Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Jeg vil gerne takke for forespørgslerne om udviklingen i FN's
bestræbelser på at afvikle Iraks masseødelæggelsesvåben og
muligheden for et USA-ledet angreb på Irak.
Da Irak i august 1990 angreb nabolandet Kuwait, var det
en eklatant overtrædelse af FN's Pagt. Reaktionen fra det
internationale samfund var stærk og faldt prompte. En
amerikansk ledet multinational militærkoalition under mandat
fra FN's Sikkerhedsråd tvang Saddam Hussein til at opgive
besættelsen af Kuwait. Også Danmark bidrog til den
internationale FN-styrke i Golfkrigen, bl.a. med korvetten
»Olfert Fischer«.
Som betingelse for den våbenhvile, der endte Golfkrigen
i marts 1991, måtte Irak acceptere, at landets lagre af
biologiske og kemiske masseødelæggelsesvåben skulle
destrueres. Tilsvarende skulle landets lagre af mellem- og
langdistancemissiler elimineres. Endelig skulle det sikres,
at landet ikke igen fik kapacitet til at fremstille sådanne
masseødelæggelsesvåben, herunder også atomvåben. Med
Sikkerhedsrådets resolution 687 af 1991 blev FN's særlige
kommission for Irak nedsat, den såkaldte UNSCOM.
Våbeninspektørernes arbejde i Irak var fra starten
præget af det irakiske regimes chikanerier, trakasserier og
sabotage. Men på trods heraf lykkedes det i perioden 1991 til
1998 at destruere et større antal masseødelæggelsesvåben og
missiler og irakiske fabrikker til fremstilling af disse
forfærdelige våben.
Effektiviteten i denne afvæbning fik så i 1998 det
irakiske regime til at trække i nødbremsen.
Våbeninspektørerne blev simpelt hen nægtet yderligere adgang
til Irak. Som modtræk oprettede Sikkerhedsrådet i 1999 FN's
overvågnings-, verifikations- og inspektionskomité for Irak
under ledelse af Hans Blix, der tidligere var chef for det
internationale atomenergiagentur. Heller ikke Hans Blix'
våbeninspektører har dog fået adgang til Irak.
Dette var status med hensyn til afvæbningen af Irak, da
vi i marts sidste år havde en forespørgsel om emnet. Og det
er desværre også status i dag. Siden 1998 har situationen
været fastlåst.
Terroranslaget mod USA den 11. september 2001 ændrede
det internationale samfunds holdninger på mange punkter. Det
afslørede vore demokratiers umiddelbare sårbarhed over for
internationale terrororganisationer med opbakning fra
skruppelløse regimer.
Der er ikke etableret nogen forbindelse mellem
begivenhederne den 11. september 2001 og regimet i Irak, men
det er ingen garanti for, at Saddam Hussein ikke kunne
fristes til at benytte terroren som instrument til at opnå
sine mål. Vi kan ikke sidde en sådan mulig trussel overhørig.
Derfor er der inden for det sidste halve års tid opstået
et stadig stærkere pres, for at Irak skal efterleve
Sikkerhedsrådets resolutioner. Vi er overbeviste om, at
regimet i Irak i dag besidder masseødelæggelsesvåben og
missiler. Det vil udenrigsministeren redegøre nærmere for.
USA har ført an i det fornyede og voksende pres på Irak.
For nylig gav regimet i Baghdad pludselig udtryk for, at FN's
våbeninspektører var velkomne uden betingelser. Vi kunne
altså se, at virkningen af USA's trusler om militær
konfrontation var tydelig.
Kl. 10.15
USA's præsident efterlod i sin tale til FN's
generalforsamling i september ingen tvivl om, at USA er fast
besluttet på at sikre, at Irak efterlever Sikkerhedsrådets
resolutioner. Præsident Bush lod det være klart, at USA ville
samarbejde tæt med FN's Sikkerhedsråd i forhold til Irak.
Jeg udtrykte i FN's generalforsamling støtte til
præsidentens beslutning om i første omgang at samle
international opbakning bag en ny resolution i FN for at øge
presset imod Saddam Hussein.
Sikkerhedsrådet er den institution, der er bedst skikket
til at håndtere Irakspørgsmålet. Det er den danske regerings
holdning, og det er EU's holdning. Vi støtter FN's
bestræbelser, og vi kræver, at Irak efterlever
Sikkerhedsrådets resolutioner og giver betingelsesløs adgang
for våbeninspektørerne, så de kan sikre, at Irak afvæbnes
fuldstændig for masseødelæggelsesvåben.
FN's Sikkerhedsråd vedtog i fredags efter lange og
vanskelige drøftelser en ny resolution, resolution 1441, om
Irak. Den præciserer de ufravigelige krav, som
Sikkerhedsrådet stiller til Irak, og den opstiller meget
skarpe tidsfrister for sagens videre gang. Irak har 7 dage
til at acceptere resolutionen. Inden 30 dage skal Irak
aflevere en oversigt over sine masseødelæggelsesvåben og
missiler. FN's våbeninspektører skal genoptage deres
inspektioner inden for 45 dage og afrapportere senest 60 dage
derefter.
Der ligger ikke i resolutionen nogen automatisk
bemyndigelse for FN's medlemslande til at gribe til våben
over for Irak, hvis Irak ikke retter sig efter resolutionens
krav. Nu skal Irak leve op til det internationale samfunds
krav. Hvis Irak snyder på vægten, vil Sikkerhedsrådet straks
mødes om sagen.
Jeg vil ikke her gå nærmere ind på EU's og regeringens
holdning til diverse hypotetiske situationer, der måtte opstå
i den kommende tid som konsekvens af Iraks manglende
efterlevelse af Sikkerhedsrådets krav.
Det, der er det vigtigste i øjeblikket, er at fastholde
den internationale solidaritet, og det er at opbygge et
maksimalt internationalt pres på det irakiske styre. Derfor
skal alle handlemuligheder - også militære - holdes åbne.
Det er det sidste udkald for Saddam Hussein. Følger Irak
ikke Sikkerhedsrådets påbud, må landet være klar over, at det
kan få konsekvenser. Jeg vil gerne understrege, at regeringen
naturligvis helst ser en fredelig løsning på konflikten med
Irak. Om dette håb kan opfyldes, er op til Saddam Hussein.
