Forrige

(Kort bemærkning). Jann Sjursen (KRF):
Det var med sådan en lidt blandet fornemmelse, at jeg lyttede til fru Pia Christmas-Møllers tale, for på den ene side lægger den konservative ordfører ikke skjul på, at der er gået nogle svære og alvorlige overvejelser forud for en beslutning, som også Det Konservative Folkeparti nu er parat til at træffe, om, at Danmark skal gå i krig, og på den anden side bliver andre skudt i skoene, at nu gælder det om at vise lederansvar, det gælder om at tage ansvar i det hele taget. Vi må ikke skubbe hverken våbeninspektørerne eller FN foran os. Vi skal ikke komme med nogen undskyldninger, for det vil bare give Saddam og andre despoter fuldstændig frie hænder, som fru Pia Christmas-Møller sagde.
     Jeg synes ikke rigtig, at den måde at tackle tingene på
i forening giver et klart billede, tværtimod. Så sagde fru Pia Christmas-Møller også, at Det Konservative Folkeparti folkeretligt set knytter sig til det papir, som Udenrigsministeriet har fremlagt, men understreger også, at de folkeretlige vurderinger ikke er afgørende. Jeg forstår sådan set godt, at fru Pia Christmas-Møller siger, at det ikke er afgørende, for jeg synes ikke, der er noget folkeretligt grundlag til stede. Bekymrer det faktisk ikke fru Pia Christmas-Møller, at det, der nu sker, er, at Danmark går i krig sammen med nogle ganske få andre lande på et i hvert fald spinkelt, folkeretligt grundlag, som får store konsekvenser for fremtiden? Hvilke konsekvenser tror fru Pia Christmas-Møller faktisk, det har for fremtiden, at Danmark nu uden om FN sammen med USA går i krig?

Kl. 16.10

Næste