Den næste sag på dagsordenen var:
2) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 48:
Forslag til folketingsbeslutning om afviklingen af de
nukleare anlæg på Forskningscenter Risø.
Af videnskabsministeren (Helge Sander).
(Fremsat 28/11 2002).
Forslaget sattes til forhandling.
Forhandling
Flemming Damgaard Larsen (V):
Venstre støtter beslutningsforslaget om afvikling af de
nukleare anlæg på Forskningscenter Risø.
Da det i 2000 blev besluttet at tage den største reaktor
på Risø, nemlig Reaktor 3, ud af drift på grund af begyndende
tæring, og de to andre reaktorer på Risø blev taget ud af
drift i henholdsvis 1975 og 2001, er der ikke nogen mening i
at have disse døde anlæg stående længere, også fordi de
samtidig giver miljømæssige problemer.
Ekspertisen har vurderet, hvilken strategi der skal
anvendes over for dekommissioneringen af reaktorerne.
Resultatet af denne vurdering er, at dekommissioneringen bør
ske hurtigst muligt og inden for kortest mulig tid. Det er et
godt og rigtigt synspunkt, at hver generation rydder op efter
sig, og derfor skal vi ikke skubbe dette miljømæssige problem
ud til fremtidige generationer, men se at få det klaret nu.
Der er den meget store fordel ved at få klaret opgaven
nu, at det kan ske ved hjælp af medarbejdere, der har
arbejdet og arbejder ved reaktorerne. Disse medarbejdere har
et indgående, præcist og virkelig godt kendskab til
anlæggene, og dette forhold er af alle eksperter i både ind-
og udland blevet fremhævet som særdeles vigtigt.
Forskellige tidsmæssige scenarier er blevet
gennemanalyseret. På baggrund heraf kan det udledes, at der
ikke vindes noget af betydning, hverken sikkerhedsmæssigt
eller miljømæssigt, ved at strække dekommissioneringen over
længere tid. Derfor er det især af hensyn til medarbejderne
det mest fornuftige at lade afviklingen ske inden for en
tidsramme på 20 år.
Der er blevet undersøgt forskellige alternativer til en
egentlig afvikling, f.eks. at lade det hele stå. Men det vil
enten give sikkerhedsmæssige problemer eller kan blive meget
dyrt på grund af, at der alligevel skal gennemføres en del af
de foranstaltninger, som en egentlig afvikling kræver, og
hertil kommer udgifter til vedligeholdelse og overvågning.
Beslutningsforslaget skal også tilvejebringe grundlaget
for udarbejdelse af et beslutningsgrundlag for et dansk
slutdepot for det lav- og mellemaktive affald. Det er
Hovedstadens Udviklingsråd, HUR, der skal tilvejebringe
regionplanstillæg med VVM-redegørelse for afvikling af
anlæggene og deponering af affald. HUR har gennemført denne
proces, men afventer Folketingets stillingtagen til
slutdeponering inden den endelige vedtagelse af
regionplanstillægget med VVM-redegørelsen.
Kl. 10.35
I VVM-redegørelsen anføres det, at først når der er
opført et slutdepot, er der tale om en fuldstændig gennemført
afvikling, og derfor bør der i samme åndedrag skabes
beslutningsgrundlag for slutdeponeringen. Selv om det ikke er
nødvendigt, at der foreligger en stillingtagen til
slutdeponering samtidig med selve dekommissioneringen, vil
det være ganske fornuftigt, at disse to forhold kører i et
parallelt forløb, fordi det vil være hurtigst og billigst.
Samtlige hørte parter har fremhævet, at jo mere der vides om
et depot og dets egenskaber, jo enklere og dermed også
billigere kan affaldssorteringen ske under afviklingen.
Som i så mange andre forhold er det godt at have
afklaret målet, i dette tilfælde deponeringen, inden man går
i gang med nedbrydningen, så man ikke på et tidspunkt står og
ikke ved, hvad man skal gøre ved bunkerne, og her kan man
rejse spørgsmålet: Hvorfor skal der deponeres i Danmark? Nu
er det jo sådan, at det er os, der har produceret affaldet,
og derfor bør vi naturligvis også selv sørge for at komme af
med det. Det følger også ganske nøje af den internationale
hovedregel om, at det som udgangspunkt er
produktionsanlægget, der bortskaffer det radioaktive affald.
