Den næste sag på dagsordenen var:
4) Første behandling af lovforslag nr. L 152:
Forslag til lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. Af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen). (Fremsat 29/1 2003).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Lise Hækkerup (S):
For mere end 100 år siden havde H.C. Andersen allerede blik for de besværligheder, der kan være for den, der er anderledes end mængden, idet han i »Den grimme ælling« lader ænderne sige: Han er anderledes, derfor skal han kanøfles.
     Men begrebet er stadig sørgeligt aktuelt og ikke blot i eventyrets andedam. For kanøflet bliver til stadighed de, der på den ene eller anden måde er lidt anderledes. Det være sig de gamle, de unge, de homoseksuelle, dem med en anden tro, nationalitet, hudfarve, politisk anskuelse, etnisk oprindelse eller et forkert køn.
     Og når det handler om arbejdsmarkedets rekruttering af ny arbejdskraft, viser erfaringerne på området, at diskrimination ved jobbesættelser stadig er en reel barriere.
     Kan det virkelig være rigtigt, at det at være bøsse kan være til hinder for at få et job i en familiepleje? Det var situationen for Frank Wolf Henriksen, og tidspunktet er ikke
i den grimme lovs tid, men i slutningen af 1990'erne. Kan det virkelig være rigtigt, at det at være stavehandicappet er til hinder for optagelse på Politiskolen? Og kan det virkelig være rigtigt, at kvinder i den fødedygtige alder har langt vanskeligere ved at få ansættelse end deres mandlige kolleger? Og kan det virkelig være rigtigt, at 38 pct. af forsmåede jobansøgere angiver etnisk betinget diskrimination som årsag til afslag på en jobansøgning? Det er på trods af, at de faglige og sproglige forudsætninger hos indvandrerbefolkningen faktisk er blevet bedre gennem de sidste par år, og at vi samtidig har oplevet højkonjunktur. Det er en situation, vi naturligvis ikke kan sidde overhørig, og derfor hilser jeg det velkommen, at regeringen vælger at fortsætte det arbejde, der blev startet med lovens oprindelige ordlyd. Også selv om Venstre og De Konservative i sin tid kategorisk afviste, at der kunne være nogen nytte af lovgivning på det område. Fristende er det her at citere Venstres ordfører fra dengang. Han sagde ved tredjebehandlingen: »Vi er i øvrigt ikke enige i, at Danmark ved internationale forpligtelser skulle være forpligtet til lovgivning«. Men alle har vi jo lov til at blive klogere. Men lovgives skal der. For selv om begge direktiver, der behandles i dag, allerede er vedtaget i Europakommissionens antidiskriminationspakke, så indeholder denne jo kun hensigtsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnicitet, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Socialdemokraterne gør sig ingen illusioner om, at man gennem lovgivning kan løse alle problemer med forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Men ligesom det oprindelige forslag kan denne opdatering i forhold til gældende direktiver sende et klart signal om, at vi ønsker en holdningsændring rundtomkring på arbejdspladserne. Vi har brug for, at arbejdsgiverne tager et ansvar for at få integreret alle minoriteter på arbejdsmarkedet, og første skridt på vejen er at sætte en stopper for forskelsbehandlingen. Det nye diskriminationskriterium, der indføres i loven, så tro bliver defineret i bredere forstand end som blot religion, finder vi positivt, ikke mindst i en tid hvor islam er genstand for en voldsom mistænkeliggørelse. Det er vigtigt at få sendt et signal om, at arbejdsgiverens fordomme over for forskellige trosopfattelser på ingen måde kan være et legitimt grundlag for at afvise en jobansøger.

