Jann Sjursen (KRF):
Folketinget står over for at skulle træffe en meget alvorlig
beslutning. Krig medfører altid store menneskelige
omkostninger, og tab af menneskeliv og lemlæstelse hører til
dagsordenen, når militæret først sættes ind.
Politisk må man også sige, at det er en meget svær og
meget alvorlig beslutning at skulle træffe. Det er
spørgsmålet, om Danmark skal bidrage militært til en krig,
som føres uden et egentligt FN-mandat, og jeg vil også sige,
at det sker på baggrund af, at verdenssamfundet på mange
måder er splittet på kryds og tværs. NATO er splittet, EU er
splittet, og vi må også sige for Danmarks vedkommende, at
nære allierede, også i denne sammenhæng, har valgt
forskelligt. Det gør selvfølgelig ikke beslutningen nemmere.
Endelig vil jeg også sige, at jeg synes, det er en
vanskelig beslutning, fordi Folketinget i lige præcis denne
sag, som involverer danske soldater, er dybt splittet. Det,
som et flertal i Folketinget - Venstre, De Konservative og
Dansk Folkeparti - er parat til, er faktisk at bryde den
sædvanepraksis, at når danske soldater skal sendes ud, er der
bred parlamentarisk baggrund for at gøre det.
Kristeligt Folkeparti kan ikke støtte regeringens
beslutningsforslag. Vi mener ikke, at der er et folkeretligt
grundlag for en militær afvæbning af Irak, sådan som den nu
er iværksat af USA og allerede foregår i disse timer. Det er
ikke, fordi vi ikke mener, at en afvæbning af Irak er
nødvendig. Det er den helt klart, og det har jo også været
målet for et samlet Sikkerhedsråd i FN gennem de sidste mange
år.
Regeringen hævder på sin side, at FN-forankringen er
klart til stede, og juridisk har man søgt at dokumentere
dette ved et notat fra Udenrigsministeriets
Folkeretskontor. Jeg skal ikke og slet ikke på dette
tidspunkt i debatten gå ind i en ny diskussion om det notat,
men blot sige, at der er i hvert fald jurister, både i og
uden for Danmark, som vurderer sagen ganske anderledes, og
der er også lande, som har truffet en anden beslutning end
den, Danmark er på vej til at tage, netop på baggrund af
folkeretlige vurderinger.
Jeg synes, at et stærkt indicium for, at det
folkeretlige grundlag ikke er i orden, er, at den militære
koalition er smal. Det er i virkeligheden få lande, der lige
nu ønsker at bidrage militært til en afvæbning af Irak, det
er i hovedsagen USA, England, Australien og Danmark. Andre
lande bidrager også, men ikke med egentligt militær, og
derfor må man sige, at det folkeretlige aspekt, som også bør
komme til udtryk ved, at mange lande står sammen og på den
måde udtrykker folkeretten, slet ikke er til stede.
Beslutningen om at føre krig mod Irak og sikre en
militær afvæbning af Saddam Hussein uden et egentligt
FN-mandat vil trække lange spor i verdenssamfundet.
Beslutningen er med til at undergrave FN's autoritet, og det,
at den, der har magten, også skal have retten på sin side, er
i sig selv stik imod det, landene har villet gennem det
FN-system, Danmark på så mange måder har stået vagt om.
Kl. 18.00
Kristeligt Folkeparti havde ligesom alle andre
selvfølgelig gerne set, at Sikkerhedsrådet var nået frem til
en ny beslutning, og det mener vi faktisk også havde været
muligt, hvis krigen ikke var kommet. Når vi ser på, hvordan
Sikkerhedsrådets medlemmer har udtrykt sig, mener vi, det
havde været muligt at nå frem til en ny resolution, hvis USA
ikke havde igangsat krigen. Våbeninspektørerne ønskede, at
man havde givet mere tid til de våbeninspektioner, som i
modsætning til tidligere faktisk betød, at man fik et
samarbejde i gang med Irak om at demontere våben. Det var et
samarbejde, som stødte på mange problemer og også blev stærkt
kritiseret af Hans Blix, javel, men dog et samarbejde, der
gjorde, at våbeninspektørerne vurderede situationen
anderledes i dag, end de gjorde i 1998, nemlig at det var
muligt, og at det var den vej, der skulle betrædes for at få
en frivillig afvæbning af Irak.