Der findes, så vidt vides, ikke lande, der eksporterer
alt deres radioaktive affald, og det ville være pinligt, hvis
Danmark skulle være det første. Men vi er selvfølgelig med på
at undersøge, om der kan findes en eller anden mellemløsning
eller et eller andet samarbejde om dette problem. Der må også
tænkes på, at de lav- og mellemaktive affaldsmængder er så
store, at transporten vil være meget dyr, og hertil kommer
udgifterne til opbevaring i modtagerlandet.
Vi vil stå os godt ved, at vi nu sikrer, at arealerne
kan frigives af de nukleare myndigheder til ubegrænset brug,
altså uden risiko for strålepåvirkning. Området kan således
indgå i spændende udviklingsperspektiver i og omkring Risø,
så lad os gøre rent bord for vore børn og børnebørn.
(Kort bemærkning).
Per Dalgaard (DF):
Jeg vil gerne spørge hr. Flemming Damgaard Larsen: Når der
bliver talt om, at hver generation skal rydde op efter sig,
er det så ikke korrekt, at det forholder sig sådan med
radioaktivt affald, at det sådan set bliver et mindre og
mindre problem, fordi den radioaktive stråling halveres i den
halveringstid, de respektive isotoper har?
Det andet, jeg vil spørge om, er med hensyn til at
flytte affaldet til et eller andet deponeringsanlæg: Vil det
ikke også medføre vedligeholdelse og overvågning, uanset hvor
i Danmark man egentlig forestiller sig, det pågældende
materiale skal deponeres? Og kunne COWI have udarbejdet et
budget i den forbindelse?
(Kort bemærkning).
Flemming Damgaard Larsen (V):
Det er da fuldstændig rigtigt, at selve nedbrydningen gør, at
problemet bliver mindre og mindre over tid. Men det forhold,
at vi i dag står med et anlæg, som er opbygget i vores
generation, nemlig fra midten af 1950'erne, gør, at vi også
har en forpligtelse til at rydde op efter os, nu hvor
anlægget ikke længere er i brug. Det er det, jeg mener med,
at vi i vores generation må rydde op i det, vi har skabt, og
sørge for at få lavet en sikker deponering af hensyn til
fremtiden.
Med hensyn til eventuelt at flytte affaldet til et andet
sted er det også fuldstændig rigtigt, at der er
problemstillinger og omkostninger forbundet med det. Men det
er bl.a. det, den anden del af beslutningsgrundlaget skal
tage stilling til: hvordan kan det klares på den mest
hensigtsmæssige måde, og hvordan kan vi skabe et økonomisk
grundlag, der gør, at det kan gøres så billigt som
overhovedet muligt?
Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Hr. Torben Hansen som ordfører.
Torben Hansen (S):
Dette projekt har jo en helt anden tidshorisont end de ting,
vi oftest beskæftiger os med herinde. Reaktorerne på Risø
blev ikke bygget på én dag, og det samme kan man bestemt også
sige kommer til at gælde for afviklingen. Tidsfaktoren i
afviklingen, omkostningerne, det miljømæssige aspekt og
opbevaringen af det radioaktive affald viser også, at det var
en rigtig beslutning, der blev truffet i 1985, om, at a-kraft
ikke længere var en del af dansk energipolitik.
Kl. 10.40
Forarbejdet til dette beslutningsforslag har stået på i
nogle år, og Socialdemokratiet er meget tilfreds med, at der
lægges op til en hurtig afvikling af anlægget på Risø. Såvel
de økonomiske som de kompetencemæssige og de miljømæssige
argumenter taler for sådan en løsning, og det ville også være
dybt, dybt uetisk at efterlade denne byrde til vore
efterkommere. Men helt afgørende for os er det også, at
afviklingen sker på en sikkerhedsmæssig, arbejdsmiljømæssig
og miljømæssig optimal måde.
Der er overhovedet ikke nogen perspektiver i at trække
afviklingen længere ud end højst nødvendigt eller etablere en
betonskal omkring anlægget, som også er et af de scenarier,
der er undersøgt, vejet og fundet alt, alt, alt for let. En
hurtig afvikling vil tage op til 20 år, før arealerne kan
bruges ubegrænset. Det er det mest perspektivrige, det er
også det mest rigtige, og det skal ske i regi af Dansk
Dekommissionering, som blev etableret for godt og vel 2 år
siden.
