Forrige

(Kort bemærkning). Jann Sjursen (KRF):
Jeg må indrømme, at jeg synes, at det nærmer sig regulær manipulation fra hr. Peter Skaarups side, når han prøver at bilde Folketinget ind, at den norske regering skulle finde, at der var tale om en fuldstændig legitim krig fra USA's og Danmarks og fleres side, og at det ikke skulle være i strid med folkeretten.

Kl. 14.50

     Hr. Peter Skaarup citerer her fra talerstolen lige præcis den sætning i papiret, som kommer forud for konklusionen i talen om folkeretten, og konklusionen er tidligere blevet læst op her fra talerstolen af hr. Morten Helveg Petersen. Af den fremgår det klart, at den norske regering ikke mener, at der er et klart folkeretligt grundlag for magtanvendelse.
     Jeg synes, det er topmålet af, jeg ved ikke hvad, det hr. Peter Skaarup præsterer, og det kommer oveni, at regeringen på et spørgsmål til Forsvarsudvalget, som jeg i øvrigt selv har stillet om, hvad den norske og svenske regering mener, svarer, at det ser man ikke noget grundlag for at inddrage i debatten. Det er sådan set uvedkommende, det må man selv finde ud af. Så har hr. Peter Skaarup efter alt at dømme fået et papir fra Udenrigsministeriet til debatten i dag, som forklarer, hvad den norske regerings holdning er.
     Jeg må sige, jeg synes, at det er helt, helt skandaløst og uhørt, at man på den måde misbruger en anden regerings holdning.

Næste