Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Jeg vil godt takke for en lang og grundig debat. Det er godt,
at vi i så væsentlige spørgsmål får diskuteret alle elementer
grundigt igennem.
Jeg synes, det er fint, at vi er kommet rundt i alle
hjørner. Det skal vi også. Det skylder vi soldaterne, som
skal af sted, hvis beslutningsforslaget vedtages. Vi skylder
verdenssamfundet, vi skylder den danske befolkning, og vi
skylder som sagt først og fremmest soldaterne at have tænkt
os grundigt om og været alle elementer igennem. Så derfor
takker jeg for den grundige debat.
Jeg vil godt understrege, at omkring hele dette
spørgsmål virker det jo, som om alting er sprængt fra
hinanden. Det er det jo ikke. Det er det jo ikke heller ikke
i FN, heller ikke i EU, for der er nogle grundlæggende ting,
som vi alle er enige om. Det tror jeg også Folketinget er
enig i. Og det er, at Saddam Hussein skal afvæbnes. Det er,
at våbeninspektørerne ikke skal finde hans våben. Han skal
aflevere dem til våbeninspektørerne.
Dér kan der så komme uenighed. Det er jo helt oplagt, at
våbeninspektørerne i alle rapporter meddeler, at han ikke har
arbejdet øjeblikkeligt og betingelsesløst, men at det skal
trækkes ud af ham - noget. Der er stadig væk ikke regnskab
for de kemiske våben. Der er stadig væk ikke regnskab for de
bakteriologiske våben. Der er stadig væk ikke afhøringer af
videnskabsmænd i udlandet, således at de kan være trygge ved,
hvad de siger til rapportørerne. Så der er ikke arbejdet
betingelsesløst og åbent, som der skulle være, og som var
betingelsen i 1441.
Alle har så været enige om afvæbning og
våbeninspektørernes opgave, som altså ikke er at finde, men
at få afleveret til, og det er ikke sket. Der, hvor
uenigheden består, er heller ikke, om det skal ske via støtte
i FN. Alle er også enige om, at FN har en central rolle her.
Uenigheden består alene i, hvornår - hvornår det skal ske.
Kl. 18.55
Det, der er det afgørende spørgsmål, som har skilt
vandene i FN - den resolution, som man taler om at England og
Amerika ikke turde sende til afstemning - taler ikke om nogen
som helst bemyndigelse, for den ligger jo i forvejen i de
tidligere resolutioner. Den taler heller ikke om, hvorvidt
Saddam har begået noget forkert eller ej, for det ligger også
i forvejen i de tidligere resolutioner. Den taler om
tidsspørgsmålet, og når den ikke er kommet til afstemning,
skyldes det jo, at de seks lande, som afgjorde flertallet,
sagde: Jamen hvorfor i alverden skal vi tilslutte os den,
fordi Frankrig vil nedlægge veto?
Alle de herrer her, som har vidst så meget om, hvordan
der ville blive stemt, ved måske noget, som de seks lande
ikke ved. Hvis de ved det, har de i hvert fald ikke sagt det
til nogen, og jeg er temmelig overbevist om, at de ikke har
sagt det til SF's folketingsgruppe. Det vil altså sige, at vi
står her med nogle oplysninger, som er givet heroppefra, men
som er grebet ud af luften, og som man kun kan gætte sig til.
Man kan gætte på det ene, og man kan gætte på det andet, men
det bliver det ikke rigtigere af, for når der bliver bebudet
et veto fra Frankrigs side, hvorfor skulle vi så stikke næsen
frem og risikere uro i vore lande?
USA har også gjort det vanskeligere for de seks lande og
har også begået fejl ved at meddele, at uanset hvad FN
beslutter, går de derudad. Der er lavet fejl mange steder, og
jeg skal dybt beklage, at Sikkerhedsrådet ikke blev enigt,
for vi har jo sagt i ugevis: Se nu at blive enige, når det
eneste, der skiller jer, er tidsspørgsmålet. Men det har de
ikke kunnet. Sikkerhedsrådet har svigtet i den sidste fase,
men det skyldes altså, at der er kommet meldinger, som satte
Sikkerhedsrådet skakmat til sidst, og som betød, at de seks
meddelte, at de ikke meldte noget ud.
Nu markerer hr. Keld Albrechtsen, så jeg er sikker på,
at han har fået en opringning fra de seks lande, og så kan vi
få det at vide af hr. Keld Albrechtsen. Det vil jeg glæde mig
til at høre.
