Forrige

(Kort bemærkning). Jesper Langballe (DF):
Det var egentlig en påfaldende afdæmpet ordførertale, hr. Frank Jensen holdt. Jeg synes, man måske på tonen - men det er gætteri - kunne fornemme, at der var en eller anden streng af selvbesindelse, måske et lille stik i hjertet i anledning af den lidet flatterende situation, Socialdemokratiet er ved at bringe sig i.
     Det var tonen, men indholdet var jo stadig væk det samme. Nøgleordene var isolation, enegang og folkeret. Og det er, som om de ting glider sammen.
     Man spørger os, flertallet: Er I ikke betænkelige ved, at I ikke er enige med Frankrig, Tyskland, Rusland, en række andre lande? Nej, det er vi overhovedet ikke, men vi beklager, at disse lande har svigtet solidariteten og konsekvensen i de resolutioner, de selv har været med til at vedtage.
     Man spørger os: Er I ikke betænkelige ved, at I ikke er enige med os? Nej, det er vi overhovedet ikke, men vi beklager, at Socialdemokratiet har svigtet loyaliteten fra september 2001.
     Man spørger os: Er I ikke kede af, at et flertal i befolkningen er uenige med jer? Og jeg vil gerne sige: Er det spørgsmål egentlig ikke det, man kalder populisme? Jeg tror ikke, man skal lægge sine politiske meninger efter meningsmålingerne, og jeg tror slet ikke, at folkerettens højeste instans er meningsmålinger.

Næste