(Kort bemærkning).
Niels Helveg Petersen (RV):
Til hr. Gade: Det, der var situationen i 1998 og grunden til,
at der var al mulig anledning til at være meget alarmeret
over udsigterne, var jo, at våbeninspektionen var stoppet, og
derfor var udsigterne til at få bugt med de biologiske,
kemiske og andre våben jo lig nul, hvis ikke der skete noget.
Det er rigtigt, at man aldrig kan vide, hvad der sker,
når man sætter et militært angreb ind, det kunne man heller
ikke dengang, man kunne ikke vide, at det ville lande med en
diplomatisk løsning. Men her ved vi, at det ikke kan lande
med en diplomatisk løsning.
Den indsats, vi nu gør, kommer, efter at krigen er
startet og alle diplomatiske muligheder er udtømt. Det var
ikke tilfældet ved den lejlighed. Også det er et element, der
skal indgå i vurderingen, og som jo viser, at situationen i
1998 i alt væsentligt var meget forskellig fra situationen i
dag.
Rigtigt, vi ville, hvis der var kommet en krig i 1998,
principielt være i den samme situation, men man skal lægge
mærke til, at den militære aktion, der var påtænkt i 1998,
skulle finde sted med proportional anvendelse af magt, læs:
det var ikke en militær landkrig, der var sigtet med den
militære trussel, der blev opbygget i 1998.
Kl. 17.30
Til hr. Jesper Langballe: Jeg kan selvfølgelig slet ikke
acceptere og glæde mig over stabilitet i Irak under Saddams
jernhånd. Det drejer sig om afvæbning af Saddam Hussein, det
er også til hr. Rohde, det er jeg fuldstændig enig i, det er
det tema, vi diskuterer. Spørgsmålet, diskussionen mellem os
er alene, hvordan man gør det bedst.
Jeg ville have givet mere tid både til forhandlinger om
at skabe en stor koalition, og jeg ville have givet mere tid
til våbeninspektion helt i overensstemmelse med FN, med Kofi
Annan, med flertallet i Sikkerhedsrådet og med
våbeninspektørerne selv.