Socialdemokratiet har altid bakket op om, at hver
generation skal rydde op efter sig selv, og om det princip,
at hvert enkelt land så vidt muligt selv behandler og
opbevarer eget affald. Vi kan derfor også tilslutte os den
anden del af beslutningsforslaget, hvorefter der på netop de
præmisser skal udarbejdes et beslutningsgrundlag for et dansk
slutdepot for lav- og mellemradioaktivt affald. Det er
bestemt ikke nogen ukompliceret affære, hverken økonomisk,
tidsmæssigt, miljømæssigt eller sikkerhedsmæssigt, at
etablere et sådant slutdepot, men en helt afgørende
forudsætning for Socialdemokratiet er, at det ved
udarbejdelsen af beslutningsgrundlaget for depotet gøres helt
klart, at et kommende valg af plads til depotet sker i et
meget tæt samarbejde med de relevante amtslige og kommunale
myndigheder og de berørte borgere.
Det er også meget vigtigt for Socialdemokratiet, at det
kommende depot etableres på en sådan måde, at det giver
færrest mulige gener for vore efterkommere. Det nytter ikke
noget med en discountløsning, der måske kan give store
problemer om 50 eller 100 år. Det kunne vi simpelt hen ikke
være bekendt, men jeg tror heller ikke, det er et af de
punkter, der bliver de helt store stridsemner under
behandlingen af forslaget.
Jeg skal derfor på vegne af Socialdemokratiet give
tilslutning til beslutningsforslaget, som vi betragter som et
første skridt i den meget lange og meget dyre, men også meget
vigtige proces med afviklingen af de nukleare anlæg på Risø.
Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Hr. Jesper Langballe som ordfører.
Jesper Langballe (DF):
Når man læser regeringens beslutningsforslag om afvikling af
det radioaktiviserede anlæg på Risø, kan man næsten få det
indtryk, at når nu beslutningsforslaget er sat i værk, som
det er foreslået af den foretrukne entreprenør,
COWI-konsortiet - ja, så er problemet med det radioaktive
bygningsmateriale løst, og så er det væk. Men sådan forholder
det sig jo ikke. Skidtet er der stadig, det er bare flyttet
et andet sted hen, og som min partifælle, hr. Per Dalgaard,
spurgte lige før: Hvad koster det?
Videnskabsministeriet har flere gange understreget, at
det ikke er nødvendigt at have en plan for deponering af
affaldet klar for at træffe beslutning om afviklingen. Nej,
det er det vel ikke, men det forhindrer da ikke, at
regeringen godt kunne have fremlagt en sådan plan eller i det
mindste nogle overvejelser - om ikke som en del af
beslutningsforslaget, så dog som en konsekvens af det.
Da muligheden for at eksportere affaldet til et udland
afvises, melder spørgsmålet sig: Hvem skal så have det? Skal
det f.eks. graves ned i en salthorst i Thy, som jeg har hørt
rygter om? Uanset hvor dybt man nedgraver de eksisterende
5.000 tromler oplagret radioaktivt affald og de rundt regnet
1.200 t, der kommer til, er affaldet jo stadig radioaktivt,
og hvis beslutningsforslaget havde luftet nogle lidt
detaljerede overvejelser om deponeringen, hvis der havde
været nævnt nogle mulige lokaliteter, og hvis de lokaliteter
så var blevet hørt - ja, så er det jo ikke sikkert, at
høringssvarene havde været entydigt positive.
Nu ved jeg godt, at der jo ikke er tale om
højradioaktivt, men i altovervejende grad om mellem- eller
lavradioaktivt affald, som udgør en stærkt begrænset risiko.
Men sådan forholder det sig jo også, hvis det radioaktive
bygningsmateriale bliver, hvor det er.
Risø har ligget der i 40 år. Politikere og andet godtfolk
vandrer den dag i dag ind og ud af bygningerne, og
argumentationen for, at den ikke godt kunne blive liggende i
40 år til og blive mindre og mindre radioaktiv, er for mig
ikke helt indlysende.
