Forrige

Birthe Rønn Hornbech (V):
Mon ikke de fleste danskere anser omskæring af kvinder for at være noget af det mest nederdrægtige, modbydelige, kvindeundertrykkende og mishandlende? Jeg tror det, og diskussionen her i Folketinget har jo også vist det gennem nogle år. Flere partier er fremkommet med beslutningsforslag og lovforslag for at få skærpet og indskærpet, at omskæring er en strafbar handling i Danmark, og at man ikke skal kunne slippe uden om straffen ved at tage sine børn med til et land, hvor handlingen ikke er strafbar.
     Der er ikke nogen tvivl om, at omskæring af kvinder hele tiden har været strafbart efter dansk straffelovgivning. Det har været mishandling, det fastslog den tidligere justitsminister for en del år siden. Man kan derfor spørge, om dette at indføre en ny bestemmelse under voldsbestemmelserne ikke er overflødigt, og dertil er at svare, at det sådan set både er overflødigt og ikke i overensstemmelse med de lovgivningstraditioner, vi har i Danmark.
     Vi har jo den lovgivningstradition, at straffeloven sådan nogenlunde følger gammel sæd og skik og moral. Forbrydelserne har ganske vist udviklet sig, men hvad der anses for en forbrydelse i straffeloven, ja, det blev jo allerede betegnet som forbrydelse i middelalderen og på Det gamle Testamentes tid.
     Vi er altså i den situation, at vi har givet opholdstilladelse til masser af mennesker, som kommer til Danmark med et helt andet retssyn og med et helt andet udgangspunkt for, hvad der er godt og skidt. Omskæring af kvinder er en tradition i muslimske kulturer og også i nogle kristelige kulturer, og det er åbenbart vanskeligt at forstå for disse mennesker, at vi ser stik modsat på tingene.
     Det vil sige, at vi nu for at gøre det helt klart for disse udlændinge med andre kulturtraditioner griber til en ekstra og for så vidt overflødig straffelovsbestemmelse. Jeg forudser, at der vil komme flere af den slags, og jeg har overvejet meget, om det er noget, man bør gå med på. Jeg er nået til den konklusion, at man lige så godt ærligt kan sige, at det er man nødt til; helst ikke i for mange tilfælde, men jeg tror, der vil komme flere bestemmelser.
     Vi er simpelt hen nødt til med syvtommersøm og mere til at slå fast og stadfæste med meget stor præcision, at der er nogle handlinger, som, selv om de er en del af andre landes kulturer, altså er noget, der fylder danskere med afsky, og som må behæftes med en alvorlig straf.
     Derfor kan jeg og Venstre gå med til at støtte, at vi nu indfører en særlig bestemmelse i straffeloven. Hvis man skal hænge lidt jura op på det, kan man jo sige, som der står i bemærkningerne, at så har vi også fået slået fast, at det her altså ikke er noget, man kan give samtykke til, hvis der var nogle, der var i tvivl om det.
     Ikke mindre vigtigt er det jo, at vi nu gør op med det bærende princip i dansk ret om, at vi kræver dobbelt strafbarhed, altså at handlingen også skal være strafbar i det land, hvor den er begået. Det siger sig selv, at hvis man vil have den fuldkomne håndhævelse af denne forbrydelse, er man nødt til at gøre op med det princip. Der vil også kunne komme andre bestemmelser, hvor vi må ophæve princippet om dobbelt strafbarhed, fordi der rent ud sagt her er tale om et kultursammenstød, og vi med det lovforslag så samtidig siger, at det vil vi altså ikke finde os i i Danmark. Det kultursammenstød kan ikke bære, at en sådan forbrydelse skal vurderes anderledes strafferetligt, hvad enten man påberåber sig kulturelle eller religiøse begrundelser.
     Så det her er altså en meget klar henvendelse til en ganske bestemt gruppe i det danske samfund om, at vi under ingen omstændigheder vil tolerere kvindelig omskæring, og det er gentaget i udlændingeloven, at det også betyder udvisning, hvis man bliver dømt herfor.
     Vi støtter forslaget.

Kl. 17.25

Næste