Den næste sag på dagsordenen var:
4) Første behandling af lovforslag nr. L 152:
Forslag til lov om ændring af lov om forbud mod
forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.
Af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen).
(Fremsat 29/1 2003).
Lovforslaget sattes til forhandling.
Forhandling
Lise Hækkerup (S):
For mere end 100 år siden havde H.C. Andersen allerede blik
for de besværligheder, der kan være for den, der er
anderledes end mængden, idet han i »Den grimme ælling« lader
ænderne sige: Han er anderledes, derfor skal han kanøfles.
Men begrebet er stadig sørgeligt aktuelt og ikke blot i
eventyrets andedam. For kanøflet bliver til stadighed de, der
på den ene eller anden måde er lidt anderledes. Det være sig
de gamle, de unge, de homoseksuelle, dem med en anden tro,
nationalitet, hudfarve, politisk anskuelse, etnisk oprindelse
eller et forkert køn.
Og når det handler om arbejdsmarkedets rekruttering af
ny arbejdskraft, viser erfaringerne på området, at
diskrimination ved jobbesættelser stadig er en reel barriere.
Kan det virkelig være rigtigt, at det at være bøsse kan
være til hinder for at få et job i en familiepleje? Det var
situationen for Frank Wolf Henriksen, og tidspunktet er ikke
i den grimme lovs tid, men i slutningen af 1990'erne.
Kan det virkelig være rigtigt, at det at være
stavehandicappet er til hinder for optagelse på Politiskolen?
Og kan det virkelig være rigtigt, at kvinder i den
fødedygtige alder har langt vanskeligere ved at få ansættelse
end deres mandlige kolleger? Og kan det virkelig være
rigtigt, at 38 pct. af forsmåede jobansøgere angiver etnisk
betinget diskrimination som årsag til afslag på en
jobansøgning? Det er på trods af, at de faglige og sproglige
forudsætninger hos indvandrerbefolkningen faktisk er blevet
bedre gennem de sidste par år, og at vi samtidig har oplevet
højkonjunktur.
Det er en situation, vi naturligvis ikke kan sidde
overhørig, og derfor hilser jeg det velkommen, at regeringen
vælger at fortsætte det arbejde, der blev startet med lovens
oprindelige ordlyd. Også selv om Venstre og De Konservative i
sin tid kategorisk afviste, at der kunne være nogen nytte af
lovgivning på det område.
Fristende er det her at citere Venstres ordfører fra
dengang. Han sagde ved tredjebehandlingen:
»Vi er i øvrigt ikke enige i, at Danmark ved
internationale forpligtelser skulle være forpligtet til
lovgivning«.
Men alle har vi jo lov til at blive klogere.
Men lovgives skal der. For selv om begge direktiver, der
behandles i dag, allerede er vedtaget i Europakommissionens
antidiskriminationspakke, så indeholder denne jo kun
hensigtsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af
forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnicitet,
religion eller tro, handicap, alder eller seksuel
orientering.
Socialdemokraterne gør sig ingen illusioner om, at man
gennem lovgivning kan løse alle problemer med
forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Men ligesom det
oprindelige forslag kan denne opdatering i forhold til
gældende direktiver sende et klart signal om, at vi ønsker en
holdningsændring rundtomkring på arbejdspladserne.
Vi har brug for, at arbejdsgiverne tager et ansvar for
at få integreret alle minoriteter på arbejdsmarkedet, og
første skridt på vejen er at sætte en stopper for
forskelsbehandlingen.
Det nye diskriminationskriterium, der indføres i loven,
så tro bliver defineret i bredere forstand end som blot
religion, finder vi positivt, ikke mindst i en tid hvor islam
er genstand for en voldsom mistænkeliggørelse. Det er vigtigt
at få sendt et signal om, at arbejdsgiverens fordomme over
for forskellige trosopfattelser på ingen måde kan være et
legitimt grundlag for at afvise en jobansøger.
Kl. 10.50
På samme måde hilser vi den dobbelte bevisbyrde
velkommen. Vi har den på kønsdiskriminationsområdet, og vi
støtter varmt, at den nu også skal gøre sig gældende på
arbejdsmarkedsområdet.
