Forrige

(Kort bemærkning). Jens Rohde (V):
Der er altså ikke nogen forskel på, hvordan man har fremlagt den juridiske vurdering af det her fra 1998 og til i dag, nemlig via Folkeretskontoret. Dengang henholdt man sig også til Folkeretskontoret.
     Må jeg så ikke godt sige, det er også et svar til hr. Aage Frandsen, at de eneste lande, der har lagt deres folkeretlige vurderinger frem offentligt, er England og Danmark. Det er de eneste lande, der har lagt deres folkeretlige vurderinger frem. Så er der nogle lande, der er kommet med nogle konklusioner og nogle udtalelser, men der er ikke andre lande end Danmark og England, der har lagt selve vurderingerne frem. Det er der ikke.
     Hvad er der så for forskelle og ligheder, hvor det siges, at det er fuldstændig umuligt at lave nogen sammenligning i forhold til 1998? Ja, man kan i hvert fald overordnet sige, at nøjagtig dengang som nu, kørte Saddam Hussein rundt med verdenssamfundet, og han udnyttede ethvert enkelt tilfælde til splittelse.
     Det var nøjagtig de samme kemiske og biologiske våben, han dengang ikke ville redegøre for. Vi mangler stadig væk redegørelse for 1.000 t kemiske våben, og vi mangler stadig redegørelse for 6.500 bomber. Og hvad med de Scud-missiler, som blev sendt af sted over Kuwait, som våbeninspektørerne ikke har kunnet finde, som han ikke har redegjort for? Som han slet ikke skulle have, for han må ikke have dem, for de har ikke været aftalt noget sted.
     Er der ikke en virkelighed, man burde forholde sig til? Hvornår er nok nok?

Næste