Forrige

(Kort bemærkning). Peter Skaarup (DF):
Jeg synes jo, at jeg mange gange har svaret både SF og Socialdemokraterne på det her spørgsmål. Jeg svarer igen:
Arrestordren på den pågældende person står selvfølgelig ved magt, men vi ved ikke, hvor han er henne. Så hvilket land forventer fru Anne Grete Holmsgaard, at vi skulle gå til med henblik på at få ham udleveret? Hvis fru Anne Grete Holmsgaard ved, hvor den pågældende person er henne, synes jeg da, at fru Anne Grete Holmsgaard skulle fortælle det her fra Folketingets talerstol. Jeg ved det ikke, og jeg tror heller ikke, at de danske myndigheder ved det med sikkerhed.
     Inden vi begynder at sætte vores retssystem i store svingninger og sætte det fra mange af de andre opgaver, de har med at sørge for, at forbrydere kommer bag tremmer her i landet, synes jeg, at vi lige skal tænke os om og finde ud af, hvad der egentlig er sket med personen.
     Det synes jeg egentlig også vil klæde SF godt, specielt også fordi SF som sagt bærer hovedansvaret for, at vi overhovedet har problemer med folk, der har begået krigsforbrydelser i Danmark, og med terrorister, der har brugt Danmark som havn. Vil fru Anne Grete Holmsgaard erkende, at det er under SF's indflydelse, at vi har haft en liberal udlændingepolitik, der har gjort det muligt?

Næste