Som sagt er det glædeligt, at der endelig nu er bred
enighed om, at der skal lovgives i bestræbelserne på at komme
forskelsbehandling til livs. Men når det er sagt, vil jeg
gerne gøre det klart, at Socialdemokraterne ønsker en mere
ambitiøs ændring end den minimumsimplementering af
EU-direktivet, som ministerens forslag lægger op til. For på
trods af forslagets kvaliteter er det skuffende, at man ikke
har fundet anledning til at imødekomme ønsket om etableringen
af et klageorgan, der kan behandle sager om
forskelsbehandling. Mange diskriminationssager kommer aldrig
for en domstol. Det skyldes, at det for mange mennesker er
helt uoverskueligt både økonomisk og administrativt at føre
en retssag ved domstolene. Etableringen af et klageorgan vil
utvivlsomt hjælpe på dette problem og dermed sikre, at tanken
bag loven føres ud i livet.
Vi ser frem til udvalgsarbejdet, men allerede nu vil jeg
spørge ministeren: Hvem har egentlig fagretslig adgang til
at klage i dag?
Så skal jeg tilføje, at mine synspunkter dækker Det
Radikale Venstre, idet hr. Anders Samuelsen ikke kunne være
til stede i salen, og de dækker SF, idet hr. Ole Sohn ikke
kunne være til stede.
(Kort bemærkning).
Bent Bøgsted (DF):
Det, der kalder mig herop nu her, er, at jeg sådan lige
skulle spørge fru Lise Hækkerup om lovforslagets § 3. Der
står jo i stk. 4:
»Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver,
der træffer beslutning om medlemskab af og deltagelse i en
lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation ...«.
Det her betyder, at de socialdemokratiske fagforeninger
kan blive straffet, hvis de laver et eller andet modtræk mod
en fra de kristelige fagforeninger. Det er bare til oplysning
for fru Lise Hækkerup. Så kan de slæbe en fagforening i
retten, for det er forskelsbehandling fra arbejdskolleger
eller arbejdsgivere i det tilfælde her.
(Kort bemærkning).
Lise Hækkerup (S):
Det er jo netop derfor, jeg spørger ministeren til sidst:
Hvem har egentlig fagretslig adgang til det her?
Formanden:
Så er det hr. Bent Bøgsted som ordfører.
Bent Bøgsted (DF):
Sagt til fru Lise Hækkerup: Det er jeg jo også spændt på at
se. Det kan jo blive nogle sjove sager, der kommer ud af det.
Men der er nok ingen overraskelse over, at Dansk
Folkeparti ikke kan støtte forslaget, for det her hænger
sammen med det på integrationsområdet, som vi også sagde nej
til i forrige uge.
Som vi tidligere har set med andre love, er det her en
lov, der udspringer af EU's misforståelse og naivitet om,
hvad der skal gøres for at forbedre forholdene for
indvandrere og flygtninge. Det, der sker, er, at det gøres
sværere for danskerne at leve i deres eget land. Med loven i
hånd bliver danskerne en forfulgt menneskerace, hvis vi ikke
har fløjlshandsker på, når vi har med indvandrere og
flygtninge at gøre. Det er ikke rimeligt, og det vil vi ikke
være med til. Men det er selvfølgelig ingen overraskelse for
de andre partier.
Den her lov sammen med andre lignende er med til at
skabe omvendt racisme. Tænk bare på den jargon, der er
imellem arbejdere på en fabrik. Men det er der selvfølgelig
ikke ret mange af Folketingets medlemmer, der kender til.
Hvis en indvandrer føler sig generet, er det en forholdsvis
enkel sag med den her lov i hånden at lægge sag an mod en
arbejdskollega. Det vil i stedet for at være til gavn for
indvandrerne blive vendt imod dem selv. For tror man
virkelig, at den danske arbejder vil finde sig i det?
Tænk på arbejdsgiveren, der i en ansættelsessituation
sidder med en dansker og en indvandrer/flygtning, og hvor
arbejdsgiveren så vælger danskeren. Så er det en let sag for
indvandreren at lægge sag an mod arbejdsgiveren med krav om
erstatning på grund af forskelsbehandling. Det eneste,
indvandreren skal gøre, er at sandsynliggøre, at det skyldes
indvandreroprindelsen, at der ikke blev noget arbejde. Da der
er delt bevisbyrde, bliver det arbejdsgiveren, der skal
bevise, at det ikke skyldes indvandrerbaggrund, at det bliver
et nej til et job.