Jeg vil godt understrege, at vi fra Kristeligt
Folkepartis side ikke er imod at bruge militære magtmidler.
Det har vi faktisk støttet ved tidligere beslutninger her i
Folketinget, og det ville vi også have været parat til over
for Irak, hvis det vel at mærke skete på et klart
folkeretligt grundlag og på baggrund af en FN-beslutning.
Militære magtmidler kan være nødvendige, men det kræver, at
det folkeretlige grundlag er til stede, og det kræver i
øvrigt også, at verdenssamfundet står sammen, og at mange
lande er enige om at opbygge en koalition, som ikke bare kan
stå for den militære magtanvendelse, men også er villig til
at påtage sig et ansvar for de humanitære katastrofer, som
også indtræder, når krigen begynder, og er villig til at
påtage sig et ansvar for den genopbygningsindsats, som er
helt nødvendig, når krigen er slut, for at sikre fred og også
sikre en demokratisk udvikling.
Som tidligere sagt har krig store omkostninger, set fra
Kristeligt Folkepartis side først og fremmest i form af
menneskeliv, der går tabt, og i form af lidelse og
lemlæstelse. Regeringen har da også på den baggrund lagt vægt
på, at Danmark ikke bare skulle yde et militært, men også et
humanitært bidrag. Der er allerede bevilget penge, og
regeringen har lovet, at en ramme på op til 300 mio. kr. kan
tages i anvendelse over næste år, både til nødhjælp og
genopbygningsindsats, når det bliver nødvendigt.
Det er vi selvfølgelig tilfredse med fra Kristeligt
Folkepartis side, men vi synes også, det er vigtigt at få en
diskussion om, hvor de penge egentlig skal komme fra. Hvis de
300 mio. kr. skal tages af de penge, der allerede er afsat
under ulandsrammen, kan man jo sige, at der faktisk bare sker
en nedprioritering af andre indsatser, og at Danmark får
færre muligheder for at hjælpe i de mange andre
katastrofesituationer, hvor en nødhjælpsindsats er påkrævet i
det kommende år. Vi mener faktisk, at som følge af Irakkrigen
burde regering og Folketing være parat til at hæve rammen for
vore humanitære bistandsmidler med de 300 mio. kr., som
regeringen har ønsket at sætte af, netop fordi vi ikke
ønsker, at det skal gå ud over andre indsatser, sådan som vi
har set tidligere, f.eks. i forbindelse med Kosovokrigen.
Det er vigtigt, at vi søger at få helet de sprækker, der
er kommet i det internationale samfund, i FN, NATO og EU -
ikke mindst af hensyn til de humanitære indsatser, der skal
ske i de kommende dage i forbindelse med nødhjælp, men på
længere sigt også af hensyn til genopbygningen af Irak, når
krigen forhåbentlig snart er overstået. Det er vigtigt, at vi
får FN på banen igen.
Jeg vil godt her mod afslutningen af min tale opfordre
regeringen til - i modsætning til hvad den har gjort med B
118 og det militære bidrag - at drage omsorg for, at
Folketingets partier som helhed bliver inddraget i den fase,
der indtræder, når B 118 desværre bliver vedtaget om lidt, så
vi ikke også her får en splittelse i Folketinget. Det vil
altid være sådan, også når det er svære beslutninger, at
Folketinget bliver delt for og imod, og det kan ikke være
anderledes. Man må dele sig efter anskuelser og efter
synspunkter og efter sin bedste overbevisning, men det skal
helst ske på baggrund af, at der er gået en frugtbar dialog
og en god proces forud, og det har ikke været tilfældet i
denne for vort land og for det internationale samfund så
alvorlige sag.
Kl. 18.05
Derfor skal der fra Kristeligt Folkepartis side lyde en
stærk appel til regeringen om i det mindste at inddrage
Folketingets partier og skabe ikke bare folkelig, men også
parlamentarisk forankring bag så vigtige beslutninger og
drage omsorg for, at Folketingets partier også bliver
inddraget efterfølgende.
Men som sagt: Kristeligt Folkeparti kan ikke støtte
regeringens beslutningsforslag.
