Forrige

(Kort bemærkning). Frank Jensen (S):
Det interessante i denne sag er jo også - foruden det at Danmark er isoleret i forhold til de øvrige nordiske lande med vores direkte deltagelse i krigen - hvis Danmark og den danske regering står fuldstændig alene med sine folkeretlige vurderinger af spørgsmålet. Derfor er det ikke bare juristeri, som vi nu hører fra hr. Peter Skaarup.
     Men det var jo hr. Peter Skaarup selv og Venstres ordfører, der under debatten drog de folkeretlige argumenter fra norsk side ind, og så er det altså derfor, vi er nødt til at have at vide: Hvem er det, der forsøger at manipulere den norske holdning ind i debatten?
     Jeg har hele tiden siddet i god tro og gør det fortsat. Jeg tror ikke, at hr. Peter Skaarup selv har fundet på at drage den her sag ind i debatten, for hr. Peter Skaarup er ikke så optaget af de folkeretlige spørgsmål. Hvem er det, der har bedt hr. Peter Skaarup om at drage den norske statsministers konklusioner ind i debatten? Hvor er det, den inspiration er hentet fra?
     For når man ser regeringens eget folkeretlige notat, så står der jo her, at der gives en bemyndigelse til at bruge magt fra FN's Sikkerhedsråd, og den, kan man sige, er ikke kommet. Derfor er det også uden for folkerettens grund, som det også fremgår af det norske notat.

Næste