Kl. 10.45
Jeg har forstået, at ministeren var inde på den samme
tanke før sommerferien, men det er altså blevet sådan, som
COWI-konsortiet anbefaler det, og det kan jeg godt forstå de
gør.
Muligheden er ganske vist nævnt, og vi får at vide, at
man har regnet på den. Men kendskabet til de beregninger
kunne ministeriet vel egentlig godt have delt med
Folketinget.
De to klareste argumenter for at afvikle nu forekommer
mig at være hensynet til den ekspertise og erfaring med
anlæggene, der lige nu er at trække på i forbindelse med
Risø, men ikke om 30 eller 40 eller 50 år, og så den
omstændighed, at den mest radioaktive del af anlægget, Hot
Cells, som indtil 1989 blev brugt til undersøgelser af
eksperimentelt bestrålet uranbrændsel, rummer så langlivede
isotoper, at de angivelig vil være i aktivitet om 100 år.
Men, og nu spørger jeg ministeren, ville det eventuelt
være en mulighed - det er ikke noget forslag; det har jeg jo
ikke begreb skabt om - at fjerne Hot Cells og lade resten
ligge? Kunne man tænke sig nogle mellemløsninger i stedet for
den meget firkantede radikale og kortvarige løsning, som
firmaet foreslår?
Den målsætning, som ministeren flere gange gentager, at
hver generation skal rydde op efter sig selv, er jo smuk og
rigtig. Et folk består virkelig ikke bare af den nulevende
befolkning; der skal også lovgives under hensyn til de
kommende generationer. Men denne fortrinlige folkelige
moralske rettesnor kan jo lige så vel gøres gældende for en
række andre politiske områder. Det er f.eks. forbryderisk,
hvis en generation fylder landet med udlændinge i et antal,
så vores børnebørn risikerer at blive et etnisk mindretal i
deres eget land, eller hvis folkeskolen bliver forsømt, så
børnene vokser op som uvidende barbarer.
I de der analoge eksempler er der jo tale om problemer,
som med tiden vokser til det uoverskuelige, hvis man lader
stå til. Hvis man derimod vælger at lade Risø måske delvis
ligge under opsyn, hvor det ligger, så vil problemet
tværtimod aftage og til slut forsvinde.
Med disse forbehold for vores stillingtagen håber Dansk
Folkeparti at få de nævnte spørgsmål nærmere belyst under
udvalgsarbejdet.
Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Fru Else Theill Sørensen som ordfører.
Else Theill Sørensen (KF):
Da vores ordfører, fru Pia Christmas-Møller, ikke kunne være
til stede i salen i dag, skal jeg på vegne af Det
Konservative Folkeparti fremføre følgende:
Det Konservative Folkeparti ser positivt på begge dele
af dette forslag, nemlig den del, der angår afviklingen af de
nukleare anlæg på Forskningscenter Risø, og den anden del,
der vedrører problemstillingen om oprettelsen af et slutdepot
for lav- og mellemradioaktivt affald.
Vi ser ingen grund til at vente med dekommissioneringen
- det er nok nemmere at sige afviklingen - af anlæggene. Vi
finder det væsentligt, at de medarbejdere, der har været
involveret i planlægningen af afviklingen, også får mulighed
for at indgå i arbejdsprocessen omkring selve afviklingen.
Det handler med andre ord om at handle, mens den fornødne
ekspertise er for hånden.
Vi bør ikke lade denne sag stå hen og dermed påføre
kommende generationer en opgave, som vi i dag har redskaberne
og kompetencen til at tage hånd om. Det Konservative
Folkeparti går derfor ind for den hurtigst mulige afvikling.
Det vil sige den tidshorisont, som er mellem 11 og 20 år.
I VVM-redegørelsen for afviklingen anføres det, at der
først kan være tale om en fuldstændig afvikling, når der er
opført et slutdepot. Afviklingen er med andre ord afhængig
af, at vi samtidig tager endelig stilling til
deponeringsspørgsmålet. Vi bør således udarbejde det fornødne
beslutningsgrundlag, for at deponeringen indgår i den samlede
løsning for afviklingen af nukleare anlæg på Forskningscenter
Risø.
Vi støtter således forslaget i sin helhed.
Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Fru Anne Grete Holmsgaard som ordfører.