Kl. 10.55
Tror regeringen virkelig, at det vil være med til at få
flere indvandrere og flygtninge i job? Tværtimod kan det nemt
føre til, at arbejdsgivere ikke ønsker at indkalde
indvandrere til en jobsamtale. Hvorfor skulle de da det, hvis
de kan risikere at få en sag om forskelsbehandling på halsen?
Det kan nemt risikeres, at det bliver en umulig opgave
for arbejdsgiverne at hjælpe regeringen med at få flere
indvandrere i job. Dermed skyder regeringen sig selv i foden,
og det skyldes udelukkende en totalt misforstået tolerance og
godhed over for flygtninge og indvandrere, som EU lægger for
dagen, og regeringen følger bare trop uden at have en
selvstændig mening om det.
Jeg er egentlig overbevist om, at
flygtninge/indvandrergruppen ikke selv ønsker en lov som
denne. Det er ikke en lov, der gavner integrationen,
tværtimod vil den gøre det langt mere besværligt at integrere
flygtninge. Men det ser regeringen åbenbart stort på. Her
drejer det sig bare om at følge EU, så skidt med om det i
sidste ende skader det danske samfund.
Jeg synes, regeringen skulle gå i tænkeboks, før der
sker yderligere med denne lov. Det er nu engang, hvad der er
til gavn for Danmark, regeringen skal arbejde med. Det er
ikke alt, der kommer fra EU, som er gennemtænkt, hvilket
dette her lovforslag er et tydeligt tegn på.
Det virker, som om de ikke ved, hvad det er, de sidder
og laver i EU, men det er jo ikke noget nyt. Men jeg synes,
regeringen skulle overveje de indsigelser, der er fra
arbejdsgiverne. Det vil blive besværligt for arbejdsgiverne
at få indvandrere i job. De har ikke lyst til at risikere en
sag på halsen, og af den grund siger vi nej til det her
forslag.
(Kort bemærkning).
Lise Hækkerup (S):
Det synes, som om at repræsentanten for Dansk Folkeparti ikke
er i stand til at læse et lovforslags ordlyd indenad.
Det her forslag drejer sig ikke udelukkende om folk af
en anden herkomst end dansk. Det drejer sig om alle de
mennesker, som - for at bruge H.C. Andersens ord igen -
bliver kanøflet i dette samfund. Det er kvinder, det er de
handicappede, det er de homoseksuelle, det er dem med en
anden tro, det er dem med en anden religion osv., osv.
Ifølge repræsentanten for Dansk Folkeparti skulle alle
mænd altså smides ud af landet, alle handicappede skulle
smides ud af landet osv. for at forfølge den politik, som
altid har været gældende for Dansk Folkeparti.
(Kort bemærkning).
Line Barfod (EL):
Jeg må indrømme, at jeg også blev noget forbløffet, da jeg
hørte hr. Bent Bøgsted sige, at hvis vi vedtager dette
lovforslag, bliver danskere nødt til at flygte ud af landet.
Jeg er helt enig i, at der skal være plads til et vist
frisprog på arbejdspladserne. Det er der jo også, selv om vi
har sagt, at det er forbudt at forskelsbehandle kvinder, og
kvinder bliver altså stadig ansat i en række job.
Jeg synes, det er vigtigt, at man får sendt det signal,
at man får mulighed for at klage dér, hvor det bliver for
groft, dér, hvor det er chikane. Så må man jo på den enkelte
arbejdsplads tage hånd om, hvornår man synes at noget er
chikane, og hvornår det ikke er det.
Mange flygtninge/indvandrere vil jo gerne have det her
forslag. De kan godt håndtere forskellen på, at man har et
vist frisprog på arbejdspladsen. Det er der jo også mange
flygtninge/indvandrere, der har både indbyrdes og i forhold
til de kammerater, de omgås.
Det er jo noget andet end der, hvor man klager over
chikane. Chikane er jo noget andet, og det er det, der er
vigtigt at få fjernet netop for at fremme integrationen, og
fordi vi alle har krav på at blive behandlet ligeværdigt som
mennesker. Det er det, der er meningen at fremme med det her
forslag.
(Kort bemærkning).
Ulrik Kragh (V):
Jeg bliver nødt til at gøre hr. Bent Bøgsted opmærksom på, at
han ikke er den eneste, der har været aktiv på
arbejdsmarkedet på alle niveauer. Det er der faktisk mange,
der har.
