Helge Adam Møller (KF):
Tak for det formand.
Se, når man har fulgt debatten gennem de sidste 9 timer,
kunne det lyde som om, at det, vi diskuterer her i dag, er,
om Saddam Hussein skal angribes eller ej. Jeg vil godt minde
om, at invasionen nu har været i gang i næsten 2 døgn. I
øjeblikket overgiver irakiske soldater sig i stort tal, og
det kan vi vel forhåbentlig alle sammen glæde os over, for
det er jo med til at afslutte krigen hurtigt.
Jeg håber også, at Saddam Hussein bliver fanget, langt
hellere, end at han bliver dræbt, for bliver han fanget, kan
han ved en domstol stilles til ansvar for sine handlinger. Og
det bliver jo ikke en vanskelig retssag, for hans handlinger,
brutale, afskyvækkende og rædselsvækkende, er jo godt
dokumenteret, simpelt hen fordi han igennem hele sin
regeringstid har ønsket, at så mange irakere som muligt
skulle se og høre om de rædsler, han foretog sig, for at
andre ikke satte sig op imod ham.
Derfor er langt de fleste af alle de grusomheder, han
har begået siden midten af 1960'erne, optaget med fuldt blus
på de irakiske tv-kameraer. Lad mig minde om, at da
forgængerdiktatoren blev bragt til fald, blev han og hans
hustru ført ind i et tv-studie, og de blev myrdet; der var
fuldt blus på kameraerne. I to døgn kunne den irakiske
befolkning i deres tv se de gennemhullede lig blive hånet,
forulempet og sparket på.
Efter det seneste kup, som endegyldigt bragte Saddam
Husseins Baathparti til magten - det var i 1968 - blev 17
personer hængt offentligt i specialbyggede galger på
Frihedens Plads i Bagdad til skræk og advarsel. Vi var mange,
der så det i går aftes i dansk tv, andre var ude at
demonstrere, så de oplevede det desværre ikke.
Da Saddam endelig trådte frem på scenen som den
ubestridte hersker i 1979 efter årene som vicepræsident,
spionchef og landets egentlige magthaver, foretog han jo en
dramatisk udrensning i offentligheden. Flere hundrede
medlemmer af Baathpartiet, hans eget partis inderkreds, blev
kaldt sammen.
De sad bænket i en meget stor sal, mens Saddam Hussein
sad oppe på et podie rygende på en stor cigar, og uden at
forhaste sig begyndte han så at remse navnene op på hver
enkelt af de ca. 300 medlemmer fra hans eget parti: Kan man
stole på Ali, kan man stole på Muhammed, kan man stole på
Ismai? Efter hvert navn, han nævnte, svævede svaret
uheldsvangert i luften, indtil han selv besvarede det med et
ja eller et nej. Og var svaret nej, trådte hans
sikkerhedsfolk frem fra kulissen og førte forræderen væk. De
fleste blev torteret og hurtigt likvideret, andre sad i
fængsel i årevis, enkelte slap ud efter at have været
underkastet frygtelig tortur.
Jo, alle kender denne handling, jeg lige har beskrevet,
for vi har kunnet læse om den gang på gang de sidste par
måneder i danske og udenlandske aviser. Der er nok nogle af
os, der har spurgt, om det nu var lidt overdrevet, men i går
aftes kl. 21.00 kunne vi igen se det på tv, hvor han sad og
nævnte navnene, og hvor de blev ført ud. Billede for billede,
og de har været sendt mange gange også i irakisk tv.
Nu kan jeg se, at tiden ikke tillader mig at nævne flere
ting, så lad mig hoppe over til slutningen:
Se, om lidt skal vi stemme, og vi er 179 i det her
Folketing. Mange af os har børn, nogle har børnebørn, nogle
har den glæde til gode. Men jeg håber, at hver enkelt kigger
ind i deres eget hjerte og ind til samvittigheden og siger:
Skal vi ikke hjælpe verden og Irak med at fjerne den mand,
som har kostet 3 millioner menneskeliv, siden han kom til
magten? Jeg synes faktisk, hvis man rigtig følger sin
samvittighed, at svaret er let.
Kl. 18.15