(Kort bemærkning).
Jens Rohde (V):
Jeg tror ikke, der er nogen, der er i tvivl om, hvad den
franske holdning har været, og hvilke interesser der har
stået på på spil for Frankrig. Det er den ene ting.
Så synes jeg, man skal prøve at se på situationen, hvis
vi siger, at nogle lande går i gang, når Sikkerhedsrådet er
blokeret. Hvad er konsekvensen? Jo, så er Sikkerhedsrådet jo
ikke i stand til at varetage sit primære ansvar for
opretholdelse af international fred og sikkerhed i området,
og i den situation må ansvaret altså tages af dem, der er
rede til det. Det er igen et spørgsmål om, at der jo er
enighed om, at Saddam Hussein skal afvæbnes - der er
fuldstændig enighed om målene - og så må de, der er rede til
det, tage ansvaret, når Sikkerhedsrådet er blokeret, for
situationen er jo, at Sikkerhedsrådet er blokeret, og det er
måske på grundlag af Sikkerhedsrådets resolution.
Det er også sket, men heri ligger ikke nogen
bemyndigelse til frit spil for FN's medlemslande til at
anvende magt over for Irak til opfyldelse af andre mål end
opfyldelsen af betingelserne for våbenstilstanden i 1991. Det
er der ikke noget nyt i, og det er nøjagtig den samme
situation, som vi havde i 1998. Jeg anerkender, at SF også
var imod dengang, men det var fru Sandy Brincks parti ikke,
for de sad i regering med statsministeransvaret, og Det
Radikale Venstre havde også regeringsansvar og forsvarede
beslutningerne dengang. Dengang var den daværende regering
parat til at være med til at dele verdenssamfundets ansvar
for den internationale fred og sikkerhed.
Det var den samme situation med Kosovo. Her var
Sikkerhedsrådet jo også blokeret, men det betød ikke, at den
daværende regering satte sig med armene over kors, og
heldigvis for det.
Man må gøre sig klart, hvad konsekvenserne er, hvis det
er sådan, at man ikke gør noget. Hvis vi lader Saddam Hussein
slippe af sted med at holde FN's Sikkerhedsråd for nar, hvem
vinder så? Gør vi? Gør det irakiske folk? Nej, Saddam vil
vinde, han vil ikke tabe.