Når det er sådan, at man har det, så synes jeg også, det
skurrer i ørerne, når der bliver sagt, at det her vil gøre
det dårligere for indvandrerne i den situation, hvor de skal
søge et job.
Situationen er jo den, at når man som arbejdsgiver søger
ansatte, så søger man dem, der har de bedste kvalifikationer,
og dem, der bedst kan varetage jobbet med de funktionskrav,
der er i det.
Derfor er jeg nødt til at sige til hr. Bent Bøgsted, at
det er tankevækkende, at man altid skal vende tingene på
hovedet.
Kl. 11.00
Det, det drejer sig om her, og det synes jeg hr. Bent Bøgsted bør forholde sig til, er, at der er en mulighed for, at man ikke længere skal kunne forskelsbehandle, uden at lønmodtageren er sikret via delt bevisbyrde. Det bør hr. Bent Bøgsted forholde sig til i stedet for at sige, at det er et spørgsmål om, at en arbejdsgiver overhovedet ikke vil tage nogen ind til en samtale.
(Kort bemærkning).
Bent Bøgsted (DF):
Først til fru Lise Hækkerup: Jeg er da klar over, at det her
ikke bare drejer sig om flygtninge, men det bliver generelt
den samme situation, uanset om det er flygtninge eller det
ikke er flygtninge.
Til fru Line Barfod: Jeg har ikke sagt, at danskere vil
flygte ud af landet på grund af det her. Jeg har sagt, at de
ikke vil finde sig i, at de kan blive straffet ved en forkert
udtalelse. Og jeg er sikker på, at der er rigtig mange
flygtninge, der egentlig ikke ønsker en forskelsbehandling
til gavn for dem. De vil gerne i store træk søge job på lige
fod med danskerne - det er jeg overbevist om - og det her
gavner ikke den situation, hvis de skal søge job på lige fod
med danskerne.
Og så til hr. Ulrik Kragh: Jeg synes ikke, jeg vender
tingene på hovedet; jeg ser meget realistisk på situationen.
Det er det, der sker her. Andet har jeg egentlig ikke at sige
til det.
Lars Barfoed (KF):
Det Konservative Folkeparti vender sig naturligvis mod enhver
form for urimelig forskelsbehandling, altså
forskelsbehandling på grundlag af kriterier, som er
fuldstændig irrelevante i forhold til folks arbejde. Det
gælder bl.a. spørgsmålet om tro, som jo er det begreb, vi nu
udvider reglerne med.
Derfor kan vi helt tilslutte os forslaget, som vi i
øvrigt også er forpligtet til at fremsætte i henhold til
EF-direktivet, men vi mener naturligvis også, at
EF-direktivet og dermed den danske lovgivning forfølger en
målsætning, som ethvert ordentligt samfund må forfølge,
nemlig at vi skal bekæmpe enhver form for urimelig
forskelsbehandling af mennesker.
Derudover mener vi, at dette lovforslag er fornuftigt og
udmærker sig ved, at det tilstræber en enkelhed. Ud over
direktivets krav gennemføres der en ensartet delt bevisbyrde
overalt. Det giver ikke den store forskel for virksomhederne,
men det forenkler reglerne for alle parter.
Det er også med tilfredshed, vi noterer, at der nu er
nogle mere klare definitioner, altså en klar definition af
forskelsbehandlingsbegrebet og en lovfæstelse af
proportionalitetsbegrebet. Også det medvirker til at gøre
reglerne mere klare og enkle for alle parter.
Vi har i Det Konservative Folkeparti noteret os, at der
er fremsat en række bemærkninger også af mere teknisk art fra
de parter, der er blevet hørt, og det vil vi naturligvis
vurdere nærmere under udvalgsbehandlingen.
Men altså fuld tilslutning fra Det Konservative
Folkeparti til forslaget, og jeg skal hilse fra Kristeligt
Folkepartis ordfører, fru Tove Videbæk, som ikke kan være til
stede her, og meddele, at Kristeligt Folkeparti også støtter
forslaget.
Formanden:
Der er mange hilsener i dag; nu mangler vi bare fra søens
folk.
Line Barfod (EL):
Jeg skal da gerne komme med en hilsen fra søens folk.