Kl. 10.50
Anne Grete Holmsgaard (SF):
I SF finder vi det særdeles fornuftigt, at regeringen lægger
op til at fjerne anlæggene i de kommende år, ud fra to
betragtninger, dels betragtningen om, at hver generation bør
rydde op efter sig selv, dels betragtningen om, at det er nu,
vi fortsat har en ekspertise på området; den kan vi ikke
forventes at have om flere år.
Vi er således enige i den første del af forslaget, idet
vi betragter formuleringen »til ubegrænset brug« som en
formulering, der også indeholder muligheden for, at et
slutdepot kunne ligge på Risøs nuværende grund. Vi er også
enige i, at der skal udarbejdes et beslutningsgrundlag for et
depot for lav- og mellemradioaktivt affald. Vi er glade for,
at regeringen på det her område afviser at eksportere sig ud
af problemerne, men vi har en række spørgsmål til regeringens
forslag om at finde en international løsning for det
højradioaktive affald eller, som det hedder, de langlivede
isotoper.
Med hensyn til det beslutningsgrundlag, der skal
udarbejdes for slutdepotet, mener vi dog, at vi allerede nu
bør fastlægge nogle principper for depotet, og vi vil konkret
pege på følgende tre principper, som vi mener bør være
retningsgivende eller rettesnore for det beslutningsgrundlag,
der skal udarbejdes.
For det første bør der efter vores mening være tale om
et reversibelt depot. Det vil sige et depot, hvor man til
enhver tid kan komme til de materialer, der er deponeret i
depotet. For os betyder det, at vi allerede på forhånd
afviser det, vi vil kalde en svensk løsning, hvor man
deponerer under havbunden. Vi mener heller ikke, det er
hensigtsmæssigt at deponere f.eks. i en salthorst. Ved begge
løsninger vil der være tale om, at man ikke kan komme til
materialerne efterfølgende.
Tilbage står den mulighed, der består i at deponere på
eller i overfladen af jordoverfladen. Det har udvalget i
øvrigt haft mulighed for at se på i England for ikke så lang
tid siden, lige godt og vel et år siden. Det var det ene
princip.
Det andet princip går på, at vi mener, at depotet bør
etableres på en måde, hvor det kan fungere som model for
andre lande med lav- og mellemradioaktivt affald. Det vil
sige en model, hvor der er et højt sikkerhedsniveau, og her
er vi glade for, at regeringen med beslutningsforslaget
lægger op til, at der skal være et højt sikkerhedsniveau, og
at man ikke ønsker at slække på det, i det tilfælde at de
kommende EU-direktiver skulle medføre en slækkelse.
Men vi synes også, det her bør være en model, hvor
regeringen også går foran i forhold til drøftelserne af hele
den nuclear package, som er fremlagt af EU-Kommissionen, hvor
vi mener, det er afgørende, at man fra dansk side kæmper for,
at der ikke bliver tale om en slækkelse af
sikkerhedsniveauet.
For det tredje mener vi, at det ville være fornuftigt at
lade det indgå i beslutningsgrundlaget at få en plan for,
hvordan man kan minimere de fremtidige mængder af radioaktivt
affald. Der vil jo hele tiden komme radioaktivt affald fra
hospitalerne og fra industrien. Vi synes egentlig, at man
burde bruge det samme princip, som man gør med andre farlige
kemikalier, nemlig at dér, hvor man kan substituere med
noget, der er mindre farligt, går man ind og substituerer, og
det kunne man jo passende lave i en sådan plan.
Så til slut med hensyn til en international løsning: Som
udgangspunkt mener vi, at man skal tage sig af sine egne
problemer og ikke eksportere sig ud af dem. Men jeg vil dog
godt sige, at vi ikke nødvendigvis er fuldstændig afvisende
over for en international løsning. Det kommer meget an på,
hvad det er for en type løsning. Der kunne godt være fornuft
i at lave en fælles løsning mellem et antal lande, der har
forsøgsreaktorer og har højradioaktivt affald. Det kunne
f.eks. være Norge, Sverige, Danmark, men det kunne også være
andre lande.
Hvis det skal være en mulighed, må det imidlertid være
klart, at Danmark også er åben for, at den deponering, som jo
er særlig omkostningsfyldt og skal omgærdes med særlige
sikkerhedsforanstaltninger, bliver en, der sker i Danmark.
