Forrige

(Kort bemærkning). Holger K. Nielsen (SF):
Efter denne tilståelsessag kan vi jo vende tilbage til spørgsmålene.
     Jeg er, som man kan forstå, meget optaget af den irakiske hærchef. Det ved jeg også at Dansk Folkeparti er. Jeg synes virkelig, det er interessant, hvad hr. Peter Skaarup sagde før, nemlig at Dansk Folkeparti ikke vil kræve ham udleveret.
     Man er fuldstændig ligeglad med den mand. Det er en mand, der er ved at blive retsforfulgt her i Danmark. Der er indledt undersøgelse mod ham for krigsforbrydelser. Dansk Folkeparti var forarget ud over alle grænser, da han kom til Danmark, også da han flygtede. Nu er han flygtet, og desuden kæmper han på amerikansk side, og så er det ligegyldigt.
     Det er virkelig topmålet af underdanighed over for USA. Selv giftgasgeneralen, selv hærchefen fra Sorø er Dansk Folkeparti ligeglad med, hvis det er for at varetage amerikanske interesser.
     Jeg kan ikke forstå det. Jeg tror, at mange af Dansk Folkepartis vælgere, de, der er tilbage, undrer sig ufatteligt over, at Dansk Folkeparti, som har himlet op over giftgasgeneralen, nu er totalt ligeglad med manden, bare fordi han kæmper på amerikansk side.
     Jeg efterlyser et svar fra hr. Peter Skaarup.

Næste