Den næste sag på dagsordenen var:
7) Første behandling af lovforslag nr. L 183:
Forslag til lov om ændring af lov om straffeloven og
udlændingeloven. (Kvindelig omskæring).
Af justitsministeren (Lene Espersen).
(Fremsat 12/3 2003).
Lovforslaget sattes til forhandling.
Forhandling
Kl. 17.20
Birthe Rønn Hornbech (V):
Mon ikke de fleste danskere anser omskæring af kvinder for
at være noget af det mest nederdrægtige, modbydelige,
kvindeundertrykkende og mishandlende? Jeg tror det, og
diskussionen her i Folketinget har jo også vist det gennem
nogle år. Flere partier er fremkommet med beslutningsforslag
og lovforslag for at få skærpet og indskærpet, at omskæring
er en strafbar handling i Danmark, og at man ikke skal kunne
slippe uden om straffen ved at tage sine børn med til et
land, hvor handlingen ikke er strafbar.
Der er ikke nogen tvivl om, at omskæring af kvinder hele
tiden har været strafbart efter dansk straffelovgivning. Det
har været mishandling, det fastslog den tidligere
justitsminister for en del år siden. Man kan derfor spørge,
om dette at indføre en ny bestemmelse under
voldsbestemmelserne ikke er overflødigt, og dertil er at
svare, at det sådan set både er overflødigt og ikke i
overensstemmelse med de lovgivningstraditioner, vi har i
Danmark.
Vi har jo den lovgivningstradition, at straffeloven
sådan nogenlunde følger gammel sæd og skik og moral.
Forbrydelserne har ganske vist udviklet sig, men hvad der
anses for en forbrydelse i straffeloven, ja, det blev jo
allerede betegnet som forbrydelse i middelalderen og på Det
gamle Testamentes tid.
Vi er altså i den situation, at vi har givet
opholdstilladelse til masser af mennesker, som kommer til
Danmark med et helt andet retssyn og med et helt andet
udgangspunkt for, hvad der er godt og skidt. Omskæring af
kvinder er en tradition i muslimske kulturer og også i nogle
kristelige kulturer, og det er åbenbart vanskeligt at forstå
for disse mennesker, at vi ser stik modsat på tingene.
Det vil sige, at vi nu for at gøre det helt klart for
disse udlændinge med andre kulturtraditioner griber til en
ekstra og for så vidt overflødig straffelovsbestemmelse. Jeg
forudser, at der vil komme flere af den slags, og jeg har
overvejet meget, om det er noget, man bør gå med på. Jeg er
nået til den konklusion, at man lige så godt ærligt kan sige,
at det er man nødt til; helst ikke i for mange tilfælde, men
jeg tror, der vil komme flere bestemmelser.
Vi er simpelt hen nødt til med syvtommersøm og mere til
at slå fast og stadfæste med meget stor præcision, at der er
nogle handlinger, som, selv om de er en del af andre landes
kulturer, altså er noget, der fylder danskere med afsky, og
som må behæftes med en alvorlig straf.
Derfor kan jeg og Venstre gå med til at støtte, at vi nu
indfører en særlig bestemmelse i straffeloven. Hvis man skal
hænge lidt jura op på det, kan man jo sige, som der står i
bemærkningerne, at så har vi også fået slået fast, at det her
altså ikke er noget, man kan give samtykke til, hvis der var
nogle, der var i tvivl om det.
Ikke mindre vigtigt er det jo, at vi nu gør op med det
bærende princip i dansk ret om, at vi kræver dobbelt
strafbarhed, altså at handlingen også skal være strafbar i
det land, hvor den er begået. Det siger sig selv, at hvis man
vil have den fuldkomne håndhævelse af denne forbrydelse, er
man nødt til at gøre op med det princip. Der vil også kunne
komme andre bestemmelser, hvor vi må ophæve princippet om
dobbelt strafbarhed, fordi der rent ud sagt her er tale om et
kultursammenstød, og vi med det lovforslag så samtidig siger,
at det vil vi altså ikke finde os i i Danmark. Det
kultursammenstød kan ikke bære, at en sådan forbrydelse skal
vurderes anderledes strafferetligt, hvad enten man påberåber
sig kulturelle eller religiøse begrundelser.
Så det her er altså en meget klar henvendelse til en
ganske bestemt gruppe i det danske samfund om, at vi under
ingen omstændigheder vil tolerere kvindelig omskæring, og det
er gentaget i udlændingeloven, at det også betyder udvisning,
hvis man bliver dømt herfor.
Vi støtter forslaget.
Kl. 17.25
Første næstformand (Svend Auken):
Fru Jette Bergenholz Bautrup som ordfører.
Jette Bergenholz Bautrup (S):
Jeg er tilfreds med, at ministerens lovforslag nu endelig er
fremsat, da det udviser respekt over for de afrikanske piger
og kvinder, så vi fra dansk side kan vise, at vi tager
lemlæstelse alvorligt og straffer personer, der udsætter
piger for dette, hvad enten det er i Danmark, eller det er
uden for vore grænser.
Omskæring er en flere tusind år gammel kulturel skik,
som desværre stadig har sin udbredelse i dag. Piger og
kvinder, som har været udsat for det uhyggelige overgreb, som
omskæring udgør, må leve med nogle forfærdelige gener resten
af deres liv.
I Danmark lever en stor gruppe piger fra primært
afrikanske lande med risikoen for at blive sendt til
hjemlandet for at blive omskåret. Ofte vil det være ældre
slægtsmedlemmer, der presser på for at få pigerne omskåret.
Når vi nu vedtager et forbud mod omskæring, uanset om
det foregår i Danmark eller i udlandet, giver vi pigerne et
redskab til at undgå dette ydmygende overgreb. Også øvrige
familiemedlemmer til piger i den alder, hvor de risikerer
omskæring, brænder efter at få dette redskab. Ofte er
familierne nemlig under hårdt pres fra øvrige
slægtsmedlemmer, som bor uden for Danmark. Derfor er en lov
om forbud mod omskæring, også når den foretages i udlandet,
et godt og vigtigt redskab, der desværre er det eneste,
familiemedlemmerne i udlandet respekterer.
I dele af dagspressen har der været en diskussion om,
hvorvidt omskæring er et reelt problem i Danmark. Til
tvivlerne vil jeg sige: Ja, det er et stort problem i
Danmark, som vi er nødt til at tage alvorligt fat på. I mit
arbejde som socialrådgiver er jeg blevet bekendt med, at der
er piger, der har ønsket en reoperation, men har været
rædselsslagne for, at familien skulle opdage, at de ønskede
at blive reopereret, for så står de til udstødelse af
familien.