Kl. 10.50

     På samme måde hilser vi den dobbelte bevisbyrde velkommen. Vi har den på kønsdiskriminationsområdet, og vi støtter varmt, at den nu også skal gøre sig gældende på arbejdsmarkedsområdet.
     Som sagt er det glædeligt, at der endelig nu er bred enighed om, at der skal lovgives i bestræbelserne på at komme forskelsbehandling til livs. Men når det er sagt, vil jeg gerne gøre det klart, at Socialdemokraterne ønsker en mere ambitiøs ændring end den minimumsimplementering af EU-direktivet, som ministerens forslag lægger op til. For på trods af forslagets kvaliteter er det skuffende, at man ikke har fundet anledning til at imødekomme ønsket om etableringen af et klageorgan, der kan behandle sager om forskelsbehandling. Mange diskriminationssager kommer aldrig for en domstol. Det skyldes, at det for mange mennesker er helt uoverskueligt både økonomisk og administrativt at føre en retssag ved domstolene. Etableringen af et klageorgan vil utvivlsomt hjælpe på dette problem og dermed sikre, at tanken bag loven føres ud i livet.
     Vi ser frem til udvalgsarbejdet, men allerede nu vil jeg spørge ministeren: Hvem har egentlig fagretslig adgang til at klage i dag?
     Så skal jeg tilføje, at mine synspunkter dækker Det Radikale Venstre, idet hr. Anders Samuelsen ikke kunne være til stede i salen, og de dækker SF, idet hr. Ole Sohn ikke kunne være til stede.

(Kort bemærkning). Bent Bøgsted (DF):
Det, der kalder mig herop nu her, er, at jeg sådan lige skulle spørge fru Lise Hækkerup om lovforslagets § 3. Der står jo i stk. 4:
     »Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der træffer beslutning om medlemskab af og deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation ...«.
     Det her betyder, at de socialdemokratiske fagforeninger kan blive straffet, hvis de laver et eller andet modtræk mod en fra de kristelige fagforeninger. Det er bare til oplysning for fru Lise Hækkerup. Så kan de slæbe en fagforening i retten, for det er forskelsbehandling fra arbejdskolleger eller arbejdsgivere i det tilfælde her.

(Kort bemærkning). Lise Hækkerup (S):
Det er jo netop derfor, jeg spørger ministeren til sidst:
Hvem har egentlig fagretslig adgang til det her?

Formanden:
Så er det hr. Bent Bøgsted som ordfører.

Bent Bøgsted (DF):
Sagt til fru Lise Hækkerup: Det er jeg jo også spændt på at se. Det kan jo blive nogle sjove sager, der kommer ud af det.
     Men der er nok ingen overraskelse over, at Dansk Folkeparti ikke kan støtte forslaget, for det her hænger sammen med det på integrationsområdet, som vi også sagde nej til i forrige uge.
     Som vi tidligere har set med andre love, er det her en lov, der udspringer af EU's misforståelse og naivitet om, hvad der skal gøres for at forbedre forholdene for indvandrere og flygtninge. Det, der sker, er, at det gøres sværere for danskerne at leve i deres eget land. Med loven i hånd bliver danskerne en forfulgt menneskerace, hvis vi ikke har fløjlshandsker på, når vi har med indvandrere og flygtninge at gøre. Det er ikke rimeligt, og det vil vi ikke være med til. Men det er selvfølgelig ingen overraskelse for de andre partier.
     Den her lov sammen med andre lignende er med til at skabe omvendt racisme. Tænk bare på den jargon, der er imellem arbejdere på en fabrik. Men det er der selvfølgelig ikke ret mange af Folketingets medlemmer, der kender til. Hvis en indvandrer føler sig generet, er det en forholdsvis enkel sag med den her lov i hånden at lægge sag an mod en arbejdskollega. Det vil i stedet for at være til gavn for indvandrerne blive vendt imod dem selv. For tror man virkelig, at den danske arbejder vil finde sig i det?
     Tænk på arbejdsgiveren, der i en ansættelsessituation sidder med en dansker og en indvandrer/flygtning, og hvor arbejdsgiveren så vælger danskeren. Så er det en let sag for indvandreren at lægge sag an mod arbejdsgiveren med krav om erstatning på grund af forskelsbehandling. Det eneste, indvandreren skal gøre, er at sandsynliggøre, at det skyldes indvandreroprindelsen, at der ikke blev noget arbejde. Da der er delt bevisbyrde, bliver det arbejdsgiveren, der skal bevise, at det ikke skyldes indvandrerbaggrund, at det bliver et nej til et job.

