Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Ja, jeg undskylder, at jeg har bedt om ordet, men jeg synes,
der har været så meget en diskussion om selve det tekniske
folkeretspapir, som er kommet fra Folkeretskontoret, så jeg
vil godt kaste lidt lys over det.
Kl. 10.10
Hr. Aage Frandsen havde den venlighed at kalde det et
bestillingsarbejde. Det er det naturligvis ikke. Det var
heller ikke noget bestillingsarbejde, da hr. Niels Helveg
Petersen byggede på sit Folkeretskontor i 1998 ... var det
bestillingsarbejde i 1998? Det tror jeg ikke hr. Aage
Frandsen ville sige.
Men der er ikke tale om noget bestillingsarbejde. Der
er tale om, at man i Folkeretskontoret vurderer, hvad det
rigtige er. Vi har ingen glæde af politisk
bestillingsarbejde. Hvad glæde skulle vi have af det?
Vi har ingen som helst glæde af, at nogen kommer og
snakker os efter munden. Vi har jurister til at fortælle os,
hvad de mener er rigtigt og ikke rigtigt. Så jeg vil gerne
have mig og mine juridiske eksperter i Udenrigsministeriet
frabedt, at de skulle være under politisk tvang, må jeg sige
til hr. Aage Frandsen. Det var de ikke i 1998, hvor Det
Radikale Venstres ordfører meddelte, at de naturligvis
stolede på Udenrigsministeriets eksperter. Det går jeg også
ud fra at Det Radikale Venstre gør i dag. Det er de samme
eksperter.
Så til substansen for nu lige at sætte det på plads.
Substansen omkring dette med midlertidigheden, som den
forhenværende justitsminister var inde på, forstår jeg godt
kan virke lidt mærkeligt i papiret. Der står jo ikke
»suspendere« i resolution 1441.
Det, der er meningen med den tekst, er, at man henviser
til afsnit 2, hvor der står: Sikkerhedsrådet beslutter med
denne besluttende resolution at give Irak en sidste mulighed
for at leve op til sine afvæbningsforpligtelser.
Det er denne sidste mulighed, der er til diskussion, og
vi lover hinanden her i november, at vi ikke foretager os
noget, før vi har set, om de udnytter denne sidste mulighed.
Mellem november og marts har der så været denne sidste
mulighed, og selv om Sikkerhedsrådet har vurderet det mange
gange, har de ikke været i stand til at afslutte
vurderingerne med en beslutning.
Man skal jo bemærke, at »final opportunity« hænger
sammen med afsnit 12, hvor der står, at man øjeblikkelig
efter at have fået rapporten om, at der er brud på alle
forpligtelserne fra Iraks side, skal mødes for at overveje
situationen - »consider«.
Det har man så gjort, og desværre løber det ud i sandet
for Sikkerhedsrådet i mandags. Vi havde da alle sammen helst
set et enigt Sikkerhedsråd nå frem til en konklusion på sine
vurderinger, det siger sig selv. Den danske regering har i
ugevis appelleret til Sikkerhedsrådets medlemmer - ikke
mindst de europæiske - om at blive enige.
Vi havde møde i den europæiske kreds i går aftes, og
det, der adskiller dem fra at blive enige, er tidsfaktoren.
Hvor lang tid er der mellem her og krigen? Tyskland siger jo
heller ikke, at krig er en situation, som ikke kan komme på
tale. I EU's erklæring for en måned siden står der, at det er
det sidste middel. Spørgsmålet er bare: Hvornår anvendes det
sidste middel? Hvornår er nok nok, som det er sagt?
Når så Sikkerhedsrådet er færdig med sit arbejde, som
man kan sige, det var i mandags, for der stoppede de videre
forhandlinger om det her reelt, skal man så tage stilling til
resolutionen. Så gælder resolution 1441, som den er, den
sidste mulighed er udtømt. Hans Blix siger jo også mange
gange i sine rapporter: Der er ikke samarbejdet med os, som
man skulle. Som Hans Blix også skriver i rapporterne: Det er
ikke os, der skal finde masseødelæggelsesvåbnene, det er
Irak, der skal komme og vise os dem og destruere dem.
Der er ikke noget som helst, der tyder på, at Saddam
Hussein har fremlagt sine kemiske og bakteriologiske våben.