Samtidig kan man sige, at når en gruppe somaliske
kvinder i Danmark har viet en stor del af deres liv til at
kæmpe imod problemet, ja, så er det nok ikke helt uden grund.
Det har været påstået, at der eksempelvis i Somalia
findes et forbud mod omskæring. Det er ikke rigtigt. I
Somalia var en lov under forberedelse i 1972, men den blev
aldrig gennemført, bl.a. på grund af borgerkrigen. Der er et
stort behov for denne lov, jeg nu tror, vi formentlig alle
sammen snart godkender.
Det kunne anføres, at det, netop som fru Birthe Rønn
Hornbech også sagde, er imod traditionen i dansk
straffelovgivning at vedtage en bestemmelse, der
kriminaliserer et forhold, som allerede er strafbart, og der
er jo ingen tvivl om, at omskæring allerede i dag er
strafbart i Danmark efter bestemmelserne om lemlæstelse. For
os er det dog utrolig vigtigt, at vi sender et kraftigt
signal om, at omskæring ikke kan accepteres. Derfor må vi her
bryde med traditionen, da det er et meget stærkere signal, at
der i vores straffelov er en bestemmelse, som forbyder
omskæring.
Nu kan jeg se, at jeg ikke har meget tid tilbage og
derfor vil jeg gå ned i min tale til der, hvor jeg vil bede
justitsministeren om at oplyse, hvor mange penge ministeren
ønsker at stille til rådighed. Hvor mange penge skal der
gives til information? Jeg mener nemlig, at information er en
næsten lige så vigtig del som selve lovgivningen.
På kvindernes kampdag, den 8. marts i år, afholdt Red
Barnet et debatmøde om omskæring. Her deltog bl.a.
integrationsministeren, som talte varmt for forebyggelse mod
omskæring. Han lovede, at der kunne hentes tilskud i alle de
relevante ministerier til udførelse af forebyggende arbejde.
Det lyder vældig godt, og det kan vi varmt støtte fra
Socialdemokratiet, men også her kunne jeg godt tænke mig, at
vi blev lidt mere konkrete: Hvilke midler har regeringen
tænkt sig at give tilskud fra, og hvor mange midler snakker
vi om?
Når jeg spørger justitsministeren i dag, hænger det
sammen med, at vi med vedtagelsen af denne lov nu placerer
Justitsministeriet som et af de såkaldte relevante
ministerier i forbindelse med forebyggelse af omskæring.
Når jeg har været inde på, hvor vigtigt det er, at
informationsmaterialet er der, og hvor vigtigt det er, at det
kommer ud, kunne man jo som et eksempel sige, at hvis
afrikanske familier ønsker at komme til Danmark og skal have
visum, jamen så kunne der f.eks. ligge en pjece på
ambassaden. Det kunne gøres på mange andre måder.
Til sidst vil jeg sige, at vi fra Socialdemokratiets
side hilser dette lovforslag meget velkommen og håber som
sagt, at det bliver godkendt af alle partier.
Kl. 17.30
Pia Kristensen (DF):
Ingen kan være i tvivl om, at Dansk Folkeparti om nogen
ønsker at få præciseret og skærpet forbuddet mod omskæring af
piger og unge kvinder.
I 1996-97 var vi medforslagsstillere på et lignende
forslag, som desværre blev forkastet, idet bl.a.
Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten
stemte imod forslaget. I stedet for satte man ind med en
massiv oplysningskampagne, fordi man skønnede, at det var
det, der skulle til. Nu 6-7 år efter må vi konstatere, at det
ikke har været tilstrækkeligt.
Sidste efterår blussede omskæringsdebatten op igen.
Somaliske imamer står frem og anbefaler forældre at lade
deres døtre omskære, selv om det er forbudt i Danmark, og
flere udtaler, at omskæring er en skik, man ikke kan tage
afstand fra. Det var så frastødende udtalelser, at
alarmklokkerne ringede højlydt hos Dansk Folkeparti, og de
ringede endnu højere, da lederen af Somalisk Kvindeforening i
Århus, Ambaro Hasni Nur, udtalte, at 70 pct. af somalierne
mener, at sunnaomskæring er det bedste, og da Samia Yusuf
Ali, der har stiftet en forening til forebyggelse af
omskæring, udtalte, at mindst halvdelen af alle somaliske
piger i Danmark bliver omskåret.
På baggrund af disse udtalelser og oplysninger,
fremsatte Dansk Folkeparti et lovforslag i november sidste
år, der skulle gøre det strafbart, også såfremt omskæring
foregår uden for landets grænser, og at mennesker, der
opfordrer til disse umenneskeligheder, kan retsforfølges.
Vi havde håbet på bred opbakning til vores forslag, men
i stedet blev vi mødt med kritik fra alle kanter, fordi vi
ønskede en særlov, som man har i Norge og Sverige.
Vi imødekom den kritik og fremsatte derfor
ændringsforslag ved andenbehandlingen. Vi fraveg kravet om en
særlov og foreslog i stedet at ændre straffelovens regler
helt i overensstemmelse med den kritik, der var ved
førstebehandlingen af vores forslag i januar måned. Men
opbakningen udeblev, hvilket vi beklager dybt i Dansk
Folkeparti, for nu vil der gå yderligere en rum tid, før vi
kan få vedtaget et lovforslag på området.
I dag behandler vi så justitsministerens bebudede
forslag, og jeg kan da godt med det samme sige, at vi
selvfølgelig støtter forslaget. Intentionerne i forslaget er
jo nøjagtig de samme som i vores eget.
Når det er sagt, vil jeg gerne kritisere
justitsministeren, fordi man har valgt at sende forslaget i
høring blandt organisationer og foreninger før fremsættelsen.
Vi mener ganske enkelt, at der er tale om et unødigt nøleri,
som forsinker lovens vedtagelse. Vi forstår ikke, at
ministeren har valgt den fremgangsmåde, når man tænker på, at
ministeren for ca. 6-7 år siden var en af de varmeste
fortalere for at få ændret lovgivningen lynhurtigt.
I Dansk Folkeparti mener vi, at der er tale om en
hastesag og ikke en syltesag. Vi mener, at det er vigtigt, at
vi så hurtigt som muligt får sendt det helt klare signal, at
vi ganske enkelt ikke vil acceptere, at omskæring finder sted
i Danmark eller for den sags skyld noget andet sted i verden.
Vi kan ikke forhindre de overgreb, der finder sted
overalt i verden, men vi kan og skal holde orden i eget hus
og fortælle, at vi ikke vil tolerere sådanne barbariske
handlinger i Danmark. Brutal lemlæstelse af kvinders køn kan
ikke bagatelliseres, undskyldes eller forklares, men skal
forhindres for enhver pris.