Kl. 10.55

     Tror regeringen virkelig, at det vil være med til at få flere indvandrere og flygtninge i job? Tværtimod kan det nemt føre til, at arbejdsgivere ikke ønsker at indkalde indvandrere til en jobsamtale. Hvorfor skulle de da det, hvis de kan risikere at få en sag om forskelsbehandling på halsen?
     Det kan nemt risikeres, at det bliver en umulig opgave for arbejdsgiverne at hjælpe regeringen med at få flere indvandrere i job. Dermed skyder regeringen sig selv i foden, og det skyldes udelukkende en totalt misforstået tolerance og godhed over for flygtninge og indvandrere, som EU lægger for dagen, og regeringen følger bare trop uden at have en selvstændig mening om det.
     Jeg er egentlig overbevist om, at flygtninge/indvandrergruppen ikke selv ønsker en lov som denne. Det er ikke en lov, der gavner integrationen, tværtimod vil den gøre det langt mere besværligt at integrere flygtninge. Men det ser regeringen åbenbart stort på. Her drejer det sig bare om at følge EU, så skidt med om det i sidste ende skader det danske samfund.
     Jeg synes, regeringen skulle gå i tænkeboks, før der sker yderligere med denne lov. Det er nu engang, hvad der er til gavn for Danmark, regeringen skal arbejde med. Det er ikke alt, der kommer fra EU, som er gennemtænkt, hvilket dette her lovforslag er et tydeligt tegn på.
     Det virker, som om de ikke ved, hvad det er, de sidder og laver i EU, men det er jo ikke noget nyt. Men jeg synes, regeringen skulle overveje de indsigelser, der er fra arbejdsgiverne. Det vil blive besværligt for arbejdsgiverne at få indvandrere i job. De har ikke lyst til at risikere en sag på halsen, og af den grund siger vi nej til det her forslag.

(Kort bemærkning). Lise Hækkerup (S):
Det synes, som om at repræsentanten for Dansk Folkeparti ikke er i stand til at læse et lovforslags ordlyd indenad.
     Det her forslag drejer sig ikke udelukkende om folk af en anden herkomst end dansk. Det drejer sig om alle de mennesker, som - for at bruge H.C. Andersens ord igen - bliver kanøflet i dette samfund. Det er kvinder, det er de handicappede, det er de homoseksuelle, det er dem med en anden tro, det er dem med en anden religion osv., osv.
     Ifølge repræsentanten for Dansk Folkeparti skulle alle mænd altså smides ud af landet, alle handicappede skulle smides ud af landet osv. for at forfølge den politik, som altid har været gældende for Dansk Folkeparti.

(Kort bemærkning). Line Barfod (EL):
Jeg må indrømme, at jeg også blev noget forbløffet, da jeg hørte hr. Bent Bøgsted sige, at hvis vi vedtager dette lovforslag, bliver danskere nødt til at flygte ud af landet.
     Jeg er helt enig i, at der skal være plads til et vist frisprog på arbejdspladserne. Det er der jo også, selv om vi har sagt, at det er forbudt at forskelsbehandle kvinder, og kvinder bliver altså stadig ansat i en række job.
     Jeg synes, det er vigtigt, at man får sendt det signal, at man får mulighed for at klage dér, hvor det bliver for groft, dér, hvor det er chikane. Så må man jo på den enkelte arbejdsplads tage hånd om, hvornår man synes at noget er chikane, og hvornår det ikke er det.
     Mange flygtninge/indvandrere vil jo gerne have det her forslag. De kan godt håndtere forskellen på, at man har et vist frisprog på arbejdspladsen. Det er der jo også mange flygtninge/indvandrere, der har både indbyrdes og i forhold til de kammerater, de omgås.
     Det er jo noget andet end der, hvor man klager over chikane. Chikane er jo noget andet, og det er det, der er vigtigt at få fjernet netop for at fremme integrationen, og fordi vi alle har krav på at blive behandlet ligeværdigt som mennesker. Det er det, der er meningen at fremme med det her forslag.