Altså hvis udgangspunktet er, at en international løsning
nødvendigvis må indebære, at det skal være et andet sted end
i Danmark, så er vi meget negative over for den på forhånd,
og så tror vi ikke på, at det bliver en løsning, der er
anderledes end almindelig eksport.
Kl. 10.55
(Kort bemærkning).
Per Dalgaard (DF):
Jeg vil gerne spørge fru Anne Grete Holmsgaard, om hun har
gjort sig nogle tanker om, hvilke faciliteter der skal
opbygges, hvis det radioaktive affald skal deponeres på
overfladen. Det er jo ikke almindeligt affald, som man f.eks.
kan have det på en losseplads. Jeg forestiller mig, at der i
hvert fald skal være en form for hegn omkring det. Der skal
være en form for overvåget adgang til det pågældende område,
hvor man har sådan noget radioaktivt affald - altså en
konstant, vedvarende politimæssig eller militær overvågning
af et sådant areal, hvor man på overfladen vil opbevare sådan
noget.
(Kort bemærkning).
Anne Grete Holmsgaard (SF):
Jeg vil da gerne sige til hr. Dalgaard, at det har jeg da
bestemt gjort mig overvejelser om, og i hele det meget
fyldige materiale, der ligger som baggrund for det
beslutningsforslag, vi behandler her, er der jo også masser
af overvejelser om det.
Jeg har bl.a. gjort mig den overvejelse, da jeg besøgte
anlægget i London som del af Videnskabsudvalgets rejse i
februar eller marts i 2002, hvor det lav- og
mellemradioaktive affald er deponeret i tønder, sådan at det
er klart, hvad der ligger hvor, og sådan, at man kan komme
til det. Jeg mener da, det vil være fornuftigt at have den
del af depotet struktureret sådan, at man har det
lavradioaktive affald, som henfalder først, yderst, så man
kan fjerne det efterhånden.
Med hensyn til det højradioaktive kræver det
selvfølgelig nogle helt særlige beskyttelsesforanstaltninger,
men jeg mener, det er vildt overdimensioneret, hvis hr.
Dalgaard mener, at der skal militær bevogtning til det lav-
og det mellemradioaktive affald. Det skal selvfølgelig
deponeres meget forsvarligt, og det skal selvfølgelig være
indhegnet, og det skal være struktureret systematisk.
Med hensyn til det højradioaktive kommer vi så til et
område, hvor det kunne være et mål for f.eks. terrorister, og
hvor det kan anvendes til noget andet, f.eks. til at udvikle
atombomber med. Det kan det lav- og mellemradioaktive affald
jo ikke.
Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Hr. Martin Lidegaard som ordfører.
Martin Lidegaard (RV):
Da Det Radikale Venstres ordfører ikke kan være til stede,
skal jeg hermed fremføre følgende på vegne af partiet:
Det er længe siden, der blev forsket i kernekraft på
Risø. Det Radikale Venstre støtter forslaget til en endelig
afvikling af det nukleare anlæg på Risø og oprettelsen af et
dansk slutdepot for radioaktivt affald. De grundige
forberedelser bag forslaget gør Det Radikale Venstre trygge
ved, at det videre arbejde med nedlukningen sker på ansvarlig
vis.
Med hensyn til det såkaldt lav- og mellemaktive affald
er det vigtigt for Det Radikale Venstre, at placeringen af
slutdepoterne granskes nøje, så den mest hensigtsmæssige
geografiske placering af depoterne sikres og også gerne med
et sæt af principper bag.
Vi noterer os, at det farligste affald transporteres til
USA til opbevaring i deres store depoter, men ikke desto
mindre er offentlighed i hele processen af stor vigtighed, så
der ikke dannes myter om placeringen af det atomare affald.
Det er også svært at lade være med at benytte
anledningen til at glædes over, at vi ikke har et større
problem, end vi har. Dengang tilbage i starten af 1970'erne,
hvor man startede forskning på Risø, diskuterede man jo, om
man i det hele taget skulle have atomkraft i Danmark. Dengang
var en ofte fremført argumentation fra tilhængernes side:
Problemerne løser sig med tiden. Vi finder teknologiske
løsninger, så lad os bare smække affaldet ned, og så vil
tiden løse problemerne for os. Det er 30 år siden.