Det er vigtigt med en tidlig og en direkte opsøgende
indsats i form af informationskampagner, men det er ikke nok.
Vi må også have en lovgivning, der sikrer strafbarhed for
omskæring foretaget i udlandet. En lov, der skal fungere
præventivt. En lov, der sender det krystalklare signal, at
her i Danmark er vi parate til at straffe hårdt, når man
lemlæster piger og unge kvinder.
Afslutningsvis vil jeg sige, at Dansk Folkeparti
selvfølgelig støtter forslaget, og vi ser frem til, at
tidshorisonten for lovens vedtagelse bliver så kort som
overhovedet muligt.
Jeg kunne da godt tænke mig her til allersidst at spørge
justitsministeren, om der måske er et bud på, hvornår loven
træder i kraft. Fra Dansk Folkepartis side skal det i hvert
fald lyde: jo hurtigere jo bedre.
(Kort bemærkning).
Anne Baastrup (SF):
Fru Pia Kristensens tale bar præg af, at hun har lidt svært
ved at se forskel på Folketinget og regeringen. Forslaget er
fremsat her i salen, det behandles her. Det er Folketinget,
der bestemmer, hvornår vi afgiver betænkning, og som formand
for Retsudvalget regner jeg med, at vi gør det snart. Så det
er ikke ministeren, der kan besvare det spørgsmål. Det er os
selv.
Kl. 17.35
Men grunden til, at jeg går herop, er, at jeg simpelt
hen ikke forstår fru Pia Kristensen. Vi havde anden
behandling her forleden dag, og der syntes jeg, jeg gjorde
meget ud af at sige noget om afvisningen af Dansk Folkepartis
ændringsforslag, som var en kopi af justitsministerens
lovudkast. Det fandt vi simpelt hen ikke var anstændigt i
Folketingets Retsudvalg. Derfor forstår jeg slet ikke, at fru
Pia Kristensen nu begynder at angribe, at det er blevet
nedstemt.
Jeg fatter heller ikke, hvordan fru Pia Kristensen kan
forsvare, at man laver, hvilket fru Birthe Rønn Hornbech jo
præciserede, en nyskabelse i dansk ret. Hvordan kan fru Pia
Kristensen i respekt for lovkvalitet, hvad jeg går ud fra at
Dansk Folkeparti rent faktisk også ønsker, overhovedet
forestille sig, at et nybrud på den her måde skal
gennemføres, uden at vi får høringssvarene.
Jeg synes virkelig, at fru Pia Kristensen i den grad
svigter det ansvar, vi har som lovgivere, ved at holde en
tale på den her måde.
(Kort bemærkning).
Pia Kristensen (DF):
Jeg vil gerne sige til fru Anne Baastrup, at det godt kan
være, fru Anne Baastrup og Retsudvalget mener, det er uhørt,
at vi har stillet ændringsforslag. Men der er faktisk ikke
noget galt i det. Fremgangsmåden var ikke forkert, vil jeg
sige til fru Anne Baastrup.
I betænkning af 27. marts fremgår et bilag, Notat om
ændringsforslag til L 94 i relation til grundlovens § 41,
stk. 2. Notatet konkluderer, at grundlovens § 41, stk. 2,
efter Lovsekretariatets vurdering ikke er til hinder for, at
Dansk Folkepartis ændringsforslag kan stilles.
Så snakker fru Anne Baastrup om lovkvalitet. Vi blev
ved førstebehandlingen kritiseret for, at vi ville have den
her lov som en særlov. Så kom der andre ting ind, der var
galt med vores forslag. Det var bl.a., at der i vores
overskrift stod »Omskæring af kvinder«. Jeg vil gerne citere,
hvad fru Anne Baastrup sagde ved førstebehandlingen:
»Så vil jeg også gerne lige gøre fru Pia Kristensen
opmærksom på, at med vedtagelsen af Dansk Folkepartis
lovforslag er der ingen hindring for, at man som somaliske
forældre kan tage af sted og få omskåret sit pigebarn, fordi
Dansk Folkepartis lovforslag ikke er på det kvalitetsniveau,
der gør, at det kan ramme. Det bliver ikke strafbart.«
Så kunne jeg godt tænke mig at høre, om SF ville stille
et ændringsforslag til det lovforslag, som justitsministeren
har fremsat, for der er overskriften nemlig også: »Kvindelig
omskæring«?
(Kort bemærkning).
Birthe Rønn Hornbech (V):
Nu synes jeg ikke, vi skal blande Rundetaarn og et
tordenskrald sammen, vel?
Når Dansk Folkepartis ordfører henviser til grundlovens
§ 41, så er det altså spørgsmålet om, hvor meget man har lov
at ændre et lovforslag undervejs. Det er ikke det, som vi
andre partier har talt om.
Vi har talt om, at vi har nogle aftaler herinde i
Folketinget med den tidligere regering om lovkvalitet, og dem
står vi i hvert fald ved, hvad enten vi er i regering eller i
opposition. De indebærer bl.a., at der skal være
høringsrunder, som går på, at en minister skal vise større
åbenhed og service over for Folketinget og oversende
lovudkast, men naturligvis under den forudsætning, at en
regering kan forbeholde sig ret til en politisk behandling af
det, inden det bliver fremsat som lovforslag.
Det, Dansk Folkeparti har forbrudt sig imod her, er den
parlamentariske kultur i Folketinget. Det er derfor, alle vi
andre partier har reageret så voldsomt stærkt. Det er
parlamentarisk kultur, det er ikke grundloven. Vi har heller
ikke påberåbt os grundloven. Vi har påberåbt os de
parlamentariske spilleregler, som alle andre partier her i
Folketinget er enige om.
Den fg. formand (Lissa Mathiasen):
Så går vi videre i ordførerrækken.
Helge Adam Møller (KF):
Jeg kan da ikke lade være med at starte min ordførertale med
begrundelsen for, hvorfor den konservative folketingsgruppe
ikke kunne støtte forslaget fra Dansk Folkeparti. Det var der
to væsentlige grunde til, og det har såmænd ikke noget med
grundloven at gøre.
Kl. 17.40
Den ene grund er almindelig anstændighed. Vi er imod
tyveri, og det var jo tyveri. Vi laver jo alle sammen fejl
indimellem, så indrøm det. Men det var en total og direkte
afskrift af et forslag, som er ude i høring. Det gjorde
selvfølgelig, at Dansk Folkepartis forslag blev noget bedre,
men det er stadig væk det, vi andre på almindeligt dansk
kaldte tyveri. Og det bryder jeg mig ikke særlig meget om.