Det skriver Hans Blix også. Der er heller ikke noget, der
tyder på, at han har tilladt samtaler med videnskabsmænd, og
der er ikke mig bekendt én samtale med en videnskabsmand i
udlandet, som man har anmodet om.
Det er klart på baggrund af Blix' rapporter, at han
selvfølgelig altid kan bruge mere tid, men det er
Sikkerhedsrådets afgørelse, og der er i øvrigt ikke blevet
samarbejdet, som der skulle.
Derfor gælder alle de henvisninger til tidligere
resolutioner, som står i resolution 1441, og det er
henvisningerne til resolution 678, hvor man opfordrer alle
medlemslande til at bruge alle nødvendige midler for at få
respekteret det ene og det andet. Dernæst henviser man også
til og fastholder resolution 687, der minder om, at man har
påført Irak forpligtelser, og så siger man, at alle aspekter
af masseødelæggelsesvåbenprogrammerne skal frem, og våbnene
skal destrueres, og det samme skal missilerne.
Så der er tale om, at vi står i en situation, hvor man
siger: Nu har vurderingen fundet sted, som den skulle, og
Saddam Hussein har ikke udnyttet sin sidste mulighed.
Det er det, der ligger i suspensionen, vil jeg sige til
hr. Frank Jensen, det er en kombination af »final
opportunity« og det at vende tilbage til at vurdere
situationen. Og der kan man have forskellige opfattelser af,
hvornår man skal afslutte de vurderinger.
Sikkerhedsrådet afsluttede dem i mandags. Vi havde meget
gerne set, at de havde kunnet nå til enighed. Vi appellerede
til den enighed. Når de ikke kunne komme med nogen konklusion
på deres vurderinger, så må hvert enkelt land jo vurdere,
hvordan de vil leve op til opfordringerne fra resolutionerne
678 og 687, som jo er bekræftet og aldrig er blevet ophævet.
Er man villig til at hjælpe FN med at få dem respekteret?
Eller vil man sige: O.k., det gik heller ikke denne gang, og
så kan han blive ved?
KL. 10.15
Det sidste, jeg vil sige, er: Hvad havde alternativet
egentlig været, hvis alle i hele verden opførte sig, som S og
R lægger op til i dag, og som S og R ikke gjorde i 1998,
hvilket jeg respekterer? Vi støttede jo SR i 1998, men lad
det nu ligge. Hvad nu, hvis alle lande siger: Vi giver mere
tid? Det har han haft masser af, 12 år og 4 måneder, men det
har ikke hjulpet. Blix siger, at han ikke har fået den hjælp,
han skulle have. Så går så alle hjem, og amerikanerne siger
også: Nå, ja, vi går også hjem.
Så sidder Saddam Hussein tilbage med sine
masseødelæggelsesvåben, og så ved han også godt, at det vil
aldrig igen ske, at verden samler sig omkring ham for at
presse ham til indrømmelser. Han har givet indrømmelser, og
alle, også Tyskland, erkender, at det er på grund af det
militære pres. Men det militære pres har altså også den
virkning, at hvis det ikke kan føres helt igennem, risikerer
man krigen, og det har ikke kunnet føres helt igennem.
Hvis alle gik hjem, sad han tilbage med de kemiske
våben og med miltbranden - tusindvis af liter, som jo må være
der, siden han ikke har påvist, at de er destrueret. Det
havde været meget let at påvise, at de var destrueret, hvis
de var blevet det. Det havde taget 2 minutter at aflevere
papirerne og måske 2 timer at læse dem, og det har der været
12 år og 4 måneder til og nu senest i hvert fald 4 måneder.
De våben er der altså, må man gå ud fra, og det vil gøre
regionen, Kuwait og efterhånden større og større områder af
verden til farligere levesteder.
Man skal altså tænke på alternativet. Når det nu er
løbet ud i sandet, og vi ikke har fået en konklusion fra
Sikkerhedsrådet - regeringen har aldrig bedt om en anden
resolution, for det er Sikkerhedsrådet selv, der afgør, om de
vil lave en anden resolution. Det er ikke den danske
regering, som skal afgøre det, og på trods af talrige
spørgsmål har vi afvist, at det er relevant for Danmark at
tage stilling, det er kun Sikkerhedsrådet, der tager stilling
- er vi altså i den situation, hvor vi må sige, som hr.
Helveg Petersen også sagde meget klogt i 1998: Hvis man bare
lader tingene fortsætte, bliver det meget værre.
