Forrige

Justitsministeren (Lene Espersen):
Først til fru Jette Bergenholz Bautrup vil jeg sige om de her spørgsmål om at formidle, at det klogeste i første omgang ville være - fordi jeg tror, at den socialdemokratiske ordfører har langt større indsigt i den rent formidlingsmæssige opgave, end jeg har - at se på hjemmesiden, altså se på den tværministerielle rapport.
     Måske endnu vigtigere ville det være at kontakte Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Socialministeriet og Undervisningsministeriet, som sidder og udarbejder de her pjecer til det pædagogiske personale om, hvordan man informerer, hvordan man kommer i dialog med de her mennesker, herunder at der bliver opbygget lokalgrupper og netværk, der kan bistå i at rådgive de familier, det her handler om.
     Det fremgår af den tværministerielle rapport, hvilke initiativer der er ved at blive iværksat, så jeg mener egentlig, at det, fru Jette Bergenholz Bautrup påpeger, har regeringens tværministerielle arbejdsgruppe sådan set allerede taget fat i.
     Jeg kan ikke her i dag sige præcis, hvor langt man er i hele forløbet. Men man er i hvert fald opmærksom på, at det er ekstremt vigtigt, at rådgivningen kommer ud til familien i den ene eller den anden sammenhæng, og at den fungerer på en hensigtsmæssig måde, for det nytter jo ikke noget, at man
f.eks. afleverer en dansk pjece, hvis de ikke kan dansk; det giver jo ikke meget mening. Jeg vil som sagt foreslå for alle teknikaliteters skyld, at det rigtigste er at prøve at se i rapporten. Med hensyn til hr. Søren Søndergaards bemærkninger vil jeg sige, at jeg fuldt ud deler hr. Søren Søndergaards opfattelse af det her problem, og hvordan man skal tackle det. Det har rent faktisk også betydet - det har været holdningen i Det Konservative Folkeparti, og jeg mener også, at det andet regeringsparti, Venstre, har haft den samme holdning til det - at vi i de regi, hvor vi mødes og diskuterer problemstillinger, der har relation til det her, giver udtryk for, at omskæring af piger er en problemstilling, som man bliver nødt til at tage alvorligt. Her tænker jeg bl.a. på FN's kvindetopmøder og
-konferencer, jeg tænker på EU, når udviklingsministrene mødes og diskuterer hjælp, herunder ikke mindst, hvordan man støtter kvinder og kvinders ligestilling. Det her er noget, som man også skal have med i de samlede prioriteringer.
     I alle disse regi bliver man nødt til at tænke over det, og jeg er meget enig med hr. Søren Søndergaard i, at det ikke er et isoleret nationalt problem. Vi skal tage det med os i de andre fora, vi befinder os i, altså FN, WTO, EU og alle andre regi, hvor vi måske også kan inspirere andre til at gå videre med det. Mine bemærkninger om ændringsforslag og i det hele taget drastiske ændringer af lovforslag er selvfølgelig betragtninger, som jeg gav udtryk for, og som alene står for min regning, men jeg tror faktisk, at der er mange, der deler den. Små ændringsforslag, der trækker i den ene eller den anden retning, er ikke det, jeg finder er det interessante. Det, jeg synes er det interessante, er, hvis man laver drastiske ændringer, der har meget store konsekvenser. Dette sker, uden at der overhovedet har været en mulighed for at få et kvalificeret modspil, og det synes jeg altså at vi skal være opmærksomme på i lovgivningsprocessen. Jeg synes, at der har været nogle gange i løbet af det sidste år, hvor det er, som om man har villet springe et led over, og det er efter min mening ikke godt for Folketinget og lovgivningsprocessen, hvis man ikke tager denne høringspligt ganske alvorligt. Jeg står altså ved, hvad jeg har sagt, men jeg mener egentlig ikke, at det alene er et regeringsanliggende. Det er noget, vi må drøfte med hinanden her i Folketinget, hvordan vi kommer videre med. Jeg vil gerne takke næsten alle partierne i Folketinget for, at vi ikke kommer i en situation, hvor regeringen sender lovforslag i høring, der så bliver kopieret og fremsat af et oppositionsparti og vedtaget. Den slags julelege kan vi under ingen omstændigheder være med til. Jeg mener, at i et væddeløb, hvor alle sådan set skal have en mulighed for at nå i mål, skal man altså også have det samme udgangspunkt. Det nytter ikke noget, at der er nogle, der tror, at de kan springe de første 100 m over for at nå først til mållinjen. Tingene må foregå på en ordentlig måde, og derfor står jeg ved, at lovkvalitet er noget, vi skal tage alvorligt.

Kl. 18.10

Næste