Den anden årsag er, at der i det oprindelige forslag
hverken i teksten eller noget som helst sted var nævnt
ordet piger. Det drejede sig kun om kvinder, og da de fleste
omskæringer desværre og frygtelig nok sker på piger, så var
det jo rart at få vedtaget et lovforslag, der også omfattede
dem, som det først og fremmest går ud over.
Derfor må man også kunne se det allerede her i fjerde
linje af lovforslagets bemærkninger, hvor ordet piger er
nævnt første gang i justitsministerens lovforslag.
Nå, men lad det ligge, for det vigtigste for os alle
sammen - for det store flertal i hvert fald - er jo, at vi
får vedtaget et forslag, der gør det her strafbart også i
udlandet, hvis det foretages dér af personer, der bor i
Danmark eller har tilknytning til Danmark.
For det er jo sådan, som de øvrige ordførere også har
sagt, at omskæring af kvinder eller piger er en barbarisk,
en ødelæggende og en utrolig smertefuld handling, der i
generationer - rigtig mange generationer - har været en
forbrydelse, en stor forbrydelse, i Danmark, men som desværre
er fuldt lovlig i et mindre antal lande andre steder.
Det betyder sagt lige ud, at nogle piger - vi ved ikke,
hvor mange det er, sandsynligvis er det kun få, og det er jo
dejligt, men der er i hvert tilfælde nogle piger i Danmark
eller i andre lande - bliver lemlæstet ved det indgreb, der
foretages i disse lande. Derfor kan de, der er ansvarlige for
lemlæstelsen, f.eks. forældre eller pårørende, ikke straffes,
og det er selvfølgelig uacceptabelt.
Man kan selvfølgelig sige, at det er ærgerligt, og det
har der også været et par andre ordførere der var inde på, at
det ikke dengang, da den nuværende justitsminister for ca. 6
år siden første gang fremsatte tanken om det her, kunne samle
flertal i Folketinget. Men det kunne det altså ikke. Men nu
er vi da glade for, at justitsministeren har sat processen i
gang, og at den går hurtigt.
Jeg kan da for øvrigt lige sige også til Dansk
Folkepartis ordfører, der spurgte, hvornår det træder i
kraft, at det står på side 1 i forslaget, § 3: Loven træder i
kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Så det er ret tydeligt.
Men lad mig så slutte med at sige, at vi jo ikke skal
tro, og det er der vel heller ingen der gør, at problemet er
løst med lovforslaget. Lovforslaget er selvfølgelig et stærkt
signal og giver anledning til megen debat, og det giver uden
tvivl anledning til, at mange eller nogle af de forældre
eller pårørende, der eventuelt kunne overveje at foretage den
her handling, bliver klar over, med hvilken alvor vi ser på
den i det danske samfund.
Men det kræver oplysning, oplysning og atter oplysning,
og jeg mener i virkeligheden, at lovforslaget og den debat,
det har skabt i det danske samfund, er den allerbedste form
for oplysning. Men det kræver selvfølgelig også, at læger og
sundhedsplejersker lever op til loven, og at de sikrer, at
sociale myndigheder bliver underrettet, hvis der er bevis på
eller mistanke om lemlæstelse, eller man kan frygte, at en
sådan lemlæstelse vil ske.
Med disse ord kan jeg varmt anbefale, at lovforslaget
får en hurtig behandling, så vi hurtigst muligt kan få det
vedtaget, offentliggjort i Lovtidende og sat i kraft.
(Kort bemærkning).
Jette Bergenholz Bautrup (S):
Jeg kan være ganske enig med hr. Helge Adam Møller i, at det
er oplysning, oplysning og oplysning. Det er jo den bedste
forebyggelse.
Jeg vil så godt høre: Hvad har Det Konservative
Folkeparti eller hr. Helge Adam Møller tænkt på i kroner og
øre? Hvad skal der gå til oplysningsarbejde og forebyggende
arbejde?
(Kort bemærkning).
Helge Adam Møller (KF):
Jeg indrømmer blankt, at jeg er fuldstændig ligeglad med
øre. Det hjælper jo ikke noget. Kroner er selvfølgelig lidt
mere vigtige, for dem får man noget for. Men det, der er
allervigtigst, er i virkeligheden, at man debatterer
lovforslaget her. Det er den bedst tænkelige måde, vi kan få
debatten i gang på.
For den sags skyld også det lovforslag, der kom fra
Socialdemokratiet, og det beslutningsforslag, der kom fra
Dansk Folkeparti. For uagtet mine bemærkninger før og min
afvisning af også Socialdemokratiets forslag, så har der
været tre forslag, der har været en stor debat osv. Det har
jo gjort, at det her har kørt i medierne, det har kørt i
TV-Avisen, og det har kørt ude i de samfund, hvor det her
specielt foregår. Så det har medvirket til det.
Men nøjagtig hvad der ellers skal bruges af pjecer og
andet, det ved jeg ikke nok om. Det overlader jeg trygt til
de myndigheder, der har ansvaret. Men det vigtigste er, at vi
selv deltager i debatten, og at vi gennemfører det her som et
klart signal. Det er med til at skabe den debat og den
oplysning, der er brug for.
Kl. 17.45
Anne Baastrup (SF):
Som jeg også nævnte under de foregående gange, hvor vi har
diskuteret det her lovforslag, har vi i SF haft den
opfattelse, som vi deler med Gorm Toftegaard Nielsen, der jo
som medlem af Jurisdiktionsudvalget har lavet en
mindretalsudtalelse, at man i stedet for at lave en egentlig
ny bestemmelse, 245 a, og kombinere det med en generel
bestemmelse, hvorefter det skal være muligt at straffe for
det, der er sket udenlands, skal ændre på nogle andre
bestemmelser, så det bliver mere generelt: Hvis man foretager
ting udenlands mod sit barn, som er lovligt i det pågældende
land, så kan det straffes efter dansk strafferet.
Argumentationen, som jeg faktisk synes er relativt
fornuftig, er, at nu går vi jo ind og laver en særlov for det
her område. Hvad så næste gang, vi falder over en ny kulturel
tradition, som vi også bliver nødt til at lave en særlov om?
Omvendt synes jeg, da vi havde diskussionen på et
tidligere tidspunkt her i salen, at justitsministerens
argumentation for, at vi laver sådan sort på hvidt et stykke
papir, hvor der står »det her må man ikke«, tilsyneladende i
sig selv vil være en meget god baggrund for at kunne føre en
kampagne for at påvise, at det er ulovligt.
Med i billedet tror jeg så også vi skal have, at vi ikke
aner, hvor mange steder det sker. De informationer, vi får
fra de forskellige embedslægeinstitutioner, viser jo, at man
tilsyneladende ikke har kendskab til eksempler, der er sket i
nyere tid.
