Forrige

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Jeg vil godt takke for en lang og grundig debat. Det er godt, at vi i så væsentlige spørgsmål får diskuteret alle elementer grundigt igennem.
     Jeg synes, det er fint, at vi er kommet rundt i alle hjørner. Det skal vi også. Det skylder vi soldaterne, som skal af sted, hvis beslutningsforslaget vedtages. Vi skylder verdenssamfundet, vi skylder den danske befolkning, og vi skylder som sagt først og fremmest soldaterne at have tænkt os grundigt om og været alle elementer igennem. Så derfor takker jeg for den grundige debat.
     Jeg vil godt understrege, at omkring hele dette spørgsmål virker det jo, som om alting er sprængt fra hinanden. Det er det jo ikke. Det er det jo ikke heller ikke
i FN, heller ikke i EU, for der er nogle grundlæggende ting, som vi alle er enige om. Det tror jeg også Folketinget er enig i. Og det er, at Saddam Hussein skal afvæbnes. Det er, at våbeninspektørerne ikke skal finde hans våben. Han skal aflevere dem til våbeninspektørerne. Dér kan der så komme uenighed. Det er jo helt oplagt, at våbeninspektørerne i alle rapporter meddeler, at han ikke har arbejdet øjeblikkeligt og betingelsesløst, men at det skal trækkes ud af ham - noget. Der er stadig væk ikke regnskab for de kemiske våben. Der er stadig væk ikke regnskab for de bakteriologiske våben. Der er stadig væk ikke afhøringer af videnskabsmænd i udlandet, således at de kan være trygge ved, hvad de siger til rapportørerne. Så der er ikke arbejdet betingelsesløst og åbent, som der skulle være, og som var betingelsen i 1441. Alle har så været enige om afvæbning og våbeninspektørernes opgave, som altså ikke er at finde, men at få afleveret til, og det er ikke sket. Der, hvor uenigheden består, er heller ikke, om det skal ske via støtte
i FN. Alle er også enige om, at FN har en central rolle her. Uenigheden består alene i, hvornår - hvornår det skal ske.

