Forrige

(Kort bemærkning). Frank Jensen (S):
Hr. Jens Hald Madsen beklagede udtrykket mandfolkepolitik. Det er altså ikke et begreb, jeg har opfundet, det er jo et, Venstres ordfører, hr. Troels Lund Poulsen, brugte. Jeg er nødt til at redegøre for det, for nu har hr. Jens Hald Madsen spurgt, hvor udtrykket kommer fra, og jeg vil godt sige, at det kommer fra en pressemeddelelse, som hr. Jens Hald Madsens kollega sendte ud i mandags. Han efterlyste, at Socialdemokratiet skulle have en mandfolkepolitik.

Kl. 14.05

     Jeg er fuldstændig enig i det, man har kunnet læse i Berlingske Tidende fra i går, at det hører ingen steder hjemme at bruge den slags udtryk i den politiske debat og slet ikke i en så alvorlig debat som den, vi har nu, om dansk deltagelse i en militær intervention. Jeg er fuldstændig enig
i det, som fru Birthe Rønn Hornbech er citeret for i Berlingske Tidende, nemlig at lægge klar afstand til den type retorik i debatten. Nu er det så sat på plads, fordi hr. Jens Hald Madsen gav mig anledning til at få det sagt så direkte fra Folketingets talerstol. Det var sådan set ikke min mening at stå og hænge hr. Troels Lund Poulsen ud for det, men nu blev det så fremprovokeret af hr. Hald Madsen. Til fru Tina Nedergaard: Det, der er mandatet, er en afvæbning af Saddam Hussein - det er det, resolutionerne drejer sig om, og det er det, der har været opgaven for våbeninspektørerne - ikke at få fjernet Saddam Hussein. Det ændrer ikke ved, at vi i Socialdemokratiet mener, at det ville være bedst, at Saddam Hussein ikke var i Bagdad, ikke var leder af Irak, men det er ikke et spørgsmål, vi tager stilling til, hverken i forbindelse med beslutningsforslaget her, eller i forhold til de resolutioner, som vi har støttet, om, at Saddam Hussein skulle fjernes, men det er et håb, og det kan man selvfølgelig kun bære ved til i form af, at han enten bliver fjernet af sit eget folk, eller at han bliver stillet for en international straffedomstol for de ugerninger og for de fornedrelser og folkedrab, som der formentlig også er tale om at han bærer ansvaret for i forhold til kurderne i det nordlige Irak. Den mand har blod på hænderne, det ved vi godt, og derfor burde han stilles for FN's straffedomstol. Vi beklager i øvrigt også, at amerikanerne ikke har støttet etableringen af den, sådan at vi kan få strafforfulgt folk, der bærer ansvaret for forbrydelser. Til hr. Troels Lund Poulsen: Tiden tillader desværre ikke, at jeg går i detaljer med Norges standpunkt i denne her sag. Det har været lidt vanskeligt for os under udvalgsbehandlingen at få at vide, hvad der lå bag den norske holdning. Det har vi ønsket, men man kan se af de svar, vi har fået i Forsvarsudvalget, at det har regeringen ikke kunnet hjælpe os med. Derfor vil jeg ikke stå her fra Folketingets talerstol og gøre mig klog på den norske holdning. Det er ikke lykkedes under udvalgsbehandlingen, og det er regeringen, der skal sørge for, at vi ... (Tilråb fra Troels Lund Poulsen). ... Ja ja, men jeg siger bare, hvad vi har fået; vi har ikke kunnet få en redegørelse for det under udvalgsbehandlingen.

Næste