Forrige

(Kort bemærkning). Frank Jensen (S):
Til fru Gudrun Laub kan jeg bare sige: Svaret er ja. Jeg mener, vi mener, at han skal afvæbnes. Det skal der ikke herske tvivl om.
     Til hr. Langballe, som beklager, at Norge ikke er med:
Jeg forstår jo godt den norske beslutning. Ejer hr. Langballe overhovedet ikke tvivlens nådegave med hensyn til sit eget standpunkt? Nej. Det havde jeg også forventet ville være svaret. Jeg synes bare, at når man nu ser på den koalition, der er samlet, og man så ser på, hvilke lande der ikke er med, burde det få hr. Langballe - og andre i Dansk Folkeparti
- til at spørge: Har vi placeret os rigtigt? Det kunne jo godt ske, at de andre havde ret. Lad os så lige vende det igen. Jeg var sådan set påvirket af det, fru Pia Kjærsgaard sagde, nemlig at fru Pia Kjærsgaard ligesom ville legitimere beslutningen senere i dag med, at det var et meget begrænset militært bidrag fra dansk side. Det tydede på en vis refleksion over, at det her måske ikke er helt så godt. For hvis man fra Dansk Folkepartis side mente, at det her var rigtig godt, skulle vi vel stille med noget mere skarpt. Så skulle vil vel have specialstyrkerne derned. Skulle vi ikke det, spørger jeg hr. Langballe. Altså man kan vel ikke både blæse og have mel i munden. Enten mener man det, eller også mener man det ikke. Enten synes man, det er rigtigt, eller også synes man, det er forkert. Så er det ikke en forkert beslutning, vi skal træffe om lidt, at det er en ubåd, og at det er korvetten »Olfert Fischer«? Skulle det ikke have været jægerne, frømændene ind
i Bagdads gader? Er det ikke det, hr. Langballe i virkelighedens verden gerne ville, hvis det er så rigtigt, det, der foregår i øjeblikket? Til hr. Søren Gade: Jeg er ikke i tvivl om, at Saddam Hussein har masseødelæggelsesvåben. Og hvis de bliver fundet, bekræfter det blot, at det er rigtigt, det spor, vi har været på i verden de sidste 12 år. Den mand skal afvæbnes.

Næste