Ole Sohn (SF):
Dagens debat og de seneste ugers debat har kredset meget om
FN's rolle. Man kan sige, at aviserne, medierne, tv, radio
time efter time i flere uger har haft indslag om, hvordan USA
og Storbritannien har forsøgt at få vedtaget en ny resolution
i FN's Sikkerhedsråd, som kunne retfærdiggøre og give
grundlag for en krig.
Det fejlede. De kunne ikke skaffe flertallet. De kunne
ikke skaffe et flertal for at bryde den hidtidige FN-linje
med at lade våbeninspektørerne gøre arbejdet med afvæbningen
af Irak færdigt. USA ville ikke acceptere, at det
internationale samfunds beslutninger skulle være gældende
fortsat. De ville, og de vil, krigen. Olieinteresserne
spiller selvfølgelig her en ret afgørende rolle.
Jeg synes, der har været et opløftende moment i de
seneste 14 dages debat. Det er udenrigsministerens meget
klare udmeldinger om, at det er Sikkerhedsrådet, der skal
afgøre, hvorvidt resolution 1441 er nok.
Det har Sikkerhedsrådet afgjort. Det var ikke nok. Der
kunne ikke gives tilslutning til en ny resolution, der kunne
starte krigen. Derfor er det også dybt forunderligt, at
udenrigsministeren accepterer, at den danske regering nu bare
som en logrende hund skal følge efter USA ind i den krig, som
nu forestår.
Man kan sige, at Dansk Folkeparti i dag under dagens
debat har været de mest ærlige. De har sagt ligeud, at de
gerne være med til at bringe Danmark ind i en krig uden om
FN, uanset om der er international enighed, og uden at der er
opbakning i befolkningen.
Kl. 18.45
V og K har været mere usikre i mælet. Hvad skulle der
komme bagefter? Hvad er det for en ny verdensorden, vi går
ind i? Et af argumenterne har været, at vi skal være
opmærksomme på, at Irak har masseødelæggelsesvåben. Ja, det
har de måske. I alt fald ved vi, at Irak i 1980 købte
biologiske præparater af USA fra den virksomhed, som den
nuværende forsvarsminister, Donald Rumsfeld, dengang var
direktør i. Og vi ved, at Irak har fået hjælp fra
Storbritannien til at opbygge kemikalie- og
våbenammunitionsfabrikker på samme måde, som andre lande har
fået hjælp fra USA og England til at opbygge deres militære
styrker.
Men hvorfor skal den irakiske befolkning bombes lige nu,
når Irak i 20 år har haft de våben, som USA og Storbritannien
har hjulpet dem med at udvikle? Hvorfor ikke give
FN-inspektørerne mulighed for at færdiggøre det arbejde, som
de har påbegyndt, og som de faktisk har understreget skrider
rigtigt fremad.
Ja, kommer svaret så, men Irak har haft mere end 12 år
til at lade sig afvæbne, og nu er vores tålmodighed opbrugt,
siger Bush, Blair, og den danske statsminister nikker. Men
det argument bliver altså unægtelig noget vanskeligt at
forklare de titusindvis af palæstinensere, som lever i
flygtningelejrene, for det er jo faktisk mere end 30 år
siden, at Israel af FN med resolution 242 fik besked på at
rømme besatte områder, men intet er sket.
Hvordan skal statsministeren eller udenrigsministeren
forklare denne forskel? Et land bryder FN-resolutionen gennem
30 år og belønnes med flere våben og flere penge, mens et
andet land, som bryder en FN-resolution, straffes med bomber.
Det kan kun give anledning til øgede frustrationer i
Mellemøsten, og denne forskelsbehandling kan kun være med til
at fremme øget terror rundtomkring i verden.
Derfor finder jeg det utrolig farligt, at Danmark nu
skal tage del i USA's krig, og det er USA's krig, det er ikke
en internationalt funderet krig, men alene en USA-krig, som
vi nu bevæger os ind i som en lille part af.
Det, man kan fundere over, er, hvordan vi mon havde
brugt vores tid i dag, hvis det nu havde været sådan, at
fiflerierne i Florida var faldet anderledes ud, og at USA
havde valgt Al Gore, som jo alt andet lige fik flest stemmer
ved det amerikanske præsidentvalg. Så havde vi givetvis stået
i en anden situation. Så havde vi ikke fulgt den texanske
cowboy ud på en farefyldt færd.
