Forrige

(Kort bemærkning). Frank Jensen (S):
Det er for at følge op på det, som fru Pia Christmas-Møller siger her. Situationen i 1998 var jo den, at Richard Butler som chef for våbeninspektørerne sagde, at man ikke kunne gøre fremskridt og anbefalede, at man trak våbeninspektørerne ud, fordi der var obstruktion fra Saddam Husseins side. Da traf man beslutning om at gå ind med en militær intervention. Det har den nuværende chef for våbeninspektørerne, dr. Blix, ikke gjort, tværtimod.
     Hvorfor kunne Det Konservative Folkeparti ikke have den opfattelse, at man afventede det tidspunkt, hvor chefen for våbeninspektørerne sagde, at nu er nok nok? Hvis det var tilfældet, kunne Sikkerhedsrådet have bemyndiget til en international militær aktion, og så havde vi været på fuldstændig sikker folkeretlig grund.
      Var det ikke den bedste situation? Og ville det ikke have givet det folkeretlige grundlag, som ville have betydet, at FN ville have stået meget mere styrket i den nuværende situation? Nu er FN ydmyget.

Næste