(Kort bemærkning).
Niels Helveg Petersen (RV):
Det er helt korrekt, som hr. Rohde siger, at i 1998 var de
lande, der var imod en vedtagelse, imod en militær aktion,
overhovedet ikke ivrige med at bringe sagen for
Sikkerhedsrådet. De lod det sådan set passere, de tog den
militære aktion til efterretning. Det er mildest talt ikke
det, der er sket her, hvor de aktivt har ytret sig imod.
Hvem var så først ude? Jeg siger ikke, det alene var
statsministeren, men jeg mener, statsministeren har bidraget
til den europæiske splittelse.
Til hr. Troels Lund Poulsen: I 1998 var der i hvert fald
tre store forskelle. Våbeninspektørerne sagde dengang: Vi kan
ikke komme videre, vi kan ikke opfylde vores mandat. Det
siger de ikke nu. For det andet: Situationen i
Sikkerhedsrådet var fuldstændig anderledes; det forklarede
jeg lige her for nylig. Endelig for det tredje: Det, vi
gjorde den 17. februar, var et led i opbygningen af et pres
mod Irak, som førte til et resultat. Herculesflyet blev
besluttet den 17. februar. Den 20. februar indgik Kofi Annan
en aftale om genoptagelse af våbeninspektionen med den
irakiske regering.
Til hr. Peter Skaarup: Jeg er stolt af at have et
medansvar for det, der skete i Kosovo, dels fordi vi dér med
et militært indgreb reddede kosovoalbanerne fra fordrivelse
og fra at skulle tilbringe resten af deres liv og i
generationer i flygtningelejre, dels fordi det jo førte til,
at Milosevic nu sidder anklaget for krigsforbrydelser i Haag.
Det er ikke et dårligt resultat.
Endelig: Jeg har aldrig henvist til Sverige, når jeg
skulle argumentere om folkeretten. Det er der andre der har
gjort i sagen, men jeg ved godt, at der er forskelle mellem
svenske og danske opfattelser.
Og til sidst: Hr. Skaarup kunne finde oplysninger mange
andre steder end i Ekstra Bladet. Han har endda skrevet en
hel kronik i Politiken om det, som hr. Skaarup kunne citere.
Jeg talte med hr. Naser Khader i går, og han sagde - han må
selv give sin begrundelse - at han ikke kunne støtte B 118.
