Forrige

Else Theill Sørensen (KF):
Da vores ordfører, fru Pia Christmas-Møller, ikke kunne være til stede i salen i dag, skal jeg på vegne af Det Konservative Folkeparti fremføre følgende:
     Det Konservative Folkeparti ser positivt på begge dele af dette forslag, nemlig den del, der angår afviklingen af de nukleare anlæg på Forskningscenter Risø, og den anden del, der vedrører problemstillingen om oprettelsen af et slutdepot for lav- og mellemradioaktivt affald.
     Vi ser ingen grund til at vente med dekommissioneringen
- det er nok nemmere at sige afviklingen - af anlæggene. Vi finder det væsentligt, at de medarbejdere, der har været involveret i planlægningen af afviklingen, også får mulighed for at indgå i arbejdsprocessen omkring selve afviklingen. Det handler med andre ord om at handle, mens den fornødne ekspertise er for hånden. Vi bør ikke lade denne sag stå hen og dermed påføre kommende generationer en opgave, som vi i dag har redskaberne og kompetencen til at tage hånd om. Det Konservative Folkeparti går derfor ind for den hurtigst mulige afvikling. Det vil sige den tidshorisont, som er mellem 11 og 20 år.
     I VVM-redegørelsen for afviklingen anføres det, at der først kan være tale om en fuldstændig afvikling, når der er opført et slutdepot. Afviklingen er med andre ord afhængig af, at vi samtidig tager endelig stilling til deponeringsspørgsmålet. Vi bør således udarbejde det fornødne beslutningsgrundlag, for at deponeringen indgår i den samlede løsning for afviklingen af nukleare anlæg på Forskningscenter Risø. Vi støtter således forslaget i sin helhed.

Næste