Det skal selvfølgelig ikke stoppe os i forsøget på at
lave kampagner af forskellig karakter, og derfor anerkender
jeg til fulde fru Jette Bergenholz Bautrups opfordring til,
at vi hele tiden skal huske, at der altså skal penge til den
her kampagne.
Der skal også efter/videreuddannelse af
sundhedspersonalet til. Der skal også være opmærksomhed på
sagsbehandlere i den kommunale socialforvaltning, således at
vi ikke fremover kommer til at se den ganske ulykkelige
situation, hvor man fik en formandsbeslutning, som
efterfølgende blev omgjort af børn- og ungeudvalget, om, at
der blev foretaget en tvangsmæssig undersøgelse af et barn.
Den blev tilsyneladende foretaget på en sådan måde, at det
var krænkende for både barnet og forældrene.
Der skal vi virkelig have styr på, hvordan man kan komme
det her skridt videre og give sagsbehandlere i
socialforvaltningerne, der bliver bange, dels på baggrund af
hele den her debat, der har været, dels fordi de måske ikke
kan komme i den rigtige dialog med forældrene, en mulighed
for at lære, hvordan det i virkeligheden er, man kan få en
tryghed og sikkerhed for, at der ikke er et barn, der er
truet i retning af at blive omskåret, hvis barnet skal til
udlandet med forældrene.
Vi skal også være opmærksomme på, at Sverige jo har haft
den her regel gennem flere år, og Sverige har jo
tilsyneladende, sådan som jeg har fået information, ikke fået
rejst en eneste sag ved domstolene, der har ført til
domfældelse. Så det, vi jo skal huske på, er, at om end der
ikke kommer nogen sag ved domstolene, er det jo ikke
ensbetydende med, at den her lovbestemmelse ikke vil få en
gennemslagskraft alene ved sin blotte eksistens.
For vi håber jo alle sammen, at det her ikke skal føre
til domfældelse af et eneste forældrepar eller et eneste
familiemedlem, for det her skal være præventivt.
Til slut vil jeg sige, at SF støtter lovforslaget. Det
er min opfattelse, at vi har et meget godt grundlag for at få
gennemført det her lovforslag relativt hurtigt.
Jeg vil derfor opfordre til, at vi nu i det kommende
retsudvalgsmøde, som vi skal have herefter, tager os sammen
og får lavet alle de spørgsmål, der skal til, for at
justitsministeren måske inden påske, måske ikke, så
umiddelbart efter påske, kan levere de fornødne svar, således
at vi kan blive færdige med det her lovforslag inden den 1.
maj. Så sådan går det.
Martin Lidegaard (RV):
Da Det Radikale Venstres ordfører ikke kan være til stede,
skal jeg på hendes vegne fremføre følgende:
Det er jo ikke første gang, Folketinget diskuterer
kvindelig omskæring, og det bliver desværre nok heller ikke
sidste gang, selv om man godt kunne ønske sig, at vi fik bugt
med den modbydelige tradition.
Lovforslaget, vi taler om i dag, gør det muligt at
straffe danske statsborgere og herboende personer, som tager
til udlandet for at få foretaget omskæring af piger og unge
kvinder. Det sker, selv om handlingen ikke er strafbar i
landet, hvor omskæring finder sted. Dermed bryder loven, som
flere også har været inde på, med princippet om dobbelt
strafbarhed. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Det
Radikale Venstre normalt tillægger dobbelt
strafbarheds-princippet meget stor betydning.
Men i denne sag må vi også erkende, at argumentet vejer tungt for at markere, at omskæring er fuldstændig uforeneligt med dansk kvinde- og menneskesyn, og derfor er vi rede til i dette afgrænsede tilfælde at gå på kompromis med princippet.
Kl. 17.50
Med den bemærkning, at vi kun kan komme denne modbydelige tradition til livs, hvis vi primært satser på oplysning og holdningspåvirkning, som flere har været inde på, kan vi tilslutte os forslaget.
Søren Søndergaard (EL):
Da Enhedslistens ordfører på området, fru Line Barfod, ikke
er til stede, skal jeg oplæse følgende:
Omskæring af piger er en uacceptabel og modbydelig
lemlæstelse, som ikke på nogen måde kan forsvares.
Regeringens arbejdsgruppe om omskæring har konkluderet,
at den oplysende indsats, der blev sat i gang i Danmark for
nogle år siden, har virket. Jeg håber, ministeren vil
bekræfte, at der sættes penge af til at fortsætte det
oplysningsarbejde mod omskæring, der har fungeret i flere år,
men som stoppede, da regeringen ikke ville forny bevillingen.
Omskæring er et problem i en række afrikanske lande, og
Danmark bør gøre sin del af indsatsen mod denne alvorlige
mishandling. Indsatsen handler først og fremmest om oplysning
og støtte til de piger og kvinder, der aktivt arbejder mod
omskæring. Jeg vil derfor også spørge ministeren, hvad
regeringen konkret vil gøre for at støtte projekter i
afrikanske lande, f.eks. det projekt, som STS har i Somalia.
Det er også vigtigt at lægge pres på regeringerne i de
lande, hvor omskæring forekommer, og derfor vil vi i
Enhedslisten gerne opfordre justitsministeren til at arbejde
for at skærpe de internationale konventioner på dette område,
så alle lande forpligter sig til at straffe omskæring, uanset
hvor den har fundet sted. Jeg håber, ministeren vil bekræfte,
at hun vil gå ind i et sådant internationalt arbejde.
Der har ikke på noget tidspunkt været tvivl om, at
omskæring er strafbart i Danmark. Det er vold at skære i
børn. Nu har Justitsministeriet så alligevel foreslået at
indsætte en særbestemmelse i straffelovens § 245 a om
omskæring af piger. Det er vigtigt for os at understrege, at
dette ikke medfører, at omskæring af drenge er lovligt, som
også Røde Kors-repræsentanten i Jurisdiktionsudvalget gør
opmærksom på. Ligesom vi siger, at man ikke må slå sine børn,
siger vi også, at man ikke må skære i børn, når det ikke er
sundhedsfagligt begrundet.
Vi mener ikke, at man skal bruge politi og fængsel som
det første redskab i forhold til denne type overgreb mod
børn, men vi mener, at det skal indgå i oplysningsarbejdet,
at man ikke må begå overgreb mod sine børn, uanset hvad
begrundelsen er.
Under udvalgsarbejdet ønsker vi nærmere at få belyst og
diskuteret henholdsvis ministerens forslag til at ændre
reglerne om dobbelt strafbarhed og Gorm Toftegaard Nielsens
forslag i mindretalsudtalelsen fra Jurisdiktionsudvalget om i
stedet at understrege, at forældre har omsorgspligt for deres
børn også i udlandet og derfor kan straffes for overgreb mod
børnene.