Til fru Margrete Aukens meget væsentlige indlæg om
Mellemøsten vil jeg godt sige, at vi har lagt megen vægt på,
at det ikke udvikler sig til en konflikt mellem den arabiske
verden og den vestlige verden. Vi har hele tiden arbejdet
kraftigt for en fredsløsning i Mellemøsten, og vi har sagt
til amerikanerne: Vær nu med til at offentliggøre resultatet
fra kvartetten, som altså består af Rusland, USA, EU og FN.
Jeg sad på EU's formandsplads i 6 måneder. Vi havde kraftige
og tætte forhandlinger, vi blev enige om køreplanen for fred,
og den 20. december tilsluttede amerikanerne sig den.
Så siger fru Margrete Auken, at vi skal komme op i
omdrejningstal. Jeg tror såmænd ikke, der er nogen dansk
regering, der nogen sinde har været i højere omdrejningstal,
end vi har været. Der er i hvert fald ikke nogen tidligere
regering, der er kommet med en vejviser, som har fået
tilslutning fra verdenssamfundet.
Det, der så skal ske nu, er - og det har George Bush
bekræftet forleden dag - at den bliver leveret til parterne,
så de kan se, hvad vejen er, og hvad det er, verdenssamfundet
forlanger. Palæstinenserne har taget det skridt, de skulle
tage - det første skridt, som står på side 1 i vejviseren -
de skal sørge for at få udpeget en statsminister med stærke
beføjelser, og det er vistnok sket. Nu har jeg været her hele
dagen, men jeg går ud fra, at det er sket, og så skal Israel
også foretage tillidsskabende foranstaltninger.
Jeg tror, det er meget vigtigt, at den arabiske verden
konstaterer, at vi også er optaget af at skabe retfærdighed i
det område, så det ender med to stater, der lever fredeligt
og demokratisk ved siden af hinanden. Det er ikke et opgør
med den arabiske verden, det skal bin Laden ikke få glæde af;
det er et opgør med Saddam Hussein på grund af hans våben.
Vi er enige om, at han skal afvæbnes - det mente
regeringen i 1998, og jeg skal komme tilbage til det - for
det er jo blevet værre med ham siden 1998, og så må man
spørge: Hvis ikke nu, hvornår så? Og hvis vi har svaret, at
det skal være nu, kommer det næste kristne spørgsmål: Hvis
ikke vi skal, hvem skal så? Man kan ikke sige, at det skal
ske, og bagefter sige, at det kan de andre i øvrigt tage sig
af. Det svarer heller ikke til den aktive udenrigspolitik,
som hr. Niels Helveg Petersen formulerede som begrundelse for
indsatsen i 1998, at sige, at det kan de andre tage sig af.
Som hr. Poul Nyrup Rasmussen sagde som statsminister i 2001,
må man selv vedstå og tage sit ansvar, hvis man mener, der
skal gøres noget.
Hvis vi siger, han skal afvæbnes - det har vi været
enige om - og uenigheden er om tidspunktet, må man
konstatere, at hvis det ikke er nu, hvornår er det så?
Hvornår er så hvornår, hvornår er så hvornår? Det, Saddam
Hussein har spillet på hele tiden, er at få skabt splittelse,
og det er da vidunderligt for Saddam Hussein, at han har fået
skabt splittelse i FN, i NATO, i EU og i det ene danske
Folketing efter det andet. Hr. Touborg var heroppe og nævnte
en række af splittelseslandene. Der er splittelse alle
steder, og der er da kun én, der ler ad det, og det er Saddam
Hussein.
Han kan satse på større og større splittelse og mindre
og mindre risiko for, at han bliver afvæbnet, og så er der
kun én vinder - det er Saddam Hussein. Er det dét, vi vil?
Nej, det er der jo ingen, der vil, for alle vil jo afvæbne
ham for hans masseødelæggelsesvåben. Men hvorfor i alverden
gør man så det, at man ikke afvæbner ham og dermed støtter
FN's resolutioner, som siden 1990 har opfordret
verdenssamfundet til at få ham afvæbnet?
Kl. 19.00
Så skal jeg gå over til nogle konkrete svar. Hr.
Lars-Emil Johansen stillede spørgsmålet om Grønland, og der
er mig bekendt ikke nogen som helst planer om at inddrage
Grønland. Der er en stående overflyvningstilladelse, som blev
givet af SR-regeringen i oktober 2001, og den kender man godt
på Grønland. Det er, hvad der er at oplyse. Jeg har ikke
oplysninger om, at der skulle være nogen som helst anden
forbindelse mellem Iraks situation og Grønland.