(Kort bemærkning). Ulrik Kragh (V):
Jeg bliver nødt til at gøre hr. Bent Bøgsted opmærksom på, at han ikke er den eneste, der har været aktiv på arbejdsmarkedet på alle niveauer. Det er der faktisk mange, der har.
     Når det er sådan, at man har det, så synes jeg også, det skurrer i ørerne, når der bliver sagt, at det her vil gøre det dårligere for indvandrerne i den situation, hvor de skal søge et job.
     Situationen er jo den, at når man som arbejdsgiver søger ansatte, så søger man dem, der har de bedste kvalifikationer, og dem, der bedst kan varetage jobbet med de funktionskrav, der er i det.
     Derfor er jeg nødt til at sige til hr. Bent Bøgsted, at det er tankevækkende, at man altid skal vende tingene på hovedet.

Kl. 11.00

Det, det drejer sig om her, og det synes jeg hr. Bent Bøgsted bør forholde sig til, er, at der er en mulighed for, at man ikke længere skal kunne forskelsbehandle, uden at lønmodtageren er sikret via delt bevisbyrde. Det bør hr. Bent Bøgsted forholde sig til i stedet for at sige, at det er et spørgsmål om, at en arbejdsgiver overhovedet ikke vil tage nogen ind til en samtale.

(Kort bemærkning). Bent Bøgsted (DF):
Først til fru Lise Hækkerup: Jeg er da klar over, at det her ikke bare drejer sig om flygtninge, men det bliver generelt den samme situation, uanset om det er flygtninge eller det ikke er flygtninge.
     Til fru Line Barfod: Jeg har ikke sagt, at danskere vil flygte ud af landet på grund af det her. Jeg har sagt, at de ikke vil finde sig i, at de kan blive straffet ved en forkert udtalelse. Og jeg er sikker på, at der er rigtig mange flygtninge, der egentlig ikke ønsker en forskelsbehandling til gavn for dem. De vil gerne i store træk søge job på lige fod med danskerne - det er jeg overbevist om - og det her gavner ikke den situation, hvis de skal søge job på lige fod med danskerne.
     Og så til hr. Ulrik Kragh: Jeg synes ikke, jeg vender tingene på hovedet; jeg ser meget realistisk på situationen. Det er det, der sker her. Andet har jeg egentlig ikke at sige til det.

Lars Barfoed (KF):
Det Konservative Folkeparti vender sig naturligvis mod enhver form for urimelig forskelsbehandling, altså forskelsbehandling på grundlag af kriterier, som er fuldstændig irrelevante i forhold til folks arbejde. Det gælder bl.a. spørgsmålet om tro, som jo er det begreb, vi nu udvider reglerne med.
     Derfor kan vi helt tilslutte os forslaget, som vi i øvrigt også er forpligtet til at fremsætte i henhold til EF-direktivet, men vi mener naturligvis også, at EF-direktivet og dermed den danske lovgivning forfølger en målsætning, som ethvert ordentligt samfund må forfølge, nemlig at vi skal bekæmpe enhver form for urimelig forskelsbehandling af mennesker.
     Derudover mener vi, at dette lovforslag er fornuftigt og udmærker sig ved, at det tilstræber en enkelhed. Ud over direktivets krav gennemføres der en ensartet delt bevisbyrde overalt. Det giver ikke den store forskel for virksomhederne, men det forenkler reglerne for alle parter.
     Det er også med tilfredshed, vi noterer, at der nu er nogle mere klare definitioner, altså en klar definition af forskelsbehandlingsbegrebet og en lovfæstelse af proportionalitetsbegrebet. Også det medvirker til at gøre reglerne mere klare og enkle for alle parter.
     Vi har i Det Konservative Folkeparti noteret os, at der er fremsat en række bemærkninger også af mere teknisk art fra de parter, der er blevet hørt, og det vil vi naturligvis vurdere nærmere under udvalgsbehandlingen.
     Men altså fuld tilslutning fra Det Konservative Folkeparti til forslaget, og jeg skal hilse fra Kristeligt Folkepartis ordfører, fru Tove Videbæk, som ikke kan være til stede her, og meddele, at Kristeligt Folkeparti også støtter forslaget.

Formanden:
Der er mange hilsener i dag; nu mangler vi bare fra søens folk.

