Forrige

(Kort bemærkning). Frank Jensen (S):
Jeg vil gerne starte med at takke udenrigsministeren for at gå ind i debatten, for jeg er helt af den opfattelse, at det er meget vigtigt, at det grundlag, der træffes beslutning på, er nogenlunde klart rent folkeretligt.
     Man må i sandhed sige, at der skulle mange ord fra udenrigsministerens side til for at forklare, hvad suspension betyder. Efter min juridiske fortolkning er suspension noget, der rækker frem til en ny beslutning, medmindre den tidligere tekst indeholder et udløb af suspensionen, men det gør 1441 jo ikke. 1441 giver våbeninspektørerne et mandat til at operere, og våbeninspektørerne var i funktion indtil i går, hvor de blev trukket ud. Hans Blix' seneste rapportering til Sikkerhedsrådet var, at han kunne gøre fremskridt. Han skulle ikke have år og ikke uger, men måneder.
     Her i Folketinget har vi fået udenrigsministerens forklaring på, hvad regeringen mener med forankringen i FN, og jeg vil gerne bede udenrigsministeren om at bekræfte det citat, der i dag er på forsiden af Politiken. Det er et citat her fra Folketinget den 5. februar, og udenrigsministeren er citeret for at sige:
     »Jeg synes ærligt talt, at det er meget klart, at det er Sikkerhedsrådet, der afgør, om 1441 er nok. Det er det, der menes med »forankret i FN««.
     Vil udenrigsministeren bekræfte det citat, eller er det et fejlcitat?

Næste