Forrige

(Kort bemærkning). Helge Adam Møller (KF):
Hr. Frank Jensen sagde i sit svar til mig for 10 minutter siden, at Socialdemokraternes holdning er den samme i dag, som den var for 5 år siden, dengang man stemte ja til at deltage i en afvæbning af Saddam Hussein.
     Jeg tror i virkeligheden, man skal være skizofren for at forstå, at holdningen er den samme, når man for 5 år siden ville angribe og i dag ikke vil angribe og alle erkender, at situationen kun er blevet endnu værre.
     Jeg vil alligevel godt henvise til den kronik for 2 dage siden i Berlingske Tidende, for der var jo en klar støtte til at afvæbne Irak. Der var en klar støtte - og det var fra den tidligere socialdemokratiske forsvarsminister - til regeringens holdning om at afvæbne ham og gå med. Og den var altså skrevet af en af landets efter min og andres mening mest fremtrædende socialdemokrater.
      Han var forsvarsminister for Socialdemokratiet gennem 9 år. Han var arkitekten bag Socialdemokratiets nye forsvars- og sikkerhedspolitik. Han fik varm støtte af hr. Mogens Lykketoft og hr. Frank Jensen, da han blev indstillet til at blive NATO-generalsekretær. Og han var tæt på det.
     Så derfor vil jeg godt spørge: Er det Hans Hækkerup, der har skiftet holdning, eller er det ikke snarere den socialdemokratiske folketingsgruppe?

Næste