Forrige

(Kort bemærkning). Helge Adam Møller (KF):
Jeg indrømmer blankt, at jeg er fuldstændig ligeglad med øre. Det hjælper jo ikke noget. Kroner er selvfølgelig lidt mere vigtige, for dem får man noget for. Men det, der er allervigtigst, er i virkeligheden, at man debatterer lovforslaget her. Det er den bedst tænkelige måde, vi kan få debatten i gang på.
      For den sags skyld også det lovforslag, der kom fra Socialdemokratiet, og det beslutningsforslag, der kom fra Dansk Folkeparti. For uagtet mine bemærkninger før og min afvisning af også Socialdemokratiets forslag, så har der været tre forslag, der har været en stor debat osv. Det har jo gjort, at det her har kørt i medierne, det har kørt i TV-Avisen, og det har kørt ude i de samfund, hvor det her specielt foregår. Så det har medvirket til det.
      Men nøjagtig hvad der ellers skal bruges af pjecer og andet, det ved jeg ikke nok om. Det overlader jeg trygt til de myndigheder, der har ansvaret. Men det vigtigste er, at vi selv deltager i debatten, og at vi gennemfører det her som et klart signal. Det er med til at skabe den debat og den oplysning, der er brug for.

Kl. 17.45

Næste