Hr. Frank Jensen nævnte, at vi ikke har inddraget
folkestyret. Jeg synes faktisk, vi har lyttet meget til
folkestyret. Vi har hele tiden arbejdet med disse tanker, og
vi har jo netop af hensyn til de meldinger, der er kommet fra
Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti,
øget det humanitære bidrag, tilføjet genopbygningsindsatsen
og ændret styrkesammensætningen, præcis fordi vi har lyttet
til Folketinget.
Det er ikke rigtigt, at der kun kommer tre personer
inden for det medicinske område af sted, som hr. Frank Jensen
nævnte, hvis jeg ikke hørte forkert. Det humanitære bidrag
består af 50 mio. kr. og kan i forbindelse med genopbygnings-
og flygtningeindsatsen komme op mod 300 mio. kr.
Tanken om, hvad kemiske og biologiske våben kan udrette
i de forkerte hænder, er skræmmende, og derfor er det
vigtigt, at der sendes et tydeligt signal om, at
verdenssamfundet ikke tolererer udviklingen af eller brugen
af sådanne våben. Som aktivt medlem af verdenssamfundet er
det også Danmarks pligt at tage aktivt del i de situationer,
der opstår. Vi kan ikke stå og se passivt på, at et militært
diktatur holder verdenssamfundet og FN for nar ved
systematisk at bryde resolutioner, som er vedtaget i FN's
Sikkerhedsråd.
Våbeninspektørerne har godtgjort, at Irak har produceret
19.000 l botulinum, 8.400 l miltbrand og 2.000 l aflatoksin
til trods for, at de irakiske myndigheder frem til sommeren
1995 hævdede, at der ikke eksisterede eller havde eksisteret
et biologisk våbenprogram. Det er et citat af hr. Niels
Helveg Petersen fra den 17. februar 1998, og der er vist ikke
nogen, der tror, at nogle af de ting, som hr. Niels Helveg
Petersen konstaterede eksisterede den 17. februar 1998, er
blevet destrueret siden, for ellers havde vi jo nok fået det
oplyst. Altså er situationen blevet værre.
Jeg skal ikke gå i detaljer med hr. Niels Helveg
Petersens udtalelser om væsensforskellene fra 1998, men der
er nogle forskelle. Dengang var våbeninspektørerne blevet
smidt ud, og der havde heller ikke været de samme intense
bestræbelse i FN's Sikkerhedsråd, som vi har haft nu. Det
skyldes, at man dengang valgte at gå uden om Sikkerhedsrådet,
og så var det jo ikke så svært at undgå de vanskelige
diskussioner om at gå uden om Rådet.
Men der er langt flere ligheder end forskelle. Dengang
som nu legede Saddam Hussein kispus, og derfor havde hr.
Niels Helveg Petersen fået nok af det og sagde de kloge ord,
som han gjorde. Der var nøjagtig de samme kemiske og
biologiske våben, som Saddam Hussein ikke ville gøre rede for
og ikke har gjort rede for. Vi mangler stadig en redegørelse
for, hvad der er sket med de 31.000 kemiske våben, den
daværende udenrigsminister efterlyste oplysninger om her i
Folketingssalen i 1998 og 1999.
I 1998 var der også som i dag en række lande, der
ønskede at give våbeninspektørerne mere tid, og vi har hørt
om dem i dag. Det var lande som Sverige, Irland, Finland og
Belgien. Dengang støttede de ikke en militæraktion, det gør
de heller ikke i dag, og også i den hjemlige debat skiltes
vandene, men vi stod altså sammen med Socialdemokratiet og
Det Radikale Venstre.
Det folkeretlige grundlag for en militær aktion var
nøjagtig den samme, som vi har i dag. Den eneste forskel er
resolution 1441, som har opdateret og bekræftet - det gør den
jo faktisk i den første passus - at der er FN-bemyndigelse
til at anvende militær magt.
Forskellen er altså, at vi i dag står med et klarere
grundlag, end vi gjorde i 1998, og at Irak er blevet endnu
farligere. Socialdemokraternes ordfører dengang, fru Ingrid
Rasmussen, sagde: Vi betragter de gentagne obstruktioner fra
Iraks side som en global trussel med uoverskuelige
menneskelige lidelser til følge. Disse obstruktioner er jo
heller ikke blevet mindre.
Resolution 1441 taler ikke om en ny beslutning i
Sikkerhedsrådet. Det, resolutionen siger, er, at sagen skal
overvejes i Rådet, før der kan skrides til handling, og dette
ordvalg er helt bevidst. Sikkerhedsrådets tidligere
resolutioner, heriblandt resolution 678, står altså stadig
ved magt og vil kunne aktiveres uden en ny resolution, hvis
Irak ikke opfylder betingelserne for våbenstilstanden i 1991.
