(Kort bemærkning).
Jens Rohde (V):
Det er da rigtigt, at der står, at det må anses for at være
suspenderet. Det gælder i hvert fald, indtil Sikkerhedsrådet
har haft lejlighed til at vurdere situationen.
Og hvad er så situationen? Ja, der har jo siden været
holdt talrige møder og konsultationer i Sikkerhedsrådet, og
det er hver gang blevet konstateret, at Irak fortsat
substantielt krænker de forpligtelser, som Sikkerhedsrådet
har pålagt landet. Det står der også meget klart.
Til fru Marianne Jelved: Jeg vil altså sige, at
lighederne er langt større end forskellene i forhold til
1998, og dengang kunne man heller ikke blive enige. Dengang
var begrundelsen også, at Saddam Hussein legede kispus med
verdenssamfundet. Dengang var begrundelsen også, at han
rådede over masseødelæggelsesvåben, og dengang kunne man jo
heller ikke blive enige i FN. Derfor gik man uden om FN med
den danske SR-regerings støtte og med den tidligere
udenrigsministers meget aktive støtte bl.a. i forhandlingerne
her fra Folketingets talerstol. Så der er sådan set ikke
noget nyt under solen dér.
Så må jeg sige til hr. Keld Albrechtsen, at det er jo
egentlig imponerende at høre den måde, man sådan vælger sine
indgangsvinkler til diskussionerne på, hver gang de her
diskussioner kommer op. For hvad var det, hr. Keld
Albrechtsen argumenterede med dengang i 1998? Det var jo, at
man kunne ikke gøre noget ved de her masseødelæggelsesvåben.
Det ville tage 14 dage, og man kunne købe dem i Køge
alligevel, hvis det var sådan, at de ville lave dem, osv.
osv. Der var ikke noget at gøre, det var alt for nemt at lave
de her kemiske våben. En sådan krig mod
masseødelæggelsesvåben ville ikke nytte noget som helst,
fordi problemet var Saddam Hussein. Hvad skal det nytte,
spurgte hr. Keld Albrechtsen dengang fra talerstolen, når man
ikke vil fjerne Saddam Hussein alligevel?
Nu vælger man rent faktisk at tage konsekvensen lige
nøjagtig af det, hr. Keld Albrechtsen har sagt. Så burde hr.
Keld Albrechtsen da egentlig være tilfreds.