Holger K. Nielsen (SF):
Jeg vil godt takke for besvarelserne. De er jo sådan set ikke
særlig overraskende, må jeg sige, og heller ikke i
betragtning af det tidspunkt, vi har denne forespørgsel på.
Det er jo indlysende nok, at man i en vis udstrækning
står i et vadested netop nu. Vi ved ikke helt, hvordan
FN-resolutionen vil blive efterlevet og fortolket, og derfor
er det også mit gæt, at det formentlig ikke er sidste gang,
vi behandler denne sag.
Men jeg er da meget tilfreds med udenrigsministerens
sidste betragtninger om, at man lægger meget vægt på, at den
fortsatte kontrol skal ligge i Sikkerhedsrådet, og at det er
en afgørende forudsætning for den danske regering.
For sandheden er, at det er et af de punkter, hvor der
ikke er fuldstændig enighed. Så sent som i dag er der en
artikel i New York Times, hvor Kofi Annan ser sig nødsaget
til at tage den amerikanske regering i skole og sige til den
amerikanske regering: Hov, hov, hov, nu må I lige styre jer
lidt, I kører en krigsretorik op, som simpelt hen er
upassende i forhold til det, som blev vedtaget i FN. Og som
han ifølge New York Times siger, så må en militær aktion
baseres på troværdige vidnesbyrd om Iraks obstruktion og ikke
på flimrende undskyldninger for at gå i krig - en ganske
stærk udtalelse fra FN's generalsekretær Kofi Annan, hvilket
jo også skal ses i sammenhæng med, at Richard Perle er gået
direkte til angreb på Hans Blix. Han siger simpelt hen, at
Hans Blix er for blød, han har ikke tillid til ham, og det
vil sige, at allerede før våbeninspektørerne er gået i gang,
har højtstående repræsentanter for den amerikanske regering
sået mistillid til våbeninspektørerne.
Jeg mener, at der allerede på det her punkt er så meget
flimmer, undskyld udtrykket, i den måde, det skal håndteres
på, at jeg synes, det er meget naivt i hvert fald at hævde,
at nu er verdenssamfundet enig om en bestemt strategi.
Det er verdenssamfundet ikke. Der blev vedtaget en resolution
i enighed, det var fint nok, men der er bestemt ikke særlig
enighed om, hvordan den skal fortolkes, heller ikke hvordan
det vil falde ud, når nu vanskelighederne begynder at opstå.
Kl. 10.30
Vores forudsætning for denne forespørgselsdebat er, at
der kommer en krig. Vi er ikke et sekund i tvivl om det. Den
amerikanske regering har besluttet, at der skal være krig.
Man kan i amerikanske aviser læse, som jeg sagde
indledningsvis, hvordan man har lagt den militære
planlægning. Infrastrukturen er ved at blive bygget op. Alt
forberedes til, at man kan starte en krig i starten af 2003.
Det er det, jeg synes vi skal forholde os til her i Danmark.
Jeg er godt klar over, at det ønsker regeringen ikke,
for man henholder sig til, at nu har vi jo et FN-spor, vi
kører ad. Men vi kommer ikke uden om at skulle forholde os
til det, og jeg synes i og for sig også, det er vigtigt, at
vi i demokratiet forholder os til, om vi skal støtte en sådan
krig.
I Tyskland var det et meget stort tema i den tyske
valgkamp, hvor den tyske befolkning forholdt sig til det,
mens vi her i Danmark konstant har stukket hovedet i busken
og ikke har villet forholde os til det.
Det afgørende spørgsmål, som skal stilles, er følgende:
Kan personen Saddam Hussein og det irakiske regime og de
frygtelige ting, de har begået, begrunde, at man indleder en
krig med de voldsomme konsekvenser, det vil få for den
irakiske civilbefolkning; de voldsomme konsekvenser, det vil
få for hele den mellemøstlige region; de voldsomme
konsekvenser, det kan få for Iraks fremtid? Det er det
spørgsmål, vi skal stille os. Er krig den sidste og eneste
mulighed for at komme videre i Mellemøsten?
For det andet: Er en krig mod Irak et egnet middel, hvis
man skal bekæmpe den internationale terrorisme?
Jeg mærkede mig, at statsministeren sagde, at der ikke
var påvist nogen sammenhæng mellem Saddam Hussein og
Al-Qaeda-netværket. Det var dog altid en erkendelse. Så siger
han, at man jo aldrig kan vide, om der på et tidspunkt kan
opstå en sådan forbindelse. Nej, det kan man ikke, for der er
mange ting, man ikke kan vide. Der kan opstå mange
forskellige ting. Al-Qaeda har netværk mange steder, og jeg
kan nævne mange steder, hvor de kan tænkes at få støtte.
Men betyder det, at man skal gå i krig mod de pågældende
steder? Eller rettere sagt, er en eller anden forventning om,
at der på et tidspunkt kan komme en sammenhæng mellem
Al-Qaeda og et regime, begrundelse nok for, at man indleder
en militær aktion imod det pågældende land?
Jeg synes det ikke, og det er det grundspørgsmål, som
jeg mener, at vi skal diskutere under debatten i dag.
