Forrige

(Kort bemærkning). Frank Jensen (S):
Til fru Severinsen: Spørgsmålet om Tjetjenien er jo relevant
i forhold til, hvordan regimer og styrer i verden kan bruge den fortolkning af folkeretten, vi her lægger til grund; at det altså ikke kræver en sanktionering i FN's Sikkerhedsråd at intervenere militært enten imod sin egen befolkning, et mindretal i sin egen befolkning eller på tværs af landegrænserne. Jeg ved godt, at der her er gamle resolutioner, men det, som alle var enige om den 8. november sidste år, var, at den resolution, som Sikkerhedsrådet vedtog, ikke var adgangsbillet til at intervenere militært. Det er krævet, at Sikkerhedsrådet kom tilbage - og ikke »considered«, som er blevet brugt i argumentationen her under debatten tidligere i dag, men at der skulle træffes en beslutning. Det er jo derfor, den amerikanske præsident også har søgt det, men man ville ikke acceptere, at Blix kom tilbage og gang på gang sagde, at de gjorde fremskridt. Til spørgsmålet om, hvorvidt vi håber på, at koalitionen vinder: Naturligvis. Der er jo slet ingen tvivl om, at koalitionen, så spinkel som den er, har en overvældende militær styrke, som jo også allerede har fået irakiske soldater til at nedlægge våbnene. Så det er jo overhovedet ikke det, vi drøfter.

Kl. 11.45

     Selvfølgelig skal Saddam Hussein afvæbnes, det kan kun gå for langsomt, som jeg har sagt. Men problemet er, at med den beslutning, man her har truffet, har man splittet verden. Man har splittet FN, ydmyget FN, man har splittet NATO, man har splittet EU, og det var ikke nødvendigt, for at give 1 eller 2 måneder mere.
     Jeg bliver spurgt, hvor lang tid vi vil lade gå, hvor meget længere tid vi vil give. Og der har Blix jo selv sagt det: Det drejer sig om 1-2 måneder.
     Hvis Blix var kommet dér og havde sagt til Sikkerhedsrådet, at man ikke kunne gøre fremskridt, at han ville gøre det samme, som Richard Butler gjorde i 1998, så ville vi have støttet det. Så kunne regeringen have forventet fuld opbakning.
     Og jeg kan sige, at der er lige så fuld afstandtagen i den socialdemokratiske folketingsgruppe i dag. Alle socialdemokratiske medlemmer vil stemme imod beslutningsforslaget.
     Til fru Pia Christmas-Møller vil jeg sige: Nu har man jo læst op af, hvad den tidligere socialdemokratiske forsvarsminister Hans Hækkerup har skrevet. Og det er jo meget morsomt at stå og læse op, hvad tidligere ministre har skrevet. Jeg vil ikke ulejlige fru Pia Christmas-Møller med at stå og læse ledere op fra en tidligere konservativ forsvarsminister og bede fru Pia Christmas-Møller om at forsvare de standpunkter. For der tror jeg nu nok, at den tidligere forsvarsminister hr. Hans Engel også har andre opfattelser end dem, der gør sig gældende i den nuværende regering.

Næste