Line Barfod (EL):
Jeg skal da gerne komme med en hilsen fra søens folk.
     Først skal jeg sige, at jeg synes, det er meget mærkeligt, at der har været så kort en høringsfrist. Jeg kan ikke forstå, at man har sendt det ud den 26. september med en høringsfrist til 4. oktober, og at vi så har førstebehandlingen nu. Jeg synes, det er urimeligt, selv om det er et EF-direktiv, folk har haft indsigt i i forvejen, at man giver så kort en høringsfrist til organisationerne. Det mener jeg altså man må gøre noget bedre en anden gang.
     Så skal jeg sige, at Enhedslisten som udgangspunkt er positiv over for det stillede forslag. På en række punkter er der tale om forbedrede muligheder for at bekæmpe forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.
     Jeg vil især hæfte mig ved tre forhold:
     For det første præciseringen af forskelsbehandling i form af chikane, hvor forslaget fastslår, at der er tale om chikane, hvis der er tale om uønsket adfærd set fra den chikaneredes side. Samtidig er det også interessant, at forslaget indebærer en pligt for arbejdsgiveren til at stille et chikanefrit arbejdsmiljø til rådighed og i den forbindelse fastslår det objektive arbejdsgiveransvar.
     For det andet indføres delt bevisbyrde i sager om forskelsbehandling
     For det tredje indføres en beskyttelse mod efterfølgende forfølgelse af personer, der har klaget over forskelsbehandling.

Kl. 11.05

     Når det er sagt, vil jeg tilføje, at Enhedslisten betragter forslaget som mangelfuldt på flere punkter.
     I første omgang handler det om de reelle klagemuligheder, hvilket også har været rejst i forbindelse med behandlingen af lovforslaget om etnisk ligebehandling. Det vil i den forbindelse være oplagt at indføre et uafhængigt klageorgan vedrørende forskelsbehandling på arbejdsmarkedet på linje med Ligestillingsnævnets funktion i forhold til kønsdiskrimination. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at ikke mindst de faglige organisationer kan føre sager om forskelsbehandling, men sagen er jo, at mange af de mennesker, der står i fare for forskelsbehandling, har en så løs tilknytning til arbejdsmarkedet, at de ikke har en faglig organisation i ryggen. Også på den måde kan man se en parallel til behandlingen af sager om kønsdiskrimination efter ligebehandlingsloven. Her er det jo sådan, at Ligestillingsnævnet kun behandler sager, som ikke behandles gennem de faglige organisationer. Det er altså Enhedslistens opfattelse, at der skal være et uafhængigt klageorgan til behandling af sager om forskelsbehandling, og hvis det bliver nødvendigt, vil vi stille et ændringsforslag om det i forbindelse med udvalgsbehandlingen. Et andet problem i lovforslaget er, at forskelsbehandling på grund af alder eller handicap er udeladt. Det sker med henvisning til, at arbejdsmarkedets parter vil prøve at overenskomstimplementere disse dele af EF-direktivet. Jeg vil godt sige, at Enhedslisten som udgangspunkt betragter EF-direktivers implementering i overenskomsterne som en uskik. Når stadig større dele af overenskomsterne fyldes op med implementerede direktiver, udhules selve grundlaget for overenskomsterne, nemlig aftalefriheden og konfliktmulighederne.
     I spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af alder eller handicap kan jeg ikke se nogen særlig grund til at adskille det fra de kriterier vedrørende forskelsbehandling, der fremgår af lovforslaget. Man kan frygte, at overenskomstimplementering ikke sikrer mod alle former for forskelsbehandling. Et oplagt eksempel er problemerne med annoncering, hvor der typisk efterspørges arbejdskraft i en bestemt aldersgruppe. Det er en medvirkende faktor til, at det er så svært for de over 50-årige at komme tilbage på arbejdsmarkedet, hvis de først er blevet arbejdsløse. Under udvalgsbehandlingen vil vi have afklaret problemerne med overenskomstimplementering af disse dele af direktivet. Om nødvendigt vil vi også her stille et ændringsforslag, og vi håber, at der blandt alle Folketingets partier vil være opbakning til, at vi skal have et forbud mod aldersdiskrimination, for det var der under de høringer, vi har gennemført med Teknologirådet om det aldrende samfund, hvor alle var enige om, at vi skal have fjernet den aldersdiskrimination, der finder sted i dag. Med disse bemærkninger vil Enhedslisten som sagt gå positivt ind i udvalgsbehandlingen.

