen havde gjort. Vores opfattelse har i hvert
fald været, at ikke mindst udenrigsministeren i lang tid har
været på det spor.
Når vi fra Kristeligt Folkepartis side i dag ikke giver
vores samtykke til, at danske militære styrker stilles til
rådighed for USA's indsats i Irak, så er det først og
fremmest, fordi vi ikke finder, at den beslutning, som
regeringen lægger op til, har en forankring i FN. Ja, vores
opfattelse er faktisk, at det sker på trods af og uden om FN.
Dermed kan vi ikke medvirke til gennemførelsen af beslutningsforslag nr. B 118. Der er ikke truffet nogen ny beslutning i FN efter resolution 1441's vedtagelse i november måned sidste år.
Kl. 18.10
Citater fra Udenrigsministeriets Folkeretskontor er
brugt meget i den her debat. Jeg hæfter mig især ved det, der
står på midten af side 3:
»Med hensyn til det juridiske grundlag for iværksættelse
af militære forholdsregler over for Irak må det konstateres,
at resolution 1441 ikke i sig selv indeholder den nødvendige
bemyndigelse fra FN's Sikkerhedsråd til magtanvendelse, der
er forudsat i FN-Pagtens artikel 42. Resolutionen kan siges
at udgøre et led i en flertrinsprocedure, hvorefter
Sikkerhedsrådet i tilfælde af manglende irakisk efterlevelse
som næste trin skal involveres på ny før eventuel
magtanvendelse kan finde sted. Der er med andre ord ikke på
forhånd fastlagt nogen automatik med hensyn til
magtanvendelse.«
Netop ordet automatik synes jeg er centralt i denne her
sammenhæng. Ikke bare juridisk, men det er også centralt i
forhold til at forstå, hvad det var for drøftelser, der pågik
sidste efterår, da FN's Sikkerhedsråd besluttede sig for at
vedtage resolution 1441. Det var jo netop, at der blev
vedtaget én og ikke to resolutioner, men at der ikke var
nogen automatik fra resolution 1441 til en militær afvæbning
af Irak og Saddam Hussein.
Dette bekræftes jo nærmest af, at England og USA i de
seneste uger, uden held ganske vist, har forsøgt at få
vedtaget en ny resolution i Sikkerhedsrådet. Det har
medlemmerne af Sikkerhedsrådet på forskellig vis afvist. Men
det betyder ikke, at der ikke har været andre muligheder, som
ikke mindst Venstre og De Konservative har sagt her i
debatten.
Andre muligheder har været at tage våbeninspektørerne på
ordet og prøve at følge op på den rapport, som Hans Blix
afgav for nylig i Sikkerhedsrådet. Det er jo det, andre lande
i Sikkerhedsrådet har villet, og som formentlig kunne have
vundet flertal, hvis ikke mindst USA og England havde
bidraget aktivt hertil.
Regeringen fører argumenter i marken med, at det
internationale samfund må reagere over for Saddam Hussein.
Det er vi selvfølgelig enig i fra Kristelig Folkepartis side.
Men hvem er det internationale samfund i denne her
sammenhæng? Ja, det er da i hvert fald ikke USA og England
med få andre lande, heriblandt Danmark. Det er da først og
fremmest FN.
Det er meget få lande, som vælger, i hvert fald som det
ser ud i dag, at bakke militært op om den krig, som USA har
varslet. En lang række EU-lande er ikke med, de nordiske
lande er ikke med. Derfor er det vanskeligt at forstå, at
regeringen og regeringspartierne kan svinge sig op til gang
på gang i debatten at hævde, at nu må det internationale
samfund reagere lige præcis på den måde, som USA altså
foreslår at man skal.
Vi er fra Kristeligt Folkepartis side ikke modstandere
af militær magtanvendelse. Det har vi sagt god for før. Men i
denne her sammenhæng mener vi, at regeringen ikke bare er
villig til at træffe en beslutning, uden at der er en solid
forankring i FN, men også på trods af, hvad en lang, lang
række lande i øvrigt har af holdninger til det, der nu sættes
i værk fra amerikansk side.
Vi er heller ikke fjender af USA. Vi er fra Kristeligt
Folkepartis side faktisk venner af USA og har også meget at
takke amerikanerne for. Men også de kan tage fejl og har vel
set fra Kristeligt Folkepartis side i de seneste år sat sig
ud over det internationale samfunds spilleregler med indtil
flere eksempler og på andre områder end det, vi også
diskuterer her i dag.
Vi er altså imod regeringens beslutningsforslag, som vi
må stemme nej til, når det kommer til afstemning på fredag.
Beslutningsforslaget er i virkeligheden et dobbeltbrud. Det
er et brud på FN-sporet, og det er også et brud på den
tradition, der har været herhjemme for, at der var bred
parlamentarisk opbakning, når danske soldater skulle sendes
ud. Den opbakning er der ikke i dag. Vi kan ikke acceptere
dette dobbelte brud og må derfor gå imod.
Vi er selvfølgelig glade for, at der i tilslutning til
de ting, der er sagt her, også satses humanitært, men i
forhold til det militære bidrag, så må vi sige, at det bryder
afgørende med FN. Det bryder med parlamentarisk tradition i
Folketinget.
Kl. 18.15
