Videnskabsministeren (Helge Sander):
Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for tilslutningen,
tak for nogle gode indlæg. Også tak, fordi der ikke blev
skabt en dramatisk stemning omkring et emne, som jo gennem
årene har givet anledning til megen heftig debat.
Jeg vil også gerne sige, at jeg ikke føler, der er grund
til at skabe dramatik. Dels ligger der altså et ganske godt
og grundigt gennemarbejdet materiale, og dels er
problematikken omkring Risø jo slet ikke af dimensioner som
dem, vi hører om fra det store udland.
Det ændrer jo ikke ved, at vi står foran en opgave,
hvortil der knytter sig en række spørgsmål, der skal løses og
tages stilling til. Derfor vil jeg gerne her fra Folketingets
talerstol reklamere for og endnu en gang indbyde til det
møde, som vi har arrangeret næste onsdag for fire af
Folketingets udvalg, nemlig Udvalget for Videnskab og
Teknologi, Miljø- og Planlægningsudvalget, Sundhedsudvalget
og Kommunaludvalget.
Her giver vi simpelt hen Folketingets medlemmer mulighed
for at møde de folk, som har et dyberegående kendskab til den
her meget tekniske og på visse områder meget indviklede
problemstilling, og hvor jeg håber, at vi så kan få afklaret
nogle af de ting, som selvfølgelig møder ordførerne, når man
sidder med det lovforslag, vi har til behandling her i dag.
En række af de temaer, som blev berørt af ordførerne,
vil vi nok passende kunne diskutere ved den anledning og så
selvfølgelig mere konkret få afklaret de spørgsmål, der må
stilles i udvalget. Men jeg vil dog gerne lige gøre stop ved
et enkelt indlæg her i dag, og det var det, hr. Jesper
Langballe kom med, for jeg blev taget til indtægt for noget,
som har generet mig ganske kraftigt gennem flere måneder.
Kl. 11.05
På min første sommerferiedag læste jeg i en af de store
morgenaviser, at videnskabsministeren gik ind for, at vi bare
skulle lade Risø stå til i 85 år.
Jeg har aldrig talt med den pågældende avis, og jeg har
aldrig nogen sinde haft den tanke. Men der, hvor man hentede
det, var fra et af de scenarier, som vi har set i materialet,
der ligger fra konsulentarbejdet, hvor vi jo har bedt om at
få så mange scenarier som muligt. Og det er helt fint. Det
var helt flot, at de løste den opgave, som de var bedt om.
Men det er aldrig noget, jeg har ønsket at lægge navn til, og
jeg har aldrig følt, at det var en god løsning.
Derfor må jeg skuffe hr. Jesper Langballe og sige, at
jeg altså er enig med de synspunkter og også de begrundelser,
som er kommet fra hovedparten af ordførerne i dag, nemlig at
vi har en forpligtelse til at løse opgaven. Og vi har en
forpligtelse til, at vi gør det hurtigst muligt primært af
hensyn til de medarbejdere, som vi i dag har på Risø, og som
nok vil være de bedste til at hjælpe os med det.
Derfor har vi valgt den korteste løsning, som jeg også
forstår, der har været tilslutning til her. Jeg må også give
hr. Torben Hansen ret, når han med et smil her i dag siger,
at vi er hurtige, og så efterfølgende siger, at det jo er 20
år. Normalt er et sådant forløb heller ikke til mit
temperament, når det skal gå hurtigt, men i den her sag er
det, så vidt jeg kan se, den rigtige løsning.
Så spørger hr. Jesper Langballe, om ministeren er
indstillet på en mellemløsning. Jeg ved ikke, om man
undervejs kunne sige, at nogle af de murbrokker, som måske er
fjernest fra selve kernen, ikke har den samme status som
andre dele af det materiale, der kommer ud. De
detailspørgsmål vil jeg slet ikke tage stilling til her. Det
vil jeg bede om, at vi kan drøfte sammen med de eksperter,
som har langt større viden, end i hvert fald jeg har, og jeg
tror også, end hovedparten af ordførerne har.
Men som udgangspunkt er jeg glad for, at der er
tilslutning til de hovedlinjer og det sigte, der er med hele
beslutningsforslaget. Så må vi erkende, at der er lang vej
tilbage, men vi har nu fået et afsæt, som gør, at vi kan
komme i gang med den store opgave, som forestår på Risø.
