Forrige

(Kort bemærkning). Anne Baastrup (SF):
Hr. Jens Rohde kom pludselig i tanke om, at målet var afvæbning. På et tidligere tidspunkt har hr. Jens Rohde også sagt et eller andet med, at målet var at gennemføre demokrati.
     Men hr. Jens Rohde har i hele sin tale og i alle de svar, der har været her, herunder bl.a. svaret til hr. Keld Albrechtsen, som jo var et klart ikkesvar, ikke forklaret os:
Hvad er Venstres mål, hvordan vil Venstre få indført demokratiet, hvordan vil Venstre løse det kurdiske spørgsmål, hvordan vil Venstre klare shiamuslimerne, hvordan vil Venstre sikre, at der kommer et demokrati? Hvilke overvejelser har Venstre haft, når man gang på gang har kunnet konstatere, at den irakiske opposition ikke kunne blive enig?
     Jeg synes, det er et meget relevant spørgsmål, hvad der kommer til at ske efter krigen. Har Venstre overhovedet én eneste selvstændig overvejelse, som hr. Jens Rohde kunne betro Folketinget, al den stund han ikke nævner det med ét ord i sin tale og aktivt ikke svarer hr. Keld Albrechtsen?

Næste