Der eksisterer i dag stadig væk ikke ordentlige
teknologiske løsninger. Jeg siger det kun, fordi man en
sjælden gang imellem rent faktisk møder politikere, der
mener, at atomkraft er en bæredygtig løsning. Når man
betænker, hvor dyrt det bliver for os at løse bare dette
lillebitte problem, og hvis man regner den udgift med ind,
når man skal til at vurdere forskellige energiformer over for
hinanden, så tror jeg, vi skal takke de folk, der dengang
sparede os for den form for udgifter i Danmark i dag.
Og med disse ord kan vi altså støtte forslaget.
Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Pernille Rosenkrantz-Theil som ordfører.
Pernille Rosenkrantz-Theil (EL):
Man skal selv rydde op efter sig. Den sætning går igen fra
børneværelset, daginstitutioner og også til miljødebatten.
Heldigvis for det.
Kl. 11.00
Det her beslutningsforslag handler om at sætte
oprydningen efter de nukleare aktiviteter på Risø på skinner,
altså skabe grundlaget for at kunne komme i gang. Det kan
Enhedslisten grundlæggende støtte.
Vi skal ikke lægge skjul på, at vi finder det glædeligt,
at de nukleare aktiviteter på Risø nu afvikles.
Vi anerkender, at der nu forestår et større
oprydningsarbejde i forbindelse med Risøs reaktorer. Vi er
grundlæggende enige i at forsøge at få ryddet op så hurtigt
som muligt og få gjort området rent så hurtigt som muligt,
altså inden for en 11-20 år, som det fremgår.
Vi anerkender ligeledes, at det radioaktive affald må
håndteres og placeres her i landet. Vi kan læse os til, at
det ikke er nogen nem og ukompliceret proces, regeringen
finder det nødvendigt at sætte i gang. Der skal laves flere
undersøgelser, før man overhovedet kan begynde at tale om en
konkret placering. Det forstår vi godt, for netop håndtering
og placering af radioaktivt affald er en beslutning, som vil
have konsekvenser i flere hundrede år fremover. Derfor er det
vigtigt for os, at der er maksimal åbenhed omkring processen,
som nu sættes i gang.
Jeg glæder mig ligesom hr. Martin Lidegaard over, at man
ikke fik a-kraft i Danmark, og man dermed kun står med det
her relativt lille problem sammenlignet med lande, som
faktisk indførte a-kraft. Når man tænker på, hvor lang og
besværlig en proces vi skal igennem med de her forsøg, så
kunne jeg lige have forestillet mig, hvad der var sket, hvis
de partier, der havde villet det dengang, faktisk havde fået
gennemført a-kraft i Danmark.
Men som sagt kan vi støtte det her forslag.
Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Fru Bodil Kornbek, ordfører.
Bodil Kornbek (KRF):
Kristeligt Folkeparti kan også støtte beslutningsforslaget om
afvikling af nukleare anlæg på Forskningscenter Risø. Den
viden og det kendskab, der er til de pågældende anlægs
betydning og funktion, er jo netop til gavn i processen for
afviklingen. Argumentet om, at vi selvfølgelig også er
ansvarlige og rydder op efter os selv, er også et, vi kan
tilslutte os, og dermed også hele afviklingsprocessen.
Vi skal selvfølgelig også forholde os til en permanent
løsning for bortskaffelsen af affald fra nukleare anlæg samt
radioaktivt affald fra sundhedssektoren og industrien. Derfor
støtter vi også regeringens ønske om at påbegynde en
udarbejdelse af et beslutningsgrundlag for et slutdepot for
lav- og mellemaktivt affald.
Vi er helt enige med regeringen om, at radioaktivt
affald selvfølgelig bør bortskaffes i det land, hvori det er
produceret, og det ser vi også med tilfredshed står i
forslaget.
Derudover er der de store spørgsmål netop omkring
depotplacering, som selvfølgelig er noget, vi vil gå ind og
være meget opmærksomme på. Der er det sikkerhedsmæssige
spørgsmål omkring de her ting, men også miljømæssige hensyn
er vigtige.
Men vi kan tilslutte os forslaget.
Videnskabsministeren (Helge Sander):
Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for tilslutningen,
tak for nogle gode indlæg. Også tak, fordi der ikke blev
skabt en dramatisk stemning omkring et emne, som jo gennem
årene har givet anledning til megen heftig debat.