Jann Sjursen (KRF):
Indledningsvis vil jeg godt sige, at vi fra Kristeligt
Folkepartis side kan støtte regeringens lovforslag, som jo
går ud på særskilt at kriminalisere kvindelig omskæring, ikke
fordi det ikke har været strafbart, men fordi man fra
regeringens side ønsker at indsætte en særlig bestemmelse i
straffelovgivningen.
Vi synes, at noget kan tale for det, selv om det ikke er
traditionen, at vi gør det sådan. Men det, der taler for det,
er, at man måske får lettere ved i oplysningsøjemed at få
henledt forældres opmærksomhed på, at vi ikke vil acceptere
kvindelig omskæring, og derfor støtter vi, at regeringen har
valgt at indsætte den særlige bestemmelse i straffeloven.
Dermed også være sagt, at jeg synes, det er utrolig
vigtigt at konstatere, at en sådan bestemmelse ikke kan stå
alene, at det er vigtigt med informations- og
oplysningskampagner, og at der selvfølgelig også bliver
bevilget de nødvendige midler hertil.
Jeg vil også godt sige, at vi kan støtte, at
lovforslaget lægger op til, at man i det her spørgsmål
fraviger princippet om dobbelt strafbarhed. Det mener vi også
er helt nødvendigt for at sende entydige signaler på det her
område. Det er der bestemt brug for.
Med disse ord, og fordi vi tidligere har diskuteret
spørgsmålet grundigt og indgående, endda for ganske nylig,
vil jeg fra Kristeligt Folkepartis side nøjes med at tilsige
en positiv udvalgsbehandling og en støtte til lovforslaget,
når det kommer til tredje behandling.
Kl. 17.55
Justitsministeren (Lene Espersen):
Jeg vil gerne takke for den generelle opbakning til
forslaget.
Mange af ordførerne har kredset meget om, at man er
enig i intentionerne i forslaget, men at man også er meget
optaget af, af forslaget ikke står alene, men følges op af
andre oplysningsinitiativer og andre ting i forhold til den
gruppe mennesker, som befinder sig i Danmark, og som vi skal
forsøge at overbevise om, at omskæring som en kulturel
tradition er en meget, meget dårlig ting.
Til det vil jeg sige, at der har været nedsat et
tværministerielt udvalg, en arbejdsgruppe, der har set på
problemstillingen omkring omskæring af piger, med deltagelse
af en lang række ministerier. Der blev afgivet en rapport den
13. januar i år, og den er frit tilgængelig på
socialministerens hjemmeside. Jeg tror, det var fru Jette
Bergenholz Bautrup, der var den første, der nævnte det, men
både fru Anne Baastrup, hr. Søren Søndergaard, hr. Martin
Lidegaard og mange andre har fulgt op på det siden hen.
Og til det vil jeg sige, at der er en bred vifte af
initiativer, som allerede enten er igangsat eller er under
igangsættelse. Det drejer sig om en pjece til
sundheds-, skole- og øvrigt pædagogisk personale. Det drejer
sig om en oplysningsindsats over for de grupper, der har
tradition for omskæring. Det drejer sig om materiale fra
Undervisningsministeriet i forhold til de pædagogiske
konsulenter. Det drejer sig om information om omskæring både
på hjemmesiden »Kvindeinfo« og andre hjemmesider, der er
rettet mod indvandrere. Det drejer sig om oplysningsmateriale
og debatmøder navnlig i forhold til herboende somaliere,
retningslinjer og materialer til brug inden for den
lovbestemte dansk- og samfundsundervisning samt debatmøder og
undervisningstilbud navnlig til somaliere, herunder imamer.
Det er Integrationsministeriet, der er ansvarlig for det
sidste.
Alle de her initiativer, der drejer sig om oplysning,
pjecer osv., og som dækker en bred vifte lige fra personale
til de konkrete personer, folk fra tredjelande, der ankommer
til Danmark og så lige skal introduceres til det danske
samfund, fremgår altså af rapporten. I forhold til de her
grupper mener jeg faktisk, der er igangsat ganske mange
initiativer.
Jeg har simpelt hen ikke overblik over i dag - der er
mange, mange ministerier involveret - hvilke pengebeløb det
samlet set drejer sig om. Men hvis man ønsker det i
Retsudvalget, vil vi selvfølgelig gerne besvare spørgsmål om,
hvad det er i kroner og øre. Det væsentligste synes jeg
faktisk er det indholdsmæssige, at man tænker bredt og sørger
for at informere alle de steder, hvor vi overhovedet kan
komme i tanke om det.
Til fru Pia Kristensen, der var inde på hele spørgsmålet
om processen, vil jeg sige, at der allerede er blevet sagt
meget i dag i Folketingssalen. Og jeg kan også kun tilslutte
mig det, som bl.a. fru Birthe Rønn Hornbech sagde omkring
lovkvalitet. Jeg forstår udmærket godt fru Pia Kristensens
utålmodighed. I sin tid for mange, mange år siden, hvis nu
historieskrivningen skal være korrekt, tror jeg faktisk, at
jeg som folketingsmedlem var den første, der forsøgte - godt
nok noget ubehjælpeligt, jeg er jo ikke jurist - at lave et
forslag, der handlede om forbud mod omskæring af piger i
udlandet. Det havde også medlemmer fra Dansk Folkepartis
tilslutning, men der var ikke opbakning til det.
Sagen er den i dag, at nu har regeringen undersøgt
bl.a. hele spørgsmålet omkring dobbelt strafbarhed ganske
grundigt i Jurisdiktionsudvalget, og vi mener ikke, vi gør
noget forkert ved at fremsætte det her lovforslag. Tværtimod
mener vi, at vi er på sikker grund. Derfor bliver det
fremsat.
Men jeg må så også sige til fru Pia Kristensen, at de
betragtninger, der er omkring lovkvalitet, bliver man altså
nødt til at tage alvorligt. Fru Pia Kristensen redegjorde jo
også selv for, at Dansk Folkeparti havde indset, at på nogle
punkter var deres lovforslag måske lidt mangelfuldt. Og det,
der er grunden til, at man sender tingene i høring, er, at
man får et overblik over, om der er noget, man har glemt,
eller om der er noget, som måske kan bidrage til at gøre
lovforslaget endnu bedre, inden det bliver fremsat i
Folketingssalen.
Jeg må blankt erkende i dag, at jeg da går og har mine
overvejelser over, hvorfor lovkvalitetskravet kun skal gælde
for regeringens lovforslag. Hvorfor skal det ikke også gælde
for forslag fra oppositionen, hvis det ikke er et
beslutningsforslag, der pålægger regeringen noget, men er et
forslag, der har direkte virkning?