Kl. 18.55

     Det, der er det afgørende spørgsmål, som har skilt vandene i FN - den resolution, som man taler om at England og Amerika ikke turde sende til afstemning - taler ikke om nogen som helst bemyndigelse, for den ligger jo i forvejen i de tidligere resolutioner. Den taler heller ikke om, hvorvidt Saddam har begået noget forkert eller ej, for det ligger også
i forvejen i de tidligere resolutioner. Den taler om tidsspørgsmålet, og når den ikke er kommet til afstemning, skyldes det jo, at de seks lande, som afgjorde flertallet, sagde: Jamen hvorfor i alverden skal vi tilslutte os den, fordi Frankrig vil nedlægge veto? Alle de herrer her, som har vidst så meget om, hvordan der ville blive stemt, ved måske noget, som de seks lande ikke ved. Hvis de ved det, har de i hvert fald ikke sagt det til nogen, og jeg er temmelig overbevist om, at de ikke har sagt det til SF's folketingsgruppe. Det vil altså sige, at vi står her med nogle oplysninger, som er givet heroppefra, men som er grebet ud af luften, og som man kun kan gætte sig til. Man kan gætte på det ene, og man kan gætte på det andet, men det bliver det ikke rigtigere af, for når der bliver bebudet et veto fra Frankrigs side, hvorfor skulle vi så stikke næsen frem og risikere uro i vore lande? USA har også gjort det vanskeligere for de seks lande og har også begået fejl ved at meddele, at uanset hvad FN beslutter, går de derudad. Der er lavet fejl mange steder, og jeg skal dybt beklage, at Sikkerhedsrådet ikke blev enigt, for vi har jo sagt i ugevis: Se nu at blive enige, når det eneste, der skiller jer, er tidsspørgsmålet. Men det har de ikke kunnet. Sikkerhedsrådet har svigtet i den sidste fase, men det skyldes altså, at der er kommet meldinger, som satte Sikkerhedsrådet skakmat til sidst, og som betød, at de seks meddelte, at de ikke meldte noget ud. Nu markerer hr. Keld Albrechtsen, så jeg er sikker på, at han har fået en opringning fra de seks lande, og så kan vi få det at vide af hr. Keld Albrechtsen. Det vil jeg glæde mig til at høre. Til fru Margrete Aukens meget væsentlige indlæg om Mellemøsten vil jeg godt sige, at vi har lagt megen vægt på, at det ikke udvikler sig til en konflikt mellem den arabiske verden og den vestlige verden. Vi har hele tiden arbejdet kraftigt for en fredsløsning i Mellemøsten, og vi har sagt til amerikanerne: Vær nu med til at offentliggøre resultatet fra kvartetten, som altså består af Rusland, USA, EU og FN. Jeg sad på EU's formandsplads i 6 måneder. Vi havde kraftige og tætte forhandlinger, vi blev enige om køreplanen for fred, og den 20. december tilsluttede amerikanerne sig den. Så siger fru Margrete Auken, at vi skal komme op i omdrejningstal. Jeg tror såmænd ikke, der er nogen dansk regering, der nogen sinde har været i højere omdrejningstal, end vi har været. Der er i hvert fald ikke nogen tidligere regering, der er kommet med en vejviser, som har fået tilslutning fra verdenssamfundet. Det, der så skal ske nu, er - og det har George Bush bekræftet forleden dag - at den bliver leveret til parterne, så de kan se, hvad vejen er, og hvad det er, verdenssamfundet forlanger. Palæstinenserne har taget det skridt, de skulle tage - det første skridt, som står på side 1 i vejviseren - de skal sørge for at få udpeget en statsminister med stærke beføjelser, og det er vistnok sket. Nu har jeg været her hele dagen, men jeg går ud fra, at det er sket, og så skal Israel også foretage tillidsskabende foranstaltninger. Jeg tror, det er meget vigtigt, at den arabiske verden konstaterer, at vi også er optaget af at skabe retfærdighed i det område, så det ender med to stater, der lever fredeligt og demokratisk ved siden af hinanden. Det er ikke et opgør med den arabiske verden, det skal bin Laden ikke få glæde af; det er et opgør med Saddam Hussein på grund af hans våben. Vi er enige om, at han skal afvæbnes - det mente regeringen i 1998, og jeg skal komme tilbage til det - for det er jo blevet værre med ham siden 1998, og så må man spørge: Hvis ikke nu, hvornår så? Og hvis vi har svaret, at det skal være nu, kommer det næste kristne spørgsmål: Hvis ikke vi skal, hvem skal så? Man kan ikke sige, at det skal ske, og bagefter sige, at det kan de andre i øvrigt tage sig af. Det svarer heller ikke til den aktive udenrigspolitik, som hr. Niels Helveg Petersen formulerede som begrundelse for indsatsen i 1998, at sige, at det kan de andre tage sig af. Som hr. Poul Nyrup Rasmussen sagde som statsminister i 2001, må man selv vedstå og tage sit ansvar, hvis man mener, der skal gøres noget. Hvis vi siger, han skal afvæbnes - det har vi været enige om - og uenigheden er om tidspunktet, må man konstatere, at hvis det ikke er nu, hvornår er det så? Hvornår er så hvornår, hvornår er så hvornår? Det, Saddam Hussein har spillet på hele tiden, er at få skabt splittelse, og det er da vidunderligt for Saddam Hussein, at han har fået skabt splittelse i FN, i NATO, i EU og i det ene danske Folketing efter det andet. Hr. Touborg var heroppe og nævnte en række af splittelseslandene. Der er splittelse alle steder, og der er da kun én, der ler ad det, og det er Saddam Hussein. Han kan satse på større og større splittelse og mindre og mindre risiko for, at han bliver afvæbnet, og så er der kun én vinder - det er Saddam Hussein. Er det dét, vi vil? Nej, det er der jo ingen, der vil, for alle vil jo afvæbne ham for hans masseødelæggelsesvåben. Men hvorfor i alverden gør man så det, at man ikke afvæbner ham og dermed støtter FN's resolutioner, som siden 1990 har opfordret verdenssamfundet til at få ham afvæbnet?