Først skal jeg sige, at jeg synes, det er meget
mærkeligt, at der har været så kort en høringsfrist. Jeg kan
ikke forstå, at man har sendt det ud den 26. september med en
høringsfrist til 4. oktober, og at vi så har
førstebehandlingen nu. Jeg synes, det er urimeligt, selv om
det er et EF-direktiv, folk har haft indsigt i i forvejen, at
man giver så kort en høringsfrist til organisationerne. Det
mener jeg altså man må gøre noget bedre en anden gang.
Så skal jeg sige, at Enhedslisten som udgangspunkt er
positiv over for det stillede forslag. På en række punkter er
der tale om forbedrede muligheder for at bekæmpe
forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.
Jeg vil især hæfte mig ved tre forhold:
For det første præciseringen af forskelsbehandling i
form af chikane, hvor forslaget fastslår, at der er tale om
chikane, hvis der er tale om uønsket adfærd set fra den
chikaneredes side. Samtidig er det også interessant, at
forslaget indebærer en pligt for arbejdsgiveren til at stille
et chikanefrit arbejdsmiljø til rådighed og i den forbindelse
fastslår det objektive arbejdsgiveransvar.
For det andet indføres delt bevisbyrde i sager om
forskelsbehandling
For det tredje indføres en beskyttelse mod efterfølgende
forfølgelse af personer, der har klaget over
forskelsbehandling.
Kl. 11.05
Når det er sagt, vil jeg tilføje, at Enhedslisten
betragter forslaget som mangelfuldt på flere punkter.
I første omgang handler det om de reelle
klagemuligheder, hvilket også har været rejst i forbindelse
med behandlingen af lovforslaget om etnisk ligebehandling.
Det vil i den forbindelse være oplagt at indføre et
uafhængigt klageorgan vedrørende forskelsbehandling på
arbejdsmarkedet på linje med Ligestillingsnævnets funktion i
forhold til kønsdiskrimination.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at ikke
mindst de faglige organisationer kan føre sager om
forskelsbehandling, men sagen er jo, at mange af de
mennesker, der står i fare for forskelsbehandling, har en så
løs tilknytning til arbejdsmarkedet, at de ikke har en faglig
organisation i ryggen. Også på den måde kan man se en
parallel til behandlingen af sager om kønsdiskrimination
efter ligebehandlingsloven. Her er det jo sådan, at
Ligestillingsnævnet kun behandler sager, som ikke behandles
gennem de faglige organisationer.
Det er altså Enhedslistens opfattelse, at der skal være
et uafhængigt klageorgan til behandling af sager om
forskelsbehandling, og hvis det bliver nødvendigt, vil vi
stille et ændringsforslag om det i forbindelse med
udvalgsbehandlingen.
Et andet problem i lovforslaget er, at
forskelsbehandling på grund af alder eller handicap er
udeladt. Det sker med henvisning til, at arbejdsmarkedets
parter vil prøve at overenskomstimplementere disse dele af
EF-direktivet.
Jeg vil godt sige, at Enhedslisten som udgangspunkt
betragter EF-direktivers implementering i overenskomsterne
som en uskik. Når stadig større dele af overenskomsterne
fyldes op med implementerede direktiver, udhules selve
grundlaget for overenskomsterne, nemlig aftalefriheden og
konfliktmulighederne.
I spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af alder
eller handicap kan jeg ikke se nogen særlig grund til at
adskille det fra de kriterier vedrørende forskelsbehandling,
der fremgår af lovforslaget. Man kan frygte, at
overenskomstimplementering ikke sikrer mod alle former for
forskelsbehandling.
Et oplagt eksempel er problemerne med annoncering, hvor
der typisk efterspørges arbejdskraft i en bestemt
aldersgruppe. Det er en medvirkende faktor til, at det er så
svært for de over 50-årige at komme tilbage på
arbejdsmarkedet, hvis de først er blevet arbejdsløse.
Under udvalgsbehandlingen vil vi have afklaret
problemerne med overenskomstimplementering af disse dele af
direktivet. Om nødvendigt vil vi også her stille et
ændringsforslag, og vi håber, at der blandt alle Folketingets
partier vil være opbakning til, at vi skal have et forbud mod
aldersdiskrimination, for det var der under de høringer, vi
har gennemført med Teknologirådet om det aldrende samfund,
hvor alle var enige om, at vi skal have fjernet den
aldersdiskrimination, der finder sted i dag.