Jeg vil også gerne sige, at jeg ikke føler, der er grund
til at skabe dramatik. Dels ligger der altså et ganske godt
og grundigt gennemarbejdet materiale, og dels er
problematikken omkring Risø jo slet ikke af dimensioner som
dem, vi hører om fra det store udland.
Det ændrer jo ikke ved, at vi står foran en opgave,
hvortil der knytter sig en række spørgsmål, der skal løses og
tages stilling til. Derfor vil jeg gerne her fra Folketingets
talerstol reklamere for og endnu en gang indbyde til det
møde, som vi har arrangeret næste onsdag for fire af
Folketingets udvalg, nemlig Udvalget for Videnskab og
Teknologi, Miljø- og Planlægningsudvalget, Sundhedsudvalget
og Kommunaludvalget.
Her giver vi simpelt hen Folketingets medlemmer mulighed
for at møde de folk, som har et dyberegående kendskab til den
her meget tekniske og på visse områder meget indviklede
problemstilling, og hvor jeg håber, at vi så kan få afklaret
nogle af de ting, som selvfølgelig møder ordførerne, når man
sidder med det lovforslag, vi har til behandling her i dag.
En række af de temaer, som blev berørt af ordførerne,
vil vi nok passende kunne diskutere ved den anledning og så
selvfølgelig mere konkret få afklaret de spørgsmål, der må
stilles i udvalget. Men jeg vil dog gerne lige gøre stop ved
et enkelt indlæg her i dag, og det var det, hr. Jesper
Langballe kom med, for jeg blev taget til indtægt for noget,
som har generet mig ganske kraftigt gennem flere måneder.
Kl. 11.05
På min første sommerferiedag læste jeg i en af de store
morgenaviser, at videnskabsministeren gik ind for, at vi bare
skulle lade Risø stå til i 85 år.
Jeg har aldrig talt med den pågældende avis, og jeg har
aldrig nogen sinde haft den tanke. Men der, hvor man hentede
det, var fra et af de scenarier, som vi har set i materialet,
der ligger fra konsulentarbejdet, hvor vi jo har bedt om at
få så mange scenarier som muligt. Og det er helt fint. Det
var helt flot, at de løste den opgave, som de var bedt om.
Men det er aldrig noget, jeg har ønsket at lægge navn til, og
jeg har aldrig følt, at det var en god løsning.
Derfor må jeg skuffe hr. Jesper Langballe og sige, at
jeg altså er enig med de synspunkter og også de begrundelser,
som er kommet fra hovedparten af ordførerne i dag, nemlig at
vi har en forpligtelse til at løse opgaven. Og vi har en
forpligtelse til, at vi gør det hurtigst muligt primært af
hensyn til de medarbejdere, som vi i dag har på Risø, og som
nok vil være de bedste til at hjælpe os med det.
Derfor har vi valgt den korteste løsning, som jeg også
forstår, der har været tilslutning til her. Jeg må også give
hr. Torben Hansen ret, når han med et smil her i dag siger,
at vi er hurtige, og så efterfølgende siger, at det jo er 20
år. Normalt er et sådant forløb heller ikke til mit
temperament, når det skal gå hurtigt, men i den her sag er
det, så vidt jeg kan se, den rigtige løsning.
Så spørger hr. Jesper Langballe, om ministeren er
indstillet på en mellemløsning. Jeg ved ikke, om man
undervejs kunne sige, at nogle af de murbrokker, som måske er
fjernest fra selve kernen, ikke har den samme status som
andre dele af det materiale, der kommer ud. De
detailspørgsmål vil jeg slet ikke tage stilling til her. Det
vil jeg bede om, at vi kan drøfte sammen med de eksperter,
som har langt større viden, end i hvert fald jeg har, og jeg
tror også, end hovedparten af ordførerne har.
Men som udgangspunkt er jeg glad for, at der er
tilslutning til de hovedlinjer og det sigte, der er med hele
beslutningsforslaget. Så må vi erkende, at der er lang vej
tilbage, men vi har nu fået et afsæt, som gør, at vi kan
komme i gang med den store opgave, som forestår på Risø.
Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.
Afstemning
Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udvalget for
Videnskab og Teknologi.
Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.
(Ophold). Det er vedtaget.
