Helge Adam Møller (KF):
Det er ikke nogen let beslutning i dag, men når
verdenssamfundet står over for en kynisk fredsbryder, der
nægter at overholde våbenhvilen, og hvor der foreligger
bevidste og grove krænkelser, så må vi reagere. Vi danskere
kan ikke stå passivt og se på, at et militært diktatur holder
verdenssamfundet og FN for nar ved systematisk at bryde
resolutioner, som er vedtaget i FN's Sikkerhedsråd.
I denne situation er det reelle problem, hvad vi
foretager vi os over for et regime, der lader hånt om alle
internationale konventioner, bryder alle internationale
normer og opbygger lagre af våben, der kan udrydde millioner
og atter millioner af menneskeliv. Vi må konstatere, at
Saddam Hussein ikke efterlever resolutionerne. Der er to
centrale resolutioner - 678 og 687. Den første giver mandat
til anvendelse af magt, den anden, 687, er et omfattende
dokument, og budskabet er fuldstændigt klart: Overholdes
betingelserne ikke, kan der skrides ind over for Irak, om
nødvendigt med magt.
Jeg vil gerne gentage mig selv: Det internationale
samfund kan ganske enkelt ikke leve med, at en stat
vilkårligt nægter at opfylde de krav, som er opstillet af
Sikkerhedsrådet. Sammenfattende vil jeg derfor slå fast, at
det ud fra en helhedsvurdering er velbegrundet, at det
internationale samfund svarer igen med militære magtmidler.
Store mængder af masseødelæggelsesvåben er en direkte og
en alvorlig trussel mod befolkningen i hele regionen, og i de
forkerte hænder er disse våben en trussel hvor som helst.
Angrebet i undergrundsbanen i Tokyo for nogle år siden var et
skræmmende eksempel på, hvad sådanne våben kan udrette, og
derfor må Saddam have klar besked. Det bliver rapporteret, at
Irak fremstiller masseødelæggelsesvåben. Det er kemiske og
biologiske våben, hvor bare et syltetøjsglas fyldt med disse
dræbermidler fordelt i et vandreservoir er nok til under
forfærdelige lidelser at slå millionbyers befolkninger ihjel.
Kl. 18.35
Det problem, Saddam Hussein repræsenterer, nemlig de
biologiske og kemiske våben, er jo vores alle sammens
problem, og derfor er det ikke rigtigt at beskrive dette som
noget, der kun er USA's problem. Det er også vores problem.
Jo, magtanvendelse er nogle gange det eneste, der
forhindrer vold, og det er nu engang ikke nok, hvis man vil
fred, at man selv er fredelig.
Se, dette var så min mening. Jeg kan stå inde for hvert
eneste ord, hver sætning og hver holdning. Og nu kunne jeg så
gå tilbage til min plads, men jeg må jo tilstå en enkelt
ting. Jeg har ikke skrevet denne tale selv.
Hvert ord, hver sætning, hver holdning er direkte
ordrette citater fra, hvad den radikale udenrigsminister
Niels Helveg Petersen sagde den 17. februar 1998, og hvad de
to ordførere fra Socialdemokratiet og De Radikale sagde den
samme dag. Det var den dag, hr. Mogens Lykketoft og hr. Niels
Helveg Petersen og resten af den socialdemokraitisk-radikale
regering bad Folketinget om at medvirke til et amerikansk
ledet angreb mod Irak.
Se, jeg var enig med Socialdemokratiet og De Radikale
dengang. Jeg er også enig 5 år senere, i dag. Men
Socialdemokratiet og De Radikale er som så ofte før løbet fra
deres holdninger.
Jeg har kun ét ord, der karakteriserer det: Det er
ynkeligt.