Vi oplever indimellem, at man i Folketinget lige
pludselig har flertal enten for lovforslag eller for
kæmpestore principielle ændringer af et lovforslag, der har
været i høring, uden at de mennesker, der er ude i samfundet,
har haft muligheden for at blive hørt.
Kl. 18.00
Jeg synes, vi står over for et problem, hvis vi mener
lovkvalitet alvorligt. Men jeg vil overlade det til
Folketingets almindelige debat, at vi tager stilling til,
hvorvidt kravene skal skærpes i forhold til de love, der
bliver vedtaget. For om det kommer fra regeringens pen eller
et oppositionspartis pen, er jo sådan set lige meget. Et
lovforslag, der er vedtaget, gælder uanset hvad.
Jeg takker fru Anne Baastrup mange gange for
tilkendegivelsen om en hurtig udvalgsbehandling, men igen vil
jeg sige, at jeg alene kan hjælpe til med en ordentlig
lovproces ved at besvare spørgsmålene så hurtigt som muligt,
og det gør vi naturligvis. Vi vil gerne medvirke til, at
lovforslaget træder i kraft hurtigst muligt.
Til hr. Martin Lidegaard vil jeg sige: Vi deler faktisk
Det Radikale Venstres opfattelse af, at man som udgangspunkt
skal være varsom med at fravige princippet om dobbelt
strafbarhed. Der er jo en grund til, at det har været et
princip, som vi har været utrolig glade for i dansk ret. Men
man må også sige, at vi her er i en situation - og det vil
man nok se flere eksempler på - hvor man må sige, at kravet
om dobbelt strafbarhed indimellem må vige af hensyn til andre
ting. Her anførte hr. Martin Lidegaard bl.a. kvinde- og
menneskesyn som nogle af de begrundelser, der er for, at vi
fraviger det.
Regeringen er i Jurisdiktionsudvalget også i gang med at
skulle se på seksuel udnyttelse af børn, altså mindreårige i
Asien, der bliver udnyttet seksuelt, hvor man har andre
regler for den slags ting. Og det er måske et andet område,
hvor jeg tror, vi vil være villige til at fravige princippet
om dobbelt strafbarhed - for slet ikke at åbne hele
EU-diskussionen om den europæiske arrestordre, der dog
vedrører ganske velkendte kriminalitetsforhold.
Til hr. Søren Søndergaard, der stillede spørgsmål til
projekter, må jeg sige, at jeg tror, at det hører under
Udenrigsministeriets område. Det er i hvert fald ikke noget,
jeg kan svare på på regeringens vegne i dag. Men jeg skal
medvirke til, at vi i hvert fald får givet en pejling på, at
der nok kommer et spørgsmål om det, så vi også får det
afklaret hurtigst muligt.
Med hensyn til FN's konvention om barnets rettigheder og
dens anvendelse i alle lande er jeg fuldstændig enig med hr.
Søren Søndergaard. Vi skal prøve at presse på, så der er så
få lande som overhovedet muligt, der laver
undtagelsesbestemmelser, for så vidt angår de her meget
vigtige artikler i konventionen.
Endelig vil jeg over for hr. Søren Søndergaard igen
understrege, at der er mindretalsudtalelser, og at der er
mange, der har været inde i diskussionen om, hvad der er
behov for lovgivningsmæssigt eller ikke behov for, og det
medvirker vi selvfølgelig også gerne til under
udvalgsbehandlingen. Men jeg har også lyttet mig til, at
mange i dag har sagt, at man ønsker en hurtig lovbehandling.
Det medvirker vi til. Men naturligvis synes jeg, at de
spørgsmål, der skal stilles, skal stilles, og at vi skal
sørge for, at der kommer en ordentlig besvarelse af dem.
(Kort bemærkning).
Jette Bergenholz Bautrup (S):
Jeg vil godt sige tak til ministeren. Jeg synes, det er meget
positivt, at der allerede er sat nogle foranstaltninger i
gang, så man kan lave en massiv oplysningskampagne.
Jeg vil så bare spørge ministeren: Hvordan mener
ministeren, at det så kan blive formidlet ud til de
afrikanske familier? Det er jo utrolig svært med en pjece.
Forstår de den? Hvad havde man tænkt sig? Skal det være
grupper i afrikansk regi, eller er det de afrikanske kvinder,
som skal være talsmænd, skal oversætte eller skal formidle
det, eller havde man tænkt sig nogle konfliktgrupper eller
hvordan og hvorledes?
(Kort bemærkning).
Søren Søndergaard (EL):
Jeg vil også sige tak til ministeren.
Blot to ting. Den ene tror jeg vi er enige om, altså
vigtigheden af at bruge denne her opmærksomhed omkring
omskæring til også at få lavet nogle ændringer ikke bare
inden for Danmarks grænser, men også uden for Danmarks
grænser, for omskæring er jo fuldstændig lige alvorlig, hvad
enten den finder sted på Nørrebro eller den finder sted i
Somalia. Så jeg synes, det er vigtigt, at vi bruger det her
også som en anledning til at forsøge at ændre ting ude. Og
kan vi bruge nogle af de indvandrerfamilier, vi har i
Danmark, nogle af de flygtningefamilier, vi har i Danmark,
til at ændre ting i deres eget land til det bedre, synes jeg,
det er en fantastisk positiv ting, som vi selv skal bidrage
til.
Kl. 18.05
Den anden ting var det forslag, den tanke, som
ministeren fremlagde, som jeg synes var utrolig interessant,
nemlig ideen om, at hvis der er større ændringsforslag til et
lovforslag fra regeringen eller lovforslag fra oppositionen,
som vil betyde større ændringer, vil det være godt med en
høringsrunde. Jeg synes, det er en fantastisk spændende
tanke. Jeg vil bare høre, om det er noget, man har diskuteret
i regeringen, eller om det er ministerens helt egen
opfattelse. Vi vil i hvert fald godt fra Enhedslistens side
med det samme tilsige vores støtte til at arbejde videre med
den idé.
Justitsministeren (Lene Espersen):
Først til fru Jette Bergenholz Bautrup vil jeg sige om de her
spørgsmål om at formidle, at det klogeste i første omgang
ville være - fordi jeg tror, at den socialdemokratiske
ordfører har langt større indsigt i den rent
formidlingsmæssige opgave, end jeg har - at se på
hjemmesiden, altså se på den tværministerielle rapport.
Måske endnu vigtigere ville det være at kontakte
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Socialministeriet og
Undervisningsministeriet, som sidder og udarbejder de her
pjecer til det pædagogiske personale om, hvordan man
informerer, hvordan man kommer i dialog med de her mennesker,
herunder at der bliver opbygget lokalgrupper og netværk, der
kan bistå i at rådgive de familier, det her handler om.