Med disse bemærkninger vil Enhedslisten som sagt gå
positivt ind i udvalgsbehandlingen.
Ulrik Kragh (V):
EU har vedtaget et direktiv om etnisk ligebehandling og et
beskæftigelsesdirektiv. De to direktiver giver bl.a. en række
vilkår for, hvordan man skal agere uden forskelsbehandling.
Lovforslaget, vi behandler her, har til hensigt at
indføre de for arbejdsmarkedet aktuelle bestemmelser i de to
direktiver, altså de bestemmelser, som vi ikke allerede har i
dansk lovgivning, i loven om forskelsbehandling på
arbejdsmarkedet.
Konkret betyder lovændringen, at kriteriet tro opfattes
som et diskriminationskriterium på lige fod med religion. Tro
defineres i bemærkningerne til loven som et bredere begreb
end almindeligt anerkendte religioner. Der er altså tale om
en udvidelse af området, hvor man ikke må forskelsbehandle.
Der indføjes i loven, hvordan forskelsbehandling
defineres. Definitionen præciseres både for direkte og
indirekte forskelsbehandling samt chikane og instruktion om
forskelsbehandling. Disse definitioner uddybes endvidere i
bemærkningerne.
Specielt kan opmærksomheden henledes på beskrivelsen af
indirekte forskelsbehandling, hvor det fastslås, at en
arbejdsgiver godt må stille nødvendige og objektivt
begrundede saglige krav. Det kan f.eks. være sprogkrav,
såfremt en konkret vurdering af formålet med sprogkravet er
sagligt og proportionalt i forhold til opgaven. Det samme gør
sig gældende med f.eks. beklædningskrav, der er begrundet i
et almindeligt krav til uniformering.
Såfremt en person føler sig forskelsbehandlet, har
vedkommende mulighed for at fremføre sin sag under reglerne
om delt bevisbyrde.
Det skal fremføres, at en række
arbejdsgiverorganisationer i høringssvarene har fundet dette
urimeligt. Venstre finder det underligt, om man i en sag om
etnisk forskelsbehandling skulle have anderledes bevisbyrde
end i en sag, hvor en person f.eks. har været udsat for
forskelsbehandling, fordi vedkommende er udlænding. Det er
hensigtsmæssigt med samme retsstilling i
forskelsbehandlingssager, hvorfor delt bevisbyrde er
fastholdt på trods af høringssvarene.
Kl. 11.10
For fuld implementering af direktiverne er det også
nødvendigt at fastsætte i forskelsbehandlingsloven, at
arbejdstagerorganisationers og arbejdsgiverorganisationers
særlige medlemsfordele ikke må give anledning til
forskelsbehandling, og at forskellige arbejdspladser på
forskellige virksomheder ikke må forskelsbehandles, såfremt
de arbejder under samme overenskomst.
Endelig fastslås der i ændringen til
forskelsbehandlingsloven, at særlige områder - som f.eks.
religiøse samfunds ansatte - stadig må behandles særligt,
idet kravene dog stadig skal være proportionale i forhold til
formålet med den ulige behandling.
Alt i alt er der tale om en række forbedringer af
forskelsbehandlingsloven, således at fremtiden giver endnu
større vished for, at folk behandles efter deres indsats og
engagement og ikke efter deres oprindelse, udseende eller
religion.
Det er et sundt princip, og derfor støtter Venstre
forslaget.
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen):
Jeg vil godt indlede med at takke de partier, som kan støtte
lovforslaget, og jeg er sikker på, at vi under den videre
behandling af forslaget får mulighed for at uddybe de temaer,
som har været rejst under debatten i dag.
Forslaget har først og fremmest til formål at gennemføre
EU's antidiskriminationsdirektiver i dansk ret, for så vidt
angår forholdene på arbejdsmarkedet. Lovforslaget er den
anden del af implementeringen af de to direktiver: det
etniske ligebehandlingsdirektiv og beskæftigelsesdirektivet.
Folketinget behandlede den 7. februar 2003 forslag til
lov om etnisk ligebehandling, L 155, der er fremsat af
integrationsministeren.