Det har Irak jo ikke gjort, og det er baggrunden for, at USA
og United Kingdom gik med til resolution 1441.
Kl. 19.05
Man skal huske, at resolutionsudkastet fra USA, England
og Spanien ikke indeholdt en lyd om en ny
sikkerhedsrådsbemyndigelse, fordi der er taget stilling til
det spørgsmål i Sikkerhedsrådet. Det, der har været
diskuteret i Sikkerhedsrådet, er altså det politiske
spørgsmål om, hvornår man skal drage konsekvenserne, som jeg
også startede med at sige. Når et enigt Sikkerhedsråd i
resolution 1441 truer med, at Iraks grove krænkelser skal få
de alvorligste konsekvenser - serious consequences - må
truslerne altså også følges op med handling, når det står
klart, at Saddam ikke vil bøje sig. Ellers er der jo tale om
tomme trusler, og tomme trusler ville for alvor undergrave
FN's og Sikkerhedsrådets troværdighed. Vi ville sætte FN's
mulighed for at fastholde rollen som det centrale
omdrejningspunkt i den internationale retsorden over styr,
hvis vi bare lader stå til.
Det er ikke sandt, at regeringen har forladt FN-sporet,
uanset hvor meget man kan gøre sig lystig over en eller anden
udlægning af det. Hr. Villy Søvndal har mange gange prøvet at
få at vide, om jeg ville gå ind for en second resolution,
altså resolution nr. 2, og hr. Villy Søvndal vil sikkert
kunne bekræfte, at jeg ikke på noget tidspunkt har sagt, at
vi skal have en second resolution, men at jeg tværtimod har
sagt: Det er forankret i FN, vi støtter FN, og det er
Sikkerhedsrådet, der skal træffe beslutningen.
Den seneste beslutning, Sikkerhedsrådet har truffet, er
resolution 1441. Sikkerhedsrådet har ikke truffet nogen anden
beslutning, og det vil altså sige, at så er det her, vi står.
Det kunne have været rart med en yderligere beslutning, men
den har ikke været efterlyst af regeringen, og derfor kan man
ikke bebrejde mig, at jeg ikke forholder mig til en
beslutning, der ikke er truffet, men forholder mig til en
beslutning, der er truffet, eftersom jeg hele tiden har sagt,
at vi vil støtte FN. Vi støtter FN ved at opfylde FN's ønsker
i den stribe resolutioner, som regeringen i 1998 besluttede
at følge på trods af et mindre grundlag i FN.
Nu er anvendelse af militær magt altså formentlig den
sidste udvej for at få Saddam Hussein til at bøje sig og lade
sig afvæbne. Det sker med en klar FN-forankring i striben af
resolutioner, som indeholder en klar bemyndigelse til
magtanvendelse, og det må både hr. Holger K. Nielsen og
præsident Chirac egentlig også være enige i, for hvad har jeg
hørt i dag, og hvad har jeg læst i avisen i dag?
Jeg har hørt hr. Holger K. Nielsen sige, at hvis der er
fare for, at Irak vil bruge a-våben, vil hr. Holger K.
Nielsen støtte et angreb. Det må da være hjemlet i FN-Pagten,
for ellers ville hr. Holger K. Nielsen da ikke gøre det. Og
hvad har jeg læst, at hr. Chirac vil? Hvis Irak angriber USA
med bakteriologiske og kemiske våben, forlyder det fra
Frankrig i dag, at så vil man også give militær støtte. Men
det må da også være med baggrund i FN, ellers kunne hr.
Chirac da ikke gøre det.
Jeg synes, begge bemærkninger er kloge, men jeg går ikke
ud fra, at hr. Holger K. Nielsen og præsident Chirac, som har
kæmpet så meget inden for FN-sporet, pludselig forlader
FN-sporet. De må altså have samme opfattelse som vi: vi er på
FN-sporet, spørgsmålet er kun tidsfaktoren.
En ny resolution ville være juridisk ønskelig, men den
er ikke juridisk påkrævet. Regeringen har i hele forløbet
lagt vægt på forankring i FN, men FN-forankring er ikke lig
med en ny sikkerhedsrådsresolution, for den er der allerede.
I regeringspapiret er der jo også redegjort for det generelle
folkeretlige grundlag, og det konkluderes, at der foreligger
et klarere og mere opdateret juridisk grundlag, end tilfældet
var, da den daværende regering i februar 1998 fremsatte
beslutningsforslag nr. B 114 om dansk deltagelse.