Det fremgår af den tværministerielle rapport, hvilke
initiativer der er ved at blive iværksat, så jeg mener
egentlig, at det, fru Jette Bergenholz Bautrup påpeger, har
regeringens tværministerielle arbejdsgruppe sådan set
allerede taget fat i.
Jeg kan ikke her i dag sige præcis, hvor langt man er i
hele forløbet. Men man er i hvert fald opmærksom på, at det
er ekstremt vigtigt, at rådgivningen kommer ud til familien i
den ene eller den anden sammenhæng, og at den fungerer på en
hensigtsmæssig måde, for det nytter jo ikke noget, at man
f.eks. afleverer en dansk pjece, hvis de ikke kan dansk; det
giver jo ikke meget mening.
Jeg vil som sagt foreslå for alle teknikaliteters skyld,
at det rigtigste er at prøve at se i rapporten.
Med hensyn til hr. Søren Søndergaards bemærkninger vil
jeg sige, at jeg fuldt ud deler hr. Søren Søndergaards
opfattelse af det her problem, og hvordan man skal tackle
det.
Det har rent faktisk også betydet - det har været
holdningen i Det Konservative Folkeparti, og jeg mener også,
at det andet regeringsparti, Venstre, har haft den samme
holdning til det - at vi i de regi, hvor vi mødes og
diskuterer problemstillinger, der har relation til det her,
giver udtryk for, at omskæring af piger er en
problemstilling, som man bliver nødt til at tage alvorligt.
Her tænker jeg bl.a. på FN's kvindetopmøder og
-konferencer, jeg tænker på EU, når udviklingsministrene
mødes og diskuterer hjælp, herunder ikke mindst, hvordan man
støtter kvinder og kvinders ligestilling. Det her er noget,
som man også skal have med i de samlede prioriteringer.
I alle disse regi bliver man nødt til at tænke over det,
og jeg er meget enig med hr. Søren Søndergaard i, at det ikke
er et isoleret nationalt problem. Vi skal tage det med os i
de andre fora, vi befinder os i, altså FN, WTO, EU og alle
andre regi, hvor vi måske også kan inspirere andre til at gå
videre med det.
Mine bemærkninger om ændringsforslag og i det hele taget
drastiske ændringer af lovforslag er selvfølgelig
betragtninger, som jeg gav udtryk for, og som alene står for
min regning, men jeg tror faktisk, at der er mange, der deler
den.
Små ændringsforslag, der trækker i den ene eller den
anden retning, er ikke det, jeg finder er det interessante.
Det, jeg synes er det interessante, er, hvis man laver
drastiske ændringer, der har meget store konsekvenser. Dette
sker, uden at der overhovedet har været en mulighed for at få
et kvalificeret modspil, og det synes jeg altså at vi skal
være opmærksomme på i lovgivningsprocessen.
Jeg synes, at der har været nogle gange i løbet af det
sidste år, hvor det er, som om man har villet springe et led
over, og det er efter min mening ikke godt for Folketinget
og lovgivningsprocessen, hvis man ikke tager denne
høringspligt ganske alvorligt.
Jeg står altså ved, hvad jeg har sagt, men jeg mener
egentlig ikke, at det alene er et regeringsanliggende. Det er
noget, vi må drøfte med hinanden her i Folketinget, hvordan
vi kommer videre med.
Jeg vil gerne takke næsten alle partierne i Folketinget
for, at vi ikke kommer i en situation, hvor regeringen
sender lovforslag i høring, der så bliver kopieret og
fremsat af et oppositionsparti og vedtaget. Den slags
julelege kan vi under ingen omstændigheder være med til.
Jeg mener, at i et væddeløb, hvor alle sådan set skal
have en mulighed for at nå i mål, skal man altså også have
det samme udgangspunkt. Det nytter ikke noget, at der er
nogle, der tror, at de kan springe de første 100 m over for
at nå først til mållinjen. Tingene må foregå på en ordentlig
måde, og derfor står jeg ved, at lovkvalitet er noget, vi
skal tage alvorligt.
Kl. 18.10
(Kort bemærkning).
Jette Bergenholz Bautrup (S):
Nu skal jeg ikke blive ved at trække tiden, men jeg vil sige
til ministeren, at jeg synes, det er glædeligt, at det ikke
kun er pjecer, men at man også på alle andre måder prøver at
formidle budskabet.
Jeg kunne godt tænke mig, fordi der er meget stor
velvilje til denne massive oplysningskampagne, at der kunne
komme et notat til Retsudvalget, for det er jo også noget med
succeskriterier og hvordan og hvorledes.
(Kort bemærkning).
Birthe Rønn Hornbech (V):
Inden hr. Søren Søndergaard bliver for glad for
justitsministeren, vil jeg lige bryde ind her.
Vi har jo netop i Retsudvalget forskertset Dansk
Folkepartis mulighed for at få det her forslag vedtaget. Det
var ud fra en lovkvalitetsbetragtning. Det var altså
betragtninger om høringsrunde osv.
Der er jo det væsentlige problem - ud over at domstolene
altså ikke har, som vi har skrevet i betænkningsbidraget,
nogle ordentlige forarbejder og motiver, hvis det er
oppositionen - at Folketingets muligheder i virkeligheden
stækkes ved private forslag. Der er nemlig ikke nogen at
stille spørgsmål til, hvor der skal svares under
ministeransvar.
Det er faktisk et af hovedproblemerne, og derfor kan man
altså sige, at selv om der er en grundlovssikret ret til at
fremsætte private lovforslag, har det sine grænser, hvis
Folketinget skal kunne hænge en minister op.
Men jeg giver hr. Søren Søndergaard ret i, at
diskussionen er spændende.
(Kort bemærkning).
Justitsministeren (Lene Espersen):
Blot en positiv tilkendegivelse til den socialdemokratiske
ordfører. Vi vil meget gerne medvirke til, at den
tværministerielle rapport i første omgang bliver oversendt
til Retsudvalget, men vi må naturligvis så finde ud af i det
videre forløb, hvorledes koordineringen sker.
Der er simpelt hen så mange initiativer i forskellige
ministerier, at der skal være mulighed for at orientere sig
om dem. Jeg ved ikke, om det skal ske via internettet, eller
hvad der er den mest hensigtsmæssige facon.
Jeg skal nok sørge for, at det, der er grundrapporten,
som ligger til grund for det andet, bliver oversendt til
Retsudvalget, såfremt det ikke allerede er sket.
Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.
Afstemning
Den fg. formand (Lissa Mathiasen):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis
ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.
(Ophold). Det er vedtaget.
