Forrige

(Kort bemærkning). Ulrik Kragh (V):
Det Radikale Venstre er sædvanligvis et pragmatisk parti, der ikke låser sig fast, men tager bestik af situationen og argumenterne. Vi er lige nu i en situation, hvor en koalition er i fuld gang med at afvæbne Saddam Hussein. Er det så ikke lidt underligt for Det Radikale Venstre at diskutere, hvad man kunne opnå med våbeninspektion i løbet af de næste 2 måneder i en situation, hvor hundredvis af irakere på nuværende tidspunkt med glæde overgiver sig til de amerikanske koalitionsstyrker? Det er en noget hypotetisk diskussion.
     Det Radikale Venstre viste i 1998 og i forbindelse med Kosovo i 1999, at der somme tider var situationer, hvor man skulle anbefale at deltage aktivt også fra dansk side.
     Var det ikke rimeligt, om Det Radikale Venstre også i denne situation kiggede på, hvad mulighederne er for at få afvæbnet den diktator, FN har krævet afvæbnet igennem de sidste 12 år, i stedet for at fortsætte den noget hypotetiske diskussion?

Næste