Forrige

(Kort bemærkning). Pia Christmas-Møller (KF):
Hr. Frank Jensen ved udmærket, at Det Konservative Folkeparti så langt havde foretrukket, at der havde været en beslutning
i FN's Sikkerhedsråd, men det er vores opfattelse, at det ikke er en juridisk forudsætning for den militære afvæbning af Saddam Hussein. Må jeg ikke sige, at hele den diskussion om folkeretten, om der er FN-grundlag eller ej, indimellem har nogle undertoner, som kunne få én til at tro, at vi her i Danmark,
i hvert fald nogle her i Folketingssalen, opfatter FN, som om det er en slags domstol, eller som om det er en slags international retsorden, som man bare kan - hvad skal man sige - indbringe sine sager for og så få dem afgjort. Sådan er det ikke, og jeg vil citere fra B.T.'s leder fra i går, som meget præcist siger nogle ting om det her. Der står: »Vi taler om international retsorden, men den er ikke af en karakter som andre retsordener. Sikkerhedsrådet er ikke en domstol, og nogen anden verdens domstol eksisterer heller ikke. FN er ikke i stand til som organisation at håndhæve nogen form for retsorden. Det er op til medlemslandene, og reelt er en håndhævelse af international ret ikke mulig uden USA's medvirken eller samtykke.« Det er jo en beskrivelse af virkeligheden. Det er ikke en beskrivelse af et ideal, som vi gerne vil have det, men det er en beskrivelse af virkeligheden, og den må vi nu engang forholde os til. Må jeg så ikke sige til fru Lise Hækkerup: Det ville da have været rart, om Europa kunne have talt med én stemme. Nu er det jo altså ikke første gang og desværre nok heller ikke sidste, at det ikke er lykkedes. Det er da ærgerligt, at det internationale samfund lige fra FN og EU og her til Folketinget er splittet, som det er. Det er da ærgerligt, men det må bare ikke føre til handlingslammelse, som alene tjener Saddam Husseins ærinde. Til fru Line Barfod: Krigsforbrydere er krigsforbrydere og skal naturligvis behandles sådan. Der er en arrestordre, og den er fortsat opretholdt. Han skal naturligvis tilbage. Med hensyn til de øvrige bemærkninger, fru Line Barfod kom med, kan det jo ikke overraske, at Enhedslisten forsøger at latterliggøre den indsats, som danske soldater er på vej til at yde på fredens og demokratiets vegne. Sådan er det med Enhedslisten; man kan ikke forvente andet.

Næste