Anne Baastrup (SF):
Som jeg også nævnte under de foregående gange, hvor vi har
diskuteret det her lovforslag, har vi i SF haft den
opfattelse, som vi deler med Gorm Toftegaard Nielsen, der jo
som medlem af Jurisdiktionsudvalget har lavet en
mindretalsudtalelse, at man i stedet for at lave en egentlig
ny bestemmelse, 245 a, og kombinere det med en generel
bestemmelse, hvorefter det skal være muligt at straffe for
det, der er sket udenlands, skal ændre på nogle andre
bestemmelser, så det bliver mere generelt: Hvis man foretager
ting udenlands mod sit barn, som er lovligt i det pågældende
land, så kan det straffes efter dansk strafferet.
Argumentationen, som jeg faktisk synes er relativt
fornuftig, er, at nu går vi jo ind og laver en særlov for det
her område. Hvad så næste gang, vi falder over en ny kulturel
tradition, som vi også bliver nødt til at lave en særlov om?
Omvendt synes jeg, da vi havde diskussionen på et
tidligere tidspunkt her i salen, at justitsministerens
argumentation for, at vi laver sådan sort på hvidt et stykke
papir, hvor der står »det her må man ikke«, tilsyneladende i
sig selv vil være en meget god baggrund for at kunne føre en
kampagne for at påvise, at det er ulovligt.
Med i billedet tror jeg så også vi skal have, at vi ikke
aner, hvor mange steder det sker. De informationer, vi får
fra de forskellige embedslægeinstitutioner, viser jo, at man
tilsyneladende ikke har kendskab til eksempler, der er sket i
nyere tid.
Det skal selvfølgelig ikke stoppe os i forsøget på at
lave kampagner af forskellig karakter, og derfor anerkender
jeg til fulde fru Jette Bergenholz Bautrups opfordring til,
at vi hele tiden skal huske, at der altså skal penge til den
her kampagne.
Der skal også efter/videreuddannelse af
sundhedspersonalet til. Der skal også være opmærksomhed på
sagsbehandlere i den kommunale socialforvaltning, således at
vi ikke fremover kommer til at se den ganske ulykkelige
situation, hvor man fik en formandsbeslutning, som
efterfølgende blev omgjort af børn- og ungeudvalget, om, at
der blev foretaget en tvangsmæssig undersøgelse af et barn.
Den blev tilsyneladende foretaget på en sådan måde, at det
var krænkende for både barnet og forældrene.
Der skal vi virkelig have styr på, hvordan man kan komme
det her skridt videre og give sagsbehandlere i
socialforvaltningerne, der bliver bange, dels på baggrund af
hele den her debat, der har været, dels fordi de måske ikke
kan komme i den rigtige dialog med forældrene, en mulighed
for at lære, hvordan det i virkeligheden er, man kan få en
tryghed og sikkerhed for, at der ikke er et barn, der er
truet i retning af at blive omskåret, hvis barnet skal til
udlandet med forældrene.
Vi skal også være opmærksomme på, at Sverige jo har haft
den her regel gennem flere år, og Sverige har jo
tilsyneladende, sådan som jeg har fået information, ikke fået
rejst en eneste sag ved domstolene, der har ført til
domfældelse. Så det, vi jo skal huske på, er, at om end der
ikke kommer nogen sag ved domstolene, er det jo ikke
ensbetydende med, at den her lovbestemmelse ikke vil få en
gennemslagskraft alene ved sin blotte eksistens.
For vi håber jo alle sammen, at det her ikke skal føre
til domfældelse af et eneste forældrepar eller et eneste
familiemedlem, for det her skal være præventivt.
Til slut vil jeg sige, at SF støtter lovforslaget. Det
er min opfattelse, at vi har et meget godt grundlag for at få
gennemført det her lovforslag relativt hurtigt.
Jeg vil derfor opfordre til, at vi nu i det kommende
retsudvalgsmøde, som vi skal have herefter, tager os sammen
og får lavet alle de spørgsmål, der skal til, for at
justitsministeren måske inden påske, måske ikke, så
umiddelbart efter påske, kan levere de fornødne svar, således
at vi kan blive færdige med det her lovforslag inden den 1.
maj. Så sådan går det.