Ud over en række præciseringer af begreber som
forskelsbehandlingsbegrebet og proportionalitetsprincippet
indebærer forslaget, at den nugældende forskelsbehandlingslov
udvides til også at forbyde forskelsbehandling på grund af
tro. Derudover indføres der, som det er sagt, delt bevisbyrde
i sager om forskelsbehandling, sådan som det også kendes fra
kønsligestillingsområdet.
Der er rejst et par spørgsmål af nogle ordførere; det
ene er spørgsmålet om alder og handicap.
Beskæftigelsesdirektivet indeholder som yderligere
beskyttelse også kriterier om alder og handicap.
Lovforslaget indeholder imidlertid ikke bestemmelser til
gennemførelse af denne del af direktivet. Det skyldes, at
arbejdsmarkedets parter har bedt om at få lov til at
implementere disse områder gennem kollektive overenskomster.
Må jeg godt sige, at i henhold til Folketingets
motiverede dagsorden fra den 30. november 1993 gav
Folketinget sin støtte til at fastholde den danske model på
arbejdsmarkedsområdet med overvejende aftaler frem for
lovgivning, bl.a. således at arbejdsmarkedets parter i
Danmark skulle have mulighed for at implementere
foranstaltningerne inden for rammerne af aftalesystemet,
herunder ved kollektive overenskomster og/eller aftaler.
Da arbejdsmarkedets parter bl.a. er i gang med at
gennemgå deres kollektive overenskomster med henblik på at
tilpasse disse til direktivets krav, har regeringen ikke
fundet det betimeligt at fremsætte lovforslag om
implementering af bestemmelserne om alder og handicap. Jeg
vil dog gerne understrege, at regeringen lægger stor vægt på,
at også disse diskriminationskriterier kan gennemføres i
dansk ret snarligt.
Så har det været nævnt, at der med lovforslaget ikke
oprettes et klagenævn, der kan behandle klager over
forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse for
de lønmodtagere, der ikke er medlem af en fagforening, eller
hvor der er tale om en uorganiseret arbejdsgiver.
Dertil vil jeg først og fremmest sige, at direktiverne
ikke stiller krav om, at der oprettes et egentligt klagenævn.
Det kræves alene, at der oprettes et uafhængigt organ, der
kan bistå ofre for forskelsbehandling på grund af race eller
etnisk oprindelse. De opgaver, der skal varetages af det
uafhængige organ, er ved lov om etablering af Dansk Center
for Internationale Studier og Menneskerettigheder blevet
placeret i Institut for Menneskerettigheder.
Regeringen finder som udgangspunkt ikke, at der er behov
for at gå ud over direktivets krav for arbejdsmarkedet.
For det første er der tale om, at konfliktløsningen på
arbejdsmarkedet i langt de fleste tilfælde bilægges ved
mægling på arbejdspladserne og ved organisationernes
mellemkomst. Den danske model er på dette punkt værd at værne
om.
Kl. 11.15
For det andet vil der ofte i sager om forskelsbehandling
være tale om, at sagerne vil kunne give anledning til
bevistvivl. Dette vil vanskeliggøre en nævnsbehandling
baseret på skriftlig sagsbehandling.
Jeg er indstillet på, at vi drøfter disse spørgsmål
nærmere i udvalget, men jeg vil godt udtrykke en stille
undren over, at multiordføreren for en række partier her i
Folketinget finder, at der er grund til at oprette et
klagenævn for arbejdsmarkedet, for det vil vel fortsat være
en ambition for Socialdemokratiet og fagbevægelsen at få så
mange overenskomster som muligt, også med de uorganiserede
arbejdsgivere. Med overenskomsten følger jo netop det
fagretlige konfliktløsningssystem, og det er vi vel alle
enige om er den mest hensigtsmæssige måde at løse konflikter
mellem arbejdsgivere og lønmodtagere på, uanset om disse
vedrører forskelsbehandling eller andre forhold.
Jeg har også hæftet mig ved, at LO i sit høringssvar til
integrationsministerens forslag til lov om etnisk
ligebehandling er tilfreds med, at arbejdsmarkedet ikke
foreslås omfattet af den udvidede kompetence, man i
forslagets § 10 foreslår gives til Institut for
Menneskerettigheder.
Men jeg vil foreslå, at vi debatterer det her under
udvalgsbehandlingen og drøfter spørgsmålet om, hvem der i det
fagretlige system kan tage sager op og bilægge sager.
Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.
Afstemning
Formanden:
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til
Arbejdsmarkedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter
jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.