Man kan mene om det, hvad man vil, men jeg vil
anerkende, at Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre ikke
underkender Udenrigsministeriets Folkeretskontor. Det har jeg
ikke hørt noget om, jeg respekterer, at man ikke har gjort
det, og jeg forstår også, at man i Socialdemokratiet og Det
Radikale Venstre respekterer, at vi har et seriøst kontor
her. Ellers kunne det selvfølgelig heller ikke være der.
Lad mig slutte af med at sige, at regeringen lægger
afgørende vægt på, at Danmark ikke kun yder et militært
bidrag. Vi vil hurtigt befinde os i en stabiliserings- og
genopbygningsfase i Irak, hvis krigen måtte komme, og her er
det vigtigt, at vi er med i stabilisering og genopbygning. Vi
mener, at det internationale samfund må gå hele vejen, for
kun derved kan vi gøre os håb om at afvæbne og stabilisere
Irak. Kun ved at være med hele vejen, for at bruge hr. Nyrup
Rasmussens udtryk, er det berettiget at tale om, at Danmark -
nu med hr. Helveg Petersens udtryk - optræder som aktivt
medlem af verdenssamfundet. Det sagde hr. Niels Helveg
Petersen i 1998.
For regeringen er det vigtigt, at Danmark samlet set
yder en trestrenget bidragspakke: den militære del, den
humanitære del og genopbygningsdelen. Det vil være et klart
signal om fortsat dansk støtte til den civile befolkning i
Irak og de berørte nabolande.
Kl. 19.10
Det samlede humanitære finansieringsbehov for de første
6 måneder efter et krigsudbrud kan løbe op i ca. 1 mia. US
dollars, heraf vil to tredjedele omfatte fødevarebehovene, er
det beregnet i FN. Og som et af de allerførste lande ydede
Danmark faktisk allerede i januar måned det første bidrag på
8 mio. kr. til støtte for FN's beredskabsopbygning.
Regeringen har meddelt, at vi vil bruge op til 50 mio.
kr. i første omgang, som forskellige ngo'er kan anvende i
nødhjælpsarbejdet, og regeringen vil så i løbet af de
nærmeste par år yde op til 300 mio. kr., som jeg nævnte, til
afhjælpning af de umiddelbare humanitære problemer og
eventuelle flygtningeproblemer i Irak og nabolandene, og de
skal bruges til genopbygningen af landet.
Den præcise udmøntning af bistanden vil i sagens natur
afhænge af, hvordan situationen udvikler sig, og den vil ske
i tæt samarbejde med relevante internationale organisationer
og andre donorer.
Der vil i overgangsfasen blive brug for en midlertidig
administration, indtil irakerne igen selv kan overtage
landets ledelse. FN bør her tildeles den stærkest mulige
rolle. Det er også blevet bekræftet på mødet på Azorerne af
USA og Storbritannien og Spanien. De vil vende tilbage til
Sikkerhedsrådet med forslag om at etablere en
overgangsadministration i Irak og genoptage olie for
mad-programmer.
På den måde vil Sikkerhedsrådet være sikret en vigtig
rolle i det videre forløb. Det er vigtigt, at Sikkerhedsrådet
og alle andre splittede organisationer meget hurtigt samles
igen for at kunne gøre deres arbejde ordentligt og
tillidsvækkende.
Der vil også være behov for en stabiliseringsstyrke, der
minder om den internationale sikringsstyrke i Afghanistan, og
regeringen er også her indstillet på, at Danmark skal yde et
bidrag til en sådan styrke, hvis det bliver nødvendigt. Og vi
vil naturligvis drøfte disse elementer med Folketingets
partier.
Vi finder det vigtigt at sikre, at den danske indsats i
relation til Irak udgør en helhed. Den bør omfatte, som jeg
har nævnt, en vifte af indsatser, som kan sættes ind under
hele forløbet. Det var vores politik i Afghanistan. Det vil
derfor også være vores politik i forhold til Irak.
Jeg synes, at vi nu skal være klar over alvoren i det.
Det er hele Folketinget jo også, det har de 10 timer her også
bevidnet. Jeg synes, vi skal være klar over, at vi alle
sammen ønsker fred. Vi ønsker også alle sammen at være fri
for kemiske våben, bakteriologiske våben, a-våben. Vi ønsker
altså alle sammen den afvæbning.
Og lad os nu ikke splitte hele Danmark ad på
spørgsmålet om tiden. Tiden er altså nu - efter vores
opfattelse.