Forrige

(Kort bemærkning). Niels Helveg Petersen (RV):
Regeringen har tydeligvis brug for at stå på det standpunkt, at fortsat våbeninspektion er udsigtsløs, for det er jo kernepunktet i det juridiske notat. Ikke et juridisk ræsonnement, men en konstatering af, at fortsat våbeninspektion er udsigtsløs.
     Derfor vil udenrigsministeren slet ikke ind på, hvordan det forholdt sig i FN's Sikkerhedsråd. Ifølge amerikansk presse, New York Times og International Herald Tribune, var der fire medlemmer af Sikkerhedsrådet, der mente, at fortsat våbeninspektion var udsigtsløs. Resten af landene mente ikke, det var udsigtsløst. Jeg kender ikke de tal, men vi må i udvalgsarbejdet arbejde med at komme lidt tættere på det her.
     Jeg vil også sige noget om hele diskussionen om 1998, som udenrigsministeren jo elsker. Jeg gentager, at det spørgsmål, som fornuftige danskere stiller sig selv i dag, jo ikke er, hvad der skete i 1998, men her og nu få timer før krigen kommer: Hvad er det rigtige at gøre for Danmark? Er det virkelig rigtigt, at vi alene inden for EU-kredsen skal stå sammen med Storbritannien, hvor alle de andre, også statsministerens pennevenner, falder fra med hensyn til at yde militære bidrag, det er spørgsmålet.
     Det Radikale Venstre kender sit svar, og det er nej.

Næste