Forrige

(Kort bemærkning). Keld Albrechtsen (EL):
Muligheden for, at der kunne blive truffet en beslutning i Tyrkiet om at rykke ind, har været oppe i udvalget. Det er korrekt. Men hvordan Danmark i givet fald vil forhindre, at et sådant lovbrud sker, eller om Danmark vil gå ind i krigen og deltage, uanset at der sker dette lovbrud, det spørgsmål er ikke blevet besvaret, og det er jo det afgørende spørgsmål. Det har regeringen ikke kunnet besvare, og nu er det besluttet i det tyrkiske parlament, at det kan ske. Derfor synes jeg, at vi har krav på, at det bliver afklaret, om Danmark skal gå hele vejen, selv om det sker.
     Så vil jeg ydermere sige, at der altså er en masse andre spørgsmål, som heller ikke nåede at blive afklaret og konkluderet under udvalgsbehandlingen. Blandt andet faldt udenrigsministerens juridiske folkeretlige notat totalt fra hinanden under udvalgsmødet i går, hvor han heller ikke var i stand til at besvare de spørgsmål, der blev stillet. Så der er en lang række andre gyldige argumenter for, at det er helt nødvendigt at få det tilbage til udvalgsbehandling.

Næste