Forrige

Erik Mortensen (S):
Til almindelig beroligelse kan jeg sige, at jeg kun vil omtale pvc'en og ikke det svære ord.
     Nu er det sådan, at Socialdemokraterne selvfølgelig støtter miljøet, og vi støtter også erhvervslivet.

Det paradoksale er måske nok, vil nogle sige, at vi gør det her i modsætning til de borgerlige partier. I 1999 vedtog vi jo loven omkring afgiftsbelægning af pvc og disse blødgøringsmidler. Samtidig lavede vi også en ordning, der gav afgiftsfritagelse i det omfang, man kunne dokumentere genbrug af de samme materialer.

Kl. 13.00

     Der var den lille hale ved det i 1999, at der var visse typer hård pvc, der ikke kom med. Og det gjorde man dengang, fordi man ikke kunne dokumentere anvendelsesprocenterne, om der var nok, der blev indsamlet. Der blev samtidig sagt, at man så ville revurdere det efter 2 år.
     Nu er der så gået godt 3 år, men sandheden er jo, at i den periode er mængden af indsamlet og genanvendt pvc på disse produkter her firedoblet. Det vil sige, at de firmaer, som indgik i den ordning frivilligt og gratis for samfundet bakket op af amter og kommuner med indsamling af disse materialer, nok er noget forundrede over nu, at man med denne lovændring her i lovforslag nr. L 42 på dette område altså ikke kan konstatere, at de samme materialer er taget med.
     Risikoen ved ikke at tage dem med her er selvfølgelig, at de firmaer plus amter og kommuner, der arbejder for at indsamle, mister troen på, at det her er et område, som vi interesserer os for herinde. Når sandheden er, at indsamlingsgraden er steget så markant, som den er, hvorfor så ikke anerkende det og så afgiftsfriholde disse materialer. Alternativet er jo en deponering, og det er den dårligst tænkelige løsning.
     Derfor har vi stillet et ændringsforslag, der medtager disse produkter, fordi vi mener, at grupperingen af firmaer plus amter og kommuner måtte have en forventning om, at de kom med.
     Afslutningsvis var det nok værd at mærke sig, at Dansk Folkeparti endnu en gang, jeg ved snart ikke for hvilken, udviser meget positiv holdning til spørgsmålet, også til vores ændringsforslag, men når det kommer til målstregen, må vi konstatere, at nej, det kan man desværre ikke. Det drejer sig om sølle 6-8 mio. kr. i provenutab, siger man her fra regeringens side, men alligevel må Dansk Folkeparti melde pas og sige: Vi kan desværre ikke deltage. Og det er ærgerligt, for det her er jo ikke bare et spørgsmål om nogle firmaer, der skal have noget arbejde. Det er simpelt hen et spørgsmål om at få en miljørigtig løsning på et problem.
     Så jeg skal selvfølgelig på Socialdemokraternes vegne anbefale ændringsforslaget.

Næste