Forrige

(Kort bemærkning). Frank Jensen (S):
Nu vil jeg så starte med hr. Skaarup, så jeg får lejlighed til at svare fuldstændig fyldestgørende på hr. Skaarups spørgsmål. Se, med hensyn til den 11. september 2001 med det modbydelige terrorangreb på USA bakker Danmark hundrede procent op om alle initiativer for at understøtte kampen mod terror, både den lovgivningsmæssige på det retspolitiske område og den militære indsats.
     Socialdemokratiet har bakket op om Danmarks deltagelse i Afghanistan. Vi føler kampen mod terror som et meget stort ansvar, der ikke bare påhviler de lande, der er ramt af terror, men som også betyder, at vi fra dansk side skal bidrage til kampen mod terrorismen.
     Det er ikke det samme som at sige, at man, når den nuværende præsident i USA træffer forkerte beslutninger, så bare skal klappe hælene sammen og sige javel, når konsekvensen af det, som den amerikanske præsident har gang i
i øjeblikket, er en opsplitning af hele verdenssamfundet, et nedbrud af de multilaterale organisationer, vi har værnet om og forsøgt at bygge op siden Anden Verdenskrig. Det burde optage om ikke Dansk Folkeparti, så i hvert fald Venstre og De Konservative, hvordan vi prøver at mindske skaderne på de multilaterale organisationer, ikke bare FN, men også vores eget europæiske samarbejde i EU og også forholdet mellem Danmark og de nordiske lande. Det er jo ikke rart at se, at Danmark ikke engang sammen med de nordiske lande kan finde fodslag i den her sag. Vi plejer at lægge afgørende vægt på at koordinere med de nordiske lande, også når det drejer sig om militære bidrag uden for Danmarks grænser. Jeg synes, det har været beskæmmende at se på, hvor lidt vægt den nuværende statsminister i Danmark har lagt på at prøve at samle bredde i den her sag også i Folketinget. Man er ikke gået efter at få bredde i beslutningsgrundlaget. Til hr. Vesselbo vil jeg sige, at jeg ikke har forsøgt at sidde og gøre mig morsom på andres bekostning i den her sag, og jeg synes, det er en uforskammethed, at man, fordi man registrerer, at der er et smil på læben i en kommunikation nede på rækkerne, bruger det fra Folketingets talerstol mod hinanden. Det er uhørt, men det må jo stå for hr. Vesselbos egen regning at bruge den form for debat.

Kl. 14.00

     Jeg har udtalt mig præcist om de spørgsmål, jeg er blevet stillet i debatten, og når det drejer sig om det spørgsmål, som hr. Vesselbo stillede om, hvorvidt Saddam Hussein skulle fjernes, siger jeg: Det ligger ikke inden for FN-mandatet, det ligger ikke inden for sikkerhedsrådsresolutionerne, men jeg har sagt, at både Socialdemokratiets formand og Socialdemokratiet mener, at det vil være bedst for verdenssamfundet og for Irak og irakerne, at han ikke længere fandtes i Bagdad.
     Til hr. Ulrik Kragh: Vi deler fuldstændig opfattelsen af, at Saddam Hussein skal væk, det ligger bare ikke inden for mandatet. Det, vi må gøre, er at afvæbne ham. Der mener vi, at man skulle have afventet våbeninspektørerne ikke i månedsvis, men inden for den tidsfrist, som dr. Blix har stillet. Det har man ikke haft tålmodighed til, man har villet kortslutte processen, og det beklager vi, for vi kan se, at det betyder en opsplitning af verdenssamfundet, og det tager lang tid at rette op på bagefter.

Næste