Ulrik Kragh (V):
EU har vedtaget et direktiv om etnisk ligebehandling og et beskæftigelsesdirektiv. De to direktiver giver bl.a. en række vilkår for, hvordan man skal agere uden forskelsbehandling.
     Lovforslaget, vi behandler her, har til hensigt at indføre de for arbejdsmarkedet aktuelle bestemmelser i de to direktiver, altså de bestemmelser, som vi ikke allerede har i dansk lovgivning, i loven om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.
     Konkret betyder lovændringen, at kriteriet tro opfattes som et diskriminationskriterium på lige fod med religion. Tro defineres i bemærkningerne til loven som et bredere begreb end almindeligt anerkendte religioner. Der er altså tale om en udvidelse af området, hvor man ikke må forskelsbehandle.
     Der indføjes i loven, hvordan forskelsbehandling defineres. Definitionen præciseres både for direkte og indirekte forskelsbehandling samt chikane og instruktion om forskelsbehandling. Disse definitioner uddybes endvidere i bemærkningerne.
     Specielt kan opmærksomheden henledes på beskrivelsen af indirekte forskelsbehandling, hvor det fastslås, at en arbejdsgiver godt må stille nødvendige og objektivt begrundede saglige krav. Det kan f.eks. være sprogkrav, såfremt en konkret vurdering af formålet med sprogkravet er sagligt og proportionalt i forhold til opgaven. Det samme gør sig gældende med f.eks. beklædningskrav, der er begrundet i et almindeligt krav til uniformering.
     Såfremt en person føler sig forskelsbehandlet, har vedkommende mulighed for at fremføre sin sag under reglerne om delt bevisbyrde.
     Det skal fremføres, at en række arbejdsgiverorganisationer i høringssvarene har fundet dette urimeligt. Venstre finder det underligt, om man i en sag om etnisk forskelsbehandling skulle have anderledes bevisbyrde end i en sag, hvor en person f.eks. har været udsat for forskelsbehandling, fordi vedkommende er udlænding. Det er hensigtsmæssigt med samme retsstilling i forskelsbehandlingssager, hvorfor delt bevisbyrde er fastholdt på trods af høringssvarene.

Kl. 11.10

     For fuld implementering af direktiverne er det også nødvendigt at fastsætte i forskelsbehandlingsloven, at arbejdstagerorganisationers og arbejdsgiverorganisationers særlige medlemsfordele ikke må give anledning til forskelsbehandling, og at forskellige arbejdspladser på forskellige virksomheder ikke må forskelsbehandles, såfremt de arbejder under samme overenskomst.
     Endelig fastslås der i ændringen til forskelsbehandlingsloven, at særlige områder - som f.eks. religiøse samfunds ansatte - stadig må behandles særligt, idet kravene dog stadig skal være proportionale i forhold til formålet med den ulige behandling.
     Alt i alt er der tale om en række forbedringer af forskelsbehandlingsloven, således at fremtiden giver endnu større vished for, at folk behandles efter deres indsats og engagement og ikke efter deres oprindelse, udseende eller religion.
     Det er et sundt princip, og derfor støtter Venstre forslaget.

Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen):
Jeg vil godt indlede med at takke de partier, som kan støtte lovforslaget, og jeg er sikker på, at vi under den videre behandling af forslaget får mulighed for at uddybe de temaer, som har været rejst under debatten i dag.
     Forslaget har først og fremmest til formål at gennemføre EU's antidiskriminationsdirektiver i dansk ret, for så vidt angår forholdene på arbejdsmarkedet. Lovforslaget er den anden del af implementeringen af de to direktiver: det etniske ligebehandlingsdirektiv og beskæftigelsesdirektivet.
     Folketinget behandlede den 7. februar 2003 forslag til lov om etnisk ligebehandling, L 155, der er fremsat af integrationsministeren.
     Ud over en række præciseringer af begreber som forskelsbehandlingsbegrebet og proportionalitetsprincippet indebærer forslaget, at den nugældende forskelsbehandlingslov udvides til også at forbyde forskelsbehandling på grund af tro. Derudover indføres der, som det er sagt, delt bevisbyrde
i sager om forskelsbehandling, sådan som det også kendes fra kønsligestillingsområdet. Der er rejst et par spørgsmål af nogle ordførere; det ene er spørgsmålet om alder og handicap. Beskæftigelsesdirektivet indeholder som yderligere beskyttelse også kriterier om alder og handicap. Lovforslaget indeholder imidlertid ikke bestemmelser til gennemførelse af denne del af direktivet. Det skyldes, at arbejdsmarkedets parter har bedt om at få lov til at implementere disse områder gennem kollektive overenskomster. Må jeg godt sige, at i henhold til Folketingets motiverede dagsorden fra den 30. november 1993 gav Folketinget sin støtte til at fastholde den danske model på arbejdsmarkedsområdet med overvejende aftaler frem for lovgivning, bl.a. således at arbejdsmarkedets parter i Danmark skulle have mulighed for at implementere foranstaltningerne inden for rammerne af aftalesystemet, herunder ved kollektive overenskomster og/eller aftaler. Da arbejdsmarkedets parter bl.a. er i gang med at gennemgå deres kollektive overenskomster med henblik på at tilpasse disse til direktivets krav, har regeringen ikke fundet det betimeligt at fremsætte lovforslag om implementering af bestemmelserne om alder og handicap. Jeg vil dog gerne understrege, at regeringen lægger stor vægt på, at også disse diskriminationskriterier kan gennemføres i dansk ret snarligt. Så har det været nævnt, at der med lovforslaget ikke oprettes et klagenævn, der kan behandle klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse for de lønmodtagere, der ikke er medlem af en fagforening, eller hvor der er tale om en uorganiseret arbejdsgiver. Dertil vil jeg først og fremmest sige, at direktiverne ikke stiller krav om, at der oprettes et egentligt klagenævn. Det kræves alene, at der oprettes et uafhængigt organ, der kan bistå ofre for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. De opgaver, der skal varetages af det uafhængige organ, er ved lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder blevet placeret i Institut for Menneskerettigheder. Regeringen finder som udgangspunkt ikke, at der er behov for at gå ud over direktivets krav for arbejdsmarkedet. For det første er der tale om, at konfliktløsningen på arbejdsmarkedet i langt de fleste tilfælde bilægges ved mægling på arbejdspladserne og ved organisationernes mellemkomst. Den danske model er på dette punkt værd at værne om.

Kl. 11.15

     For det andet vil der ofte i sager om forskelsbehandling være tale om, at sagerne vil kunne give anledning til bevistvivl. Dette vil vanskeliggøre en nævnsbehandling baseret på skriftlig sagsbehandling.
     Jeg er indstillet på, at vi drøfter disse spørgsmål nærmere i udvalget, men jeg vil godt udtrykke en stille undren over, at multiordføreren for en række partier her i Folketinget finder, at der er grund til at oprette et klagenævn for arbejdsmarkedet, for det vil vel fortsat være en ambition for Socialdemokratiet og fagbevægelsen at få så mange overenskomster som muligt, også med de uorganiserede arbejdsgivere. Med overenskomsten følger jo netop det fagretlige konfliktløsningssystem, og det er vi vel alle enige om er den mest hensigtsmæssige måde at løse konflikter mellem arbejdsgivere og lønmodtagere på, uanset om disse vedrører forskelsbehandling eller andre forhold.
     Jeg har også hæftet mig ved, at LO i sit høringssvar til integrationsministerens forslag til lov om etnisk ligebehandling er tilfreds med, at arbejdsmarkedet ikke foreslås omfattet af den udvidede kompetence, man i forslagets § 10 foreslår gives til Institut for Menneskerettigheder.
     Men jeg vil foreslå, at vi debatterer det her under udvalgsbehandlingen og drøfter spørgsmålet om, hvem der i det fagretlige system kan tage sager op og bilægge sager.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Formanden:
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Arbejdsmarkedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.