(Kort bemærkning).
Jens Rohde (V):
Jeg vil egentlig godt kvittere over for hr. Frank Jensen,
for jeg synes egentlig, han holdt en meget pæn og nuanceret
tale. Vi er bare uenige i konklusionerne, og det er fair nok.
Men jeg synes sådan set, at talen var en meget pæn indgang
til det.
Men hvem er det, der splitter, vil jeg spørge hr. Frank
Jensen. Har det ikke lige så meget været et Tyskland, som i
den grad gik ud i en valgkamp og splittede, et Frankrig, et
Rusland, et Kina? Det er vel sådan set der, splittelsen først
og fremmest kommer fra, i hvert fald i min optik.
Nu vil jeg ikke stå og referere tidligere ministre, men
jeg vil dog have lov til at referere den nuværende formand
for Socialdemokratiet, hr. Mogens Lykketoft, der jo for nylig
til Information sagde, og det er blot 5 måneder siden:
»Saddam Hussein har store forbrydelser på samvittigheden
- også over for sit eget folk. Et nyt og demokratisk styre i
Irak vil være et stort fremskridt. Det vil åbne nye og
løfterige perspektiver for den irakiske befolkning og for
hele Mellemøstregionen. ... Der er ikke skygge af tvivl om,
at Irak har overtrådt alle forpligtelser over for det
internationale samfund om inspektion af den afrustning af
masseødelæggelsesvåben, som man gik ind på i 1991.«
Det synes jeg er meget klar og fornuftig tale fra den
nuværende formand for Socialdemokratiet. Men hvorfor er man
ikke villig til at sætte handling bag de ord og de
ræsonnementer, man kommer med?