Kl. 19.00

     Så skal jeg gå over til nogle konkrete svar. Hr. Lars-Emil Johansen stillede spørgsmålet om Grønland, og der er mig bekendt ikke nogen som helst planer om at inddrage Grønland. Der er en stående overflyvningstilladelse, som blev givet af SR-regeringen i oktober 2001, og den kender man godt på Grønland. Det er, hvad der er at oplyse. Jeg har ikke oplysninger om, at der skulle være nogen som helst anden forbindelse mellem Iraks situation og Grønland.
     Hr. Frank Jensen nævnte, at vi ikke har inddraget folkestyret. Jeg synes faktisk, vi har lyttet meget til folkestyret. Vi har hele tiden arbejdet med disse tanker, og vi har jo netop af hensyn til de meldinger, der er kommet fra Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, øget det humanitære bidrag, tilføjet genopbygningsindsatsen og ændret styrkesammensætningen, præcis fordi vi har lyttet til Folketinget.
     Det er ikke rigtigt, at der kun kommer tre personer inden for det medicinske område af sted, som hr. Frank Jensen nævnte, hvis jeg ikke hørte forkert. Det humanitære bidrag består af 50 mio. kr. og kan i forbindelse med genopbygnings- og flygtningeindsatsen komme op mod 300 mio. kr.
     Tanken om, hvad kemiske og biologiske våben kan udrette
i de forkerte hænder, er skræmmende, og derfor er det vigtigt, at der sendes et tydeligt signal om, at verdenssamfundet ikke tolererer udviklingen af eller brugen af sådanne våben. Som aktivt medlem af verdenssamfundet er det også Danmarks pligt at tage aktivt del i de situationer, der opstår. Vi kan ikke stå og se passivt på, at et militært diktatur holder verdenssamfundet og FN for nar ved systematisk at bryde resolutioner, som er vedtaget i FN's Sikkerhedsråd. Våbeninspektørerne har godtgjort, at Irak har produceret
19.000 l botulinum, 8.400 l miltbrand og 2.000 l aflatoksin til trods for, at de irakiske myndigheder frem til sommeren 1995 hævdede, at der ikke eksisterede eller havde eksisteret et biologisk våbenprogram. Det er et citat af hr. Niels Helveg Petersen fra den 17. februar 1998, og der er vist ikke nogen, der tror, at nogle af de ting, som hr. Niels Helveg Petersen konstaterede eksisterede den 17. februar 1998, er blevet destrueret siden, for ellers havde vi jo nok fået det oplyst. Altså er situationen blevet værre. Jeg skal ikke gå i detaljer med hr. Niels Helveg Petersens udtalelser om væsensforskellene fra 1998, men der er nogle forskelle. Dengang var våbeninspektørerne blevet smidt ud, og der havde heller ikke været de samme intense bestræbelse i FN's Sikkerhedsråd, som vi har haft nu. Det skyldes, at man dengang valgte at gå uden om Sikkerhedsrådet, og så var det jo ikke så svært at undgå de vanskelige diskussioner om at gå uden om Rådet. Men der er langt flere ligheder end forskelle. Dengang som nu legede Saddam Hussein kispus, og derfor havde hr. Niels Helveg Petersen fået nok af det og sagde de kloge ord, som han gjorde. Der var nøjagtig de samme kemiske og biologiske våben, som Saddam Hussein ikke ville gøre rede for og ikke har gjort rede for. Vi mangler stadig en redegørelse for, hvad der er sket med de 31.000 kemiske våben, den daværende udenrigsminister efterlyste oplysninger om her i Folketingssalen i 1998 og 1999.
     I 1998 var der også som i dag en række lande, der ønskede at give våbeninspektørerne mere tid, og vi har hørt om dem i dag. Det var lande som Sverige, Irland, Finland og Belgien. Dengang støttede de ikke en militæraktion, det gør de heller ikke i dag, og også i den hjemlige debat skiltes vandene, men vi stod altså sammen med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Det folkeretlige grundlag for en militær aktion var nøjagtig den samme, som vi har i dag. Den eneste forskel er resolution 1441, som har opdateret og bekræftet - det gør den jo faktisk i den første passus - at der er FN-bemyndigelse til at anvende militær magt. Forskellen er altså, at vi i dag står med et klarere grundlag, end vi gjorde i 1998, og at Irak er blevet endnu farligere. Socialdemokraternes ordfører dengang, fru Ingrid Rasmussen, sagde: Vi betragter de gentagne obstruktioner fra Iraks side som en global trussel med uoverskuelige menneskelige lidelser til følge. Disse obstruktioner er jo heller ikke blevet mindre. Resolution 1441 taler ikke om en ny beslutning i Sikkerhedsrådet. Det, resolutionen siger, er, at sagen skal overvejes i Rådet, før der kan skrides til handling, og dette ordvalg er helt bevidst. Sikkerhedsrådets tidligere resolutioner, heriblandt resolution 678, står altså stadig ved magt og vil kunne aktiveres uden en ny resolution, hvis Irak ikke opfylder betingelserne for våbenstilstanden i 1991. Det har Irak jo ikke gjort, og det er baggrunden for, at USA og United Kingdom gik med til resolution 1441.

