Forrige

(Kort bemærkning). Villy Søvndal (SF):
Det er altså imponerende at opleve, at Venstre stadig forsøger at fastholde tesen om, at det her er forankret i FN.
     Nogle af os overværede vedtagelsen af resolution 1441 i FN's Sikkerhedsråd, og der var ikke skygge af tvivl om, at forudsætningen for kompromiset var, at der ikke lå nogen ret til at anvende magt i det; det var dét, hele kompromiset byggede på. Også medlemmer af Venstre overværede diskussionen, og derfor er det simpelt hen at føre befolkningen bag lyset, når hr. Jens Rohde påstår, at der er nogen som helst ret i resolution 1441 til det, der nu kommer til at ske. Forudsætningen var, at der ikke var en automatisk ret til at udløse en krig, ellers var det kompromis aldrig nogen sinde blevet til noget.
     Det andet punkt, hvor hr. Jens Rohde fejlinformerer, er, at hr. Jens Rohde for et stykke tid siden sagde, at ingen ved, om der er et flertal eller ej i FN's Sikkerhedsråd. Jo, det ved vi, og det er et eklatant nederlag for Bush, for Blair og for den danske statsminister i forsøget på via afpresning at tvinge verdenssamfundet til noget, verdenssamfundet ikke vil. Det er sagen i en nøddeskal.

Næste