Forrige

(Kort bemærkning). Pia Christmas-Møller (KF):
Til hr. Holger K. Nielsen: Jamen der er en arrestordre, og den er opretholdt. Der er ikke noget, der er ændret ved det. Det er muligt, at hr. Holger K. Nielsen ved, hvor hærchefen opholder sig. Jeg ved det ikke. Mere har jeg sådan set ikke at sige til det.
     Til hr. Keld Albrechtsen: Det er jo meget morsomt, at hr. Keld Albrechtsen prøver at fremstille tingene imod bedre vidende. Ærlig talt ved jeg ikke, om det er ulejligheden værd på dette sene tidspunkt at gå ind i en dybere diskussion af det. Selvfølgelig skal der være et FN-grundlag. Det er der også. Det har jeg sagt meget tydeligt. Jeg har henvist til det notat, som vi har fået fra Udenrigsministeriets Folkeretskontor, og det henholder vi os til.
     Til fru Margrete Auken: Fru Margrete Auken vil også gøre det her til et spørgsmål om jura. Folkeretten er i orden. Det er vores vurdering, og den vurdering har vi ikke grebet ud af den blå luft. Vi har taget den fra folkeretseksperterne i Udenrigsministeriet, præcis som SR-regeringen gjorde det i 1998, og der er altså immervæk 45 lande i koalitionen. Det er dog noget.

Kl. 16.25

     Men jeg synes, at SF og Enhedslisten gang på gang smyger sig uden om det helt centrale moralske og politiske spørgsmål: Skal Saddam Hussein afvæbnes? Er det en trussel, som vi ikke kan leve med længere, eller skal vi smyge os uden om ansvaret med henvisning til paragraffer og alle mulige andre undskyldninger?
     Hos os er folk ikke i tvivl. Saddam Hussein skal afvæbnes. Han er en trussel for verdensfreden, og det kan kun gå for langsomt, derfor er nu nu og ikke i morgen.

Næste