Kl. 19.05

     Man skal huske, at resolutionsudkastet fra USA, England og Spanien ikke indeholdt en lyd om en ny sikkerhedsrådsbemyndigelse, fordi der er taget stilling til det spørgsmål i Sikkerhedsrådet. Det, der har været diskuteret i Sikkerhedsrådet, er altså det politiske spørgsmål om, hvornår man skal drage konsekvenserne, som jeg også startede med at sige. Når et enigt Sikkerhedsråd i resolution 1441 truer med, at Iraks grove krænkelser skal få de alvorligste konsekvenser - serious consequences - må truslerne altså også følges op med handling, når det står klart, at Saddam ikke vil bøje sig. Ellers er der jo tale om tomme trusler, og tomme trusler ville for alvor undergrave FN's og Sikkerhedsrådets troværdighed. Vi ville sætte FN's mulighed for at fastholde rollen som det centrale omdrejningspunkt i den internationale retsorden over styr, hvis vi bare lader stå til.
     Det er ikke sandt, at regeringen har forladt FN-sporet, uanset hvor meget man kan gøre sig lystig over en eller anden udlægning af det. Hr. Villy Søvndal har mange gange prøvet at få at vide, om jeg ville gå ind for en second resolution, altså resolution nr. 2, og hr. Villy Søvndal vil sikkert kunne bekræfte, at jeg ikke på noget tidspunkt har sagt, at vi skal have en second resolution, men at jeg tværtimod har sagt: Det er forankret i FN, vi støtter FN, og det er Sikkerhedsrådet, der skal træffe beslutningen.
     Den seneste beslutning, Sikkerhedsrådet har truffet, er resolution 1441. Sikkerhedsrådet har ikke truffet nogen anden beslutning, og det vil altså sige, at så er det her, vi står. Det kunne have været rart med en yderligere beslutning, men den har ikke været efterlyst af regeringen, og derfor kan man ikke bebrejde mig, at jeg ikke forholder mig til en beslutning, der ikke er truffet, men forholder mig til en beslutning, der er truffet, eftersom jeg hele tiden har sagt, at vi vil støtte FN. Vi støtter FN ved at opfylde FN's ønsker
i den stribe resolutioner, som regeringen i 1998 besluttede at følge på trods af et mindre grundlag i FN. Nu er anvendelse af militær magt altså formentlig den sidste udvej for at få Saddam Hussein til at bøje sig og lade sig afvæbne. Det sker med en klar FN-forankring i striben af resolutioner, som indeholder en klar bemyndigelse til magtanvendelse, og det må både hr. Holger K. Nielsen og præsident Chirac egentlig også være enige i, for hvad har jeg hørt i dag, og hvad har jeg læst i avisen i dag? Jeg har hørt hr. Holger K. Nielsen sige, at hvis der er fare for, at Irak vil bruge a-våben, vil hr. Holger K. Nielsen støtte et angreb. Det må da være hjemlet i FN-Pagten, for ellers ville hr. Holger K. Nielsen da ikke gøre det. Og hvad har jeg læst, at hr. Chirac vil? Hvis Irak angriber USA med bakteriologiske og kemiske våben, forlyder det fra Frankrig i dag, at så vil man også give militær støtte. Men det må da også være med baggrund i FN, ellers kunne hr. Chirac da ikke gøre det. Jeg synes, begge bemærkninger er kloge, men jeg går ikke ud fra, at hr. Holger K. Nielsen og præsident Chirac, som har kæmpet så meget inden for FN-sporet, pludselig forlader FN-sporet. De må altså have samme opfattelse som vi: vi er på FN-sporet, spørgsmålet er kun tidsfaktoren. En ny resolution ville være juridisk ønskelig, men den er ikke juridisk påkrævet. Regeringen har i hele forløbet lagt vægt på forankring i FN, men FN-forankring er ikke lig med en ny sikkerhedsrådsresolution, for den er der allerede.
I regeringspapiret er der jo også redegjort for det generelle folkeretlige grundlag, og det konkluderes, at der foreligger et klarere og mere opdateret juridisk grundlag, end tilfældet var, da den daværende regering i februar 1998 fremsatte beslutningsforslag nr. B 114 om dansk deltagelse. Man kan mene om det, hvad man vil, men jeg vil anerkende, at Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre ikke underkender Udenrigsministeriets Folkeretskontor. Det har jeg ikke hørt noget om, jeg respekterer, at man ikke har gjort det, og jeg forstår også, at man i Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre respekterer, at vi har et seriøst kontor her. Ellers kunne det selvfølgelig heller ikke være der. Lad mig slutte af med at sige, at regeringen lægger afgørende vægt på, at Danmark ikke kun yder et militært bidrag. Vi vil hurtigt befinde os i en stabiliserings- og genopbygningsfase i Irak, hvis krigen måtte komme, og her er det vigtigt, at vi er med i stabilisering og genopbygning. Vi mener, at det internationale samfund må gå hele vejen, for kun derved kan vi gøre os håb om at afvæbne og stabilisere Irak. Kun ved at være med hele vejen, for at bruge hr. Nyrup Rasmussens udtryk, er det berettiget at tale om, at Danmark - nu med hr. Helveg Petersens udtryk - optræder som aktivt medlem af verdenssamfundet. Det sagde hr. Niels Helveg Petersen i 1998. For regeringen er det vigtigt, at Danmark samlet set yder en trestrenget bidragspakke: den militære del, den humanitære del og genopbygningsdelen. Det vil være et klart signal om fortsat dansk støtte til den civile befolkning i Irak og de berørte nabolande.

Kl. 19.10

     Det samlede humanitære finansieringsbehov for de første
6 måneder efter et krigsudbrud kan løbe op i ca. 1 mia. US dollars, heraf vil to tredjedele omfatte fødevarebehovene, er det beregnet i FN. Og som et af de allerførste lande ydede Danmark faktisk allerede i januar måned det første bidrag på
8 mio. kr. til støtte for FN's beredskabsopbygning. Regeringen har meddelt, at vi vil bruge op til 50 mio. kr. i første omgang, som forskellige ngo'er kan anvende i nødhjælpsarbejdet, og regeringen vil så i løbet af de nærmeste par år yde op til 300 mio. kr., som jeg nævnte, til afhjælpning af de umiddelbare humanitære problemer og eventuelle flygtningeproblemer i Irak og nabolandene, og de skal bruges til genopbygningen af landet. Den præcise udmøntning af bistanden vil i sagens natur afhænge af, hvordan situationen udvikler sig, og den vil ske
i tæt samarbejde med relevante internationale organisationer og andre donorer. Der vil i overgangsfasen blive brug for en midlertidig administration, indtil irakerne igen selv kan overtage landets ledelse. FN bør her tildeles den stærkest mulige rolle. Det er også blevet bekræftet på mødet på Azorerne af USA og Storbritannien og Spanien. De vil vende tilbage til Sikkerhedsrådet med forslag om at etablere en overgangsadministration i Irak og genoptage olie for mad-programmer. På den måde vil Sikkerhedsrådet være sikret en vigtig rolle i det videre forløb. Det er vigtigt, at Sikkerhedsrådet og alle andre splittede organisationer meget hurtigt samles igen for at kunne gøre deres arbejde ordentligt og tillidsvækkende. Der vil også være behov for en stabiliseringsstyrke, der minder om den internationale sikringsstyrke i Afghanistan, og regeringen er også her indstillet på, at Danmark skal yde et bidrag til en sådan styrke, hvis det bliver nødvendigt. Og vi vil naturligvis drøfte disse elementer med Folketingets partier. Vi finder det vigtigt at sikre, at den danske indsats i relation til Irak udgør en helhed. Den bør omfatte, som jeg har nævnt, en vifte af indsatser, som kan sættes ind under hele forløbet. Det var vores politik i Afghanistan. Det vil derfor også være vores politik i forhold til Irak. Jeg synes, at vi nu skal være klar over alvoren i det. Det er hele Folketinget jo også, det har de 10 timer her også bevidnet. Jeg synes, vi skal være klar over, at vi alle sammen ønsker fred. Vi ønsker også alle sammen at være fri for kemiske våben, bakteriologiske våben, a-våben. Vi ønsker altså alle sammen den afvæbning. Og lad os nu ikke splitte hele Danmark ad på spørgsmålet om tiden. Tiden er altså nu - efter vores